Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Matas Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 134,20
Matas fik i sidste uge en Hold-anbefaling, da vi forventede, at CEO Gregers Wedell-Wedellsborgs opsigelse kun ville få kortvarig effekt på aktiekursen. Men kursen fortsatte nedad, og det er bekymrende, hvis tilliden til Matas’ succes afhænger af én persons tilstedeværelse i selskabet. Vi ændrer derfor anbefalingen til Sælg på den korrektion opad, som startede fredag.
NKT Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 618,50
NKT har været præget af kraftige kursudsving siden den igangværende stigning startede i april. Men afstanden mellem kurstoppe og kursbunde bliver mindre og mindre, og kapitalbindingen i aktien er stigende. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi modstandslinjen ved kurs 630, før et køb overvejes.
Better Collective Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 81,40
Better Collective faldt midt i august ned gennem bunden på sin stigende kurskanal. Faldet sendte også kursen ned gennem støttelinjen ved kurs 90, og efter et kortvarigt forsøg på at komme tilbage på den rigtige side af linjen, fortsætter kursen nedad.
Coloplast Anbefaling: Køb Aktuel kurs: 627,40
Coloplasts nye femårsplan blev modtaget positivt, men optimismen druknede i første omgang i den generelt negative markedsstemning. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi kurstoppen i 630 fra den 20. august, før aktien lægges i porteføljen.
DSV Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 1349,50
DSV har været sivende siden det mislykkede forsøg på at passere modstandslinjen ved kurs 1560. Men siden sidste del af august har kursen været i frit fald, og i denne uge faldt kursen ned gennem støttelinjen i 1390. Næste støttelinje ligger ved kurs 1270, men vi bemærker, at kursen i april var nede i 1055.
Genmab Anbefaling: Køb Aktuel kurs: 1751,50
Genmab har ligget i en stigende kurskanal siden april, men i august excellerede stigningen, og efter først at være brudt op gennem loftet i den nævnte kurskanal, brød kursen i denne uge også gennem modstandslinjen ved kurs 1600. Det bør dog bemærkes, at stigningen har forløbet stort set ubrudt siden den 11. august, så risikoen for en korrektion nedad vokser.
ISS Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 187,70
ISS’ seneste kursfald sendte kursen længere ned end den foregående kursbund. Det er et negativt signal om, at styrken i aktien er ved at forsvinde. Den forsigtige investor bør derfor overveje at hjemtage gevinsten. Næste støtte ligger ved kurs 178.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.