Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
H+H International
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 111,00
H+H International fortsætter den stigning, som startede ved kurs 69 midt i januar. Værdien af H+H er stadig mindre end halvdelen af værdien for 3½ år siden, så stigningen er ikke nødvendigvis slut endnu. Fredagens kursfald ser vi som en naturlig korrektion.
Gubra
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 512,00
Gubra steg 15 pct. i mandags, og undervejs var kursen mere end 23 pct. oppe. Men euforien blev kortvarig, da kursen efterfølgende faldt til den laveste kurs siden november 2024. Undervejs passerede den støttelinjen ved 600, og næste støtte ligger nede ved kurs 415.
NKT
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 506,50
NKT’s seneste kursbund i 457 ligger højere end den forrige i 451, og det er første gang, vi ser det, siden NKT startede sit lange kursfald i oktober 2024. Det kan være signal om en trendvending forude. En stigning forbi kurs 525 udløser en købsanbefaling.
Royal Unibrew
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 553,00
Royal Unibrew steg to dage efter årsregnskabet 2024 under den højeste handelsvolumen siden april 2024. Det er et signal om interesse fra store investorer, og et køb bør overvejes, hvis kursen passerer modstandslinjen ved 572.
Rockwool
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 3180,00
Rockwool gik imod strømmen i denne uge med en stigning på over 15 pct. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi modstandslinjen ved kurs 3200, før et køb overvejes. Her er tre kursstigninger tidligere standset.
Zealand Pharma
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 533,50
Zealand Pharma er styrtdykket, siden årsregnskabet 2024 blev offentliggjort i slutningen af februar. Et 32 pct. kursfald på tre uger kalder på en snarlig korrektion. Den risikovillige kan spekulere i en hurtig gevinst, mens den forsigtige bør benyttes stigningen til et salg.
DFDS
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 104,20
DFDS’ årsregnskab 2024 skuffede, og siden sivede kursen nedad. Aktiens styrke er imidlertid svagt stigende, så et brud på modstandslinjen ved kurs 110 vil udløse en købsanbefaling.
Brdr. A&O Johansen
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 87,20
Brdr. A&O Johansens stigning på 6,8 pct. skete under den højeste handelsvolumen i et år. Helt nøjagtigt siden forrige årsregnskab i februar 2024. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi modstandslinjen ved kurs 89, før han overvejer et køb.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.