Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Zealand Pharma
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 453,50
Zealand Pharma er stadig den næstmest shortede aktie, men i den forløbne uge reducerede shorthandlerne deres position i aktien kraftigt. Shorthandlerne mangler stadig at købe 7,48 pct. af Zealand Pharmas aktiekapital tilbage, hvis de vil helt ud af aktien.
Novo Nordisk
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 453,65
Novo Nordisk forsøger at komme forbi modstandslinjen ved kurs 458, men en høj omsætning under onsdagens kursfald på 2,4 pct. indikerer, at det bliver vanskeligt. Til gengæld vil et gennembrud åbne for en stigning op forbi kurs 500.
GN Store Nord
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 96,18
GN Store Nords mønster med stigende kursbunde og faldende kurstoppe ser ud til at være slut med kursstigningen de seneste tre dage. Shorthandlerne er også begyndt at reducere deres positioner i aktien.
Nilfisk Anbefaling: Køb Aktuel kurs: 92,20
Nilfisk er på vej tilbage fra et langt og stejlt kursfald, som kostede selskabet en tredjedel af markedsværdien frem til bundkursen på 74 i april. Det indebærer til gengæld, at der er et stort kurspotentiale op til næste modstandslinje, som ligger ved kurs 97.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
Per Aarsleff
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 596,00
Per Aarsleffs halvårsregnskab i onsdags medførte kun en kursstigning på 1,4 pct., men det skyldtes, at selskabet opjusterede to uger forud for regnskabet. Vi hæfter os i stedet ved, at stigningen skete under den næsthøjeste omsætning i to måneder.
H+H International
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 135,60
H+H International steg eksplosivt, da SEB offentliggjorde deres forventning om et snarligt købstilbud fra selskabets storaktionær til en kurs omkring 180. Formodning er ikke urimelig, men det er spekulation, og på kort sigt bør man afvente en korrektion ned mod niveauet omkring kurs 125, før et køb overvejes.
Embla
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 32,70
Embla faldt 8,7 pct. i onsdags, men det skal ses i lyset af aktiens forudgående stigning fra bundkursen 25,2 i starten af april til 35,8 i tirsdags. Efter en stigning på 42 pct. på halvanden måned kan et fald på 8,7 pct. forklares som en naturlig korrektion.
NNIT
Anbefaling: Køb (eller Sælg)
Aktuel kurs: 68,40
NNIT nærmer sig bunden i en stigende kurskanal, og det skaber en spøjs situation, hvor den forsigtige investor sælger som konsekvens af kursfaldet, mens den risikovillige køber i forventning om en vending.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.