Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Ørsted/Vestas
Anbefaling: Hold
Aktuelle kurser: 311,50 og 95,42
De to Clean Energy-selskaber har været børsens store tabere de seneste måneder, men måske nærmer kursfaldet sig bunden. Vestas er ved at etablere en bund ved kurs 94, og hos Ørsted har de største handelsdage siden slutningen af november været dage med en stigende kurs. Det er for tidligt at købe de to aktier, men trods en lang nedtur er en Hold-anbefaling nu berettiget.
Danske Bank Anbefaling: Køb Aktuel kurs: 211,40
Danske Bank klarer sig betydeligt bedre end de øvrige bankaktier, og udbruddet fra kursintervallet 190-205 er nu så markant, at vi tør bygge en købsanbefaling på det.
A.P. Møller-Mærsk B
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 10360,00
APM formåede ikke at bryde gennem modstandslinjen ved kurs 12500, og konsekvensen blev et stejlt kursfald på 15 pct. Set over en periode på fem måneder er APM’s kursbunde stadig stigende, men fredagens kursfald under den højeste handelsvolumen i år peger nedad.
Torm
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 148,40
Torm startede midt i december 2024 en kursstigning, som en måned senere havde løftet kursen 26 pct. Når vi alligevel siger Sælg, skyldes det dels, at stigningen skal ses i relation til et forudgående kursfald på 44 pct., og dels at finanshuset ABG Sundal Collier reducerede deres kursmål for Torm med 34 pct. Det sker med henvisning til, at Torms gevinst ved sanktionerne mod Rusland forsvinder.
North Media
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 50,20
North Medias frasalg af Ofir sendte kursen i vejret, men aktien har sat lidt af gevinsten til igen. Det er en naturlig effekt af kortsigtet gevinsttagning, og vi er dermed nået til en afgørende fase i kursens udvikling. North Media ligger nemlig stadig i den faldende kurskanal, som startede for næsten et år siden, og den skal brydes med en stigning forbi kurs 54, før vi tør tro på en holdbar vending i kursen.
Scandinavian Tobacco Group
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 98,60
STG indledte i sidste uge en test af udbruddet fra en faldende kurskanal. I denne uge fik vi resultatet af testen, da kursen åbnede med en stigning på 2 pct. Selvom kursen faldt lidt torsdag, og fredag lukkede den ugen over grænsen ved kurs 98.
Harboes Bryggeri
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 139,50
Harboes Bryggeri har mistet glansen efter den eksplosive kursstigning på 314 pct. fra marts til midten af september 2024. Siden er kursen halveret, og Harboes nåede i torsdags den laveste kurs i otte måneder.
Genmab
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 1509,50
Genmab blev igen standset af modstandslinjen ved kurs 1600. Afvent en stigning forbi den grænse, før et køb overvejes.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.