Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Ørsted
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 105,40
Ørsteds aktieemission på 60 mia. kr. gør aktien selvskreven til ekstra opmærksomhed i denne uge. På et par års sigt er der stor usikkerhed forbundet med selskabet, men på kort sigt hæfter vi os dels ved, at kapitaltilførslen er garanteret, og dels at analytikerne nu hæver forventningerne til Ørsteds indtjening.
Novo Nordisk
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 388,60
Novo Nordisk er faldet 40 pct. i år, men nu begynder stemningen hos de internationale finanshuse at vende. Berenberg hævede i løbet af ugen sin Novo-anbefaling fra Hold til Køb, og det gennemsnitlige kursmål hos 19 analytikere ligger 26 pct. højere end den aktuelle kurs.
Netcompany
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 248,20
Netcompany mistede en fjerdedel af sin værdi på tre måneder fra maj til august, og siden kursen ramte bunden i 234 den 4. august er Netcompany to gange mislykkedes med komme tilbage på den rigtige side af modstandslinjen ved kurs 253. Men de efterfølgende to kursbunde ligger højere og højere, og det indikerer en øget styrke. En stigning forbi kurs 253 vil være et købssignal.
Coloplast
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 592,40
Coloplasts udbrud fra kursintervallet 590-625 kom alligevel ikke. Kursen er nu faldet tilbage til bunden af intervallet, og den spekulative investor kan satse på en stigning på ca. 5 pct. herfra. Den forsigtige investor holder sig på afstand, indtil kursen har brudt modstanden ved 625.
Nilfisk
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 115,00
Nilfisk har lagt den brudte modstandslinjen ved kurs 112 bag sig, og aktien handles til den højeste kurs i næsten et år. Investorernes kapitalbinding i aktien er stigende, og vi forventer en fortsat kursstigning.
Harboes Bryggeri
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 139,40
Harboes Bryggeri har haft en lang nedtur, siden kursen gik amok med en firedobling i de første tre kvartaler af 2024. Men måske er bunden nået. Den seneste kursstigning er sket under den højeste omsætning siden april, og det indikerer, at nogen begynder at skifte mening om aktien. Torsdagens stigning forbi modstanden ved kurs 135 gør Harboes interessant igen.
ALK
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 211,80
ALK er steget 47 pct. siden april, men det er sandsynligvis ikke slut endnu. Onsdag offentliggjorde ALK et samarbejde med et kinesisk selskab, som skal sælge og markedsføre ALK’s produkter i Kina. Aftalen udløser en øjeblikkelig betaling til ALK på 245 mio. kr. og dette beløb kan stige til 1,3 mia. kr.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.