Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Pandora
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 509,00
Pandoras kursfald har virket uendeligt, men måske er bunden nu nået. Onsdag udsendte selskabet således en børsmeddelelse om, at verdens største kapitalforvalter, BlackRock Inc., har øget sin ejerandel fra 7,92 pct. til 8,47 pct. BlackRock Inc. kontrollerer nu 10,03 pct. af stemmerne i Pandora mod tidligere 8,34 pct.
GN Store Nord
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 111,05
Mere end 10 pct. af GN Store Nords aktier er nu kontrolleret af shorthandlere. De tror altså ikke på, at aktiekursens stabilisering efter et langvarigt fald på 82 pct. er holdbart. Man skal have stor selvtillid for at afskrive professionelle investorers milliardinvestering i et fortsat kursfald til GN Store Nord som værende en fejltagelse. Vi anbefaler et salg.
FLS
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 541,50
FLS brager i vejret stort set uden korrektioner undervejs. Det vidner om en massiv underliggende efterspørgsel, som man under andre omstændigheder kunne mistænke var optakten til et opkøbsforsøg. Men forklaringen er snarere, at FLS efter frasalget af cementdivisionen fokuserer helt på salg til minedrift i en tid, hvor prisen på bl.a. metaller stiger kraftigt.
DSV
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 1769,00
DSV har stabiliseret kursen mellem 1730 og 1780 efter endnu en kraftig stigning. Omsætningen i aktien er svagt aftagende, og det kan betyde, at aktien ved den aktuelle pris ikke længere er så attraktiv for investorerne.
Torm
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 154,70
Torm brød onsdag op gennem modstandslinjen ved kurs 148 for anden gang på to uger. Det første gennembrud standsede ved kurs 153, hvorefter kursen faldt tilbage til 141. Denne gang kom gennembruddet med tre stigningsdage i træk, som sendte kursen forbi den tidligere top i 148.
Solar
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 223,00
Solar er steget kraftigt, siden kursen ramte bunden i 186 i starten af december 2025. Vi har aktien i vores spekulative portefølje og er fristet til at give den en købsanbefaling. Men den forsigtige investor bør bemærke, at kursen toppede i 222 tilbage i oktober 2025, og det er samme kursniveau Solar er nået til nu. Så vi nøjes med at sige Hold.
ChemoMetec
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 609,50
ChemoMetec nærmede sig kurs 800 for to måneder siden, men siden er gassen gået af ballonen. Først faldt kursen 17 pct. på tre uger, og efter et kortvarigt forsøg på at genvinde tabet, gik det nedad bakke igen. Kursfaldene onsdag og torsdag var begge på mere end 3 pct., så det ligner et kapitulationsudsalg.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.








