Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Lundbeck
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 45,52
Lundbeck steg 71 pct. fra april til oktober, men i denne uge gik det hurtigt ned ad bakke. På kort sigt var den udløsende faktor sandsynligvis nedjusteringen fra ”Hold” til ”Underperform” fra finanshuset Jefferies. Fredagens købstilbud på Avadel havde kun en ret begrænset indvirkning på aktiekursen.
Zealand Pharma
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 513,60
Investorernes holdning til Zealand Pharma er svær at blive klog på. Efter et kursfald på 17 pct. til kurs 425 den første uge af november kom Danske Bank i denne uge med en købsanbefaling og et kursmål på 800. Vi siger Hold, og afventer en stigning forbi modstandslinjen ved kurs 515, før vi hæver anbefalingen.
Novo Nordisk
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 311,05
Novo Nordisk fortsætter tilsyneladende sin lange nedtur, men når vi alligevel siger Hold, skyldes det, at den seneste kursbund ligger på samme niveau, som kursbunden i starten af august. Det kan være et signal om, at efterspørgslen efter Novo Nordisk-aktier efterhånden begynder at matche udbuddet. Og det er første skridt mod en trendvending.
GN Store Nord
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 102,45
GN Store Nord startede ugen stærkt, men det bør bemærkes, at stigningen kom i forlængelse af et kursfald på 13 pct. Faldet blev standset af støttelinjen ved kurs 103, men den forsigtige investor holder sig på sidelinjen, indtil modstandslinjen ved kurs 117 er passeret.
Ørsted
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 123,95
Ørsted er forsvundet ud af mediestrømmen efter afslutningen på selskabets enorme kapitaltilførsel. Men kursen nåede i denne uge det højeste niveau siden august, og eftersom næste modstand først ligger ved kurs 140, er aktien interessant for den kortsigtede investor.
FLS
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 427,60
FLS fik i sidste uge en salgsanbefaling ud fra en formodning om, at en lang succeshistorie nu nærmede sig slutningen. Det bekræftede investorerne i denne uge ved at sende kursen 8,5 pct. ned som reaktion på 3. kvartalsregnskabet. FLS er faldet 17 pct. siden kurstoppen i slutningen af oktober.
Gubra
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 448,00
Med en stigning på 7,5 pct. i onsdags leverede Gubra et rebound fra de stigende kursbunde siden april. Samtidig har kurstoppene været faldende, og det holder naturligvis ikke i længden. Før eller siden må investorerne gøre op med sig selv, hvad de egentlig mener, og stigningen i den forløbne uge viser, at investorerne tror på Gubra.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






