Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Bang & Olufsen
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 9,52
B&O så i første halvdel af marts ud til at have nået bunden på den nedtur, som startede med et kursfald på 12 pct. den 7. januar. Men efter en kortvarig stigning blev aktien ramt af aktiemarkedets negative flodbølge. Det demonstrerede, at troen på aktien endnu ikke er tilstrækkelig til at stå imod sådan et angreb, og B&O faldt til en kurs, som vi skal tilbage til 2024 for at finde lavere.
Genmab
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 1637,00
Genmab toppede i kurs 2251 midt i januar, men derefter er kursen faldet stabilt som efter en lineal. Hvis investorerne har mistet tilliden til selskabet, er det vanskeligt at se bunden. Et bud kan være niveauet omkring kurs 1500, hvor kursen i juni og juli 2025 dannede to toppe, lige før stigningen til 2251 begyndte.
GN Store Nord
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 96,50
GN Store Nord stod både for ugens største stigning og ugens største fald. Salget af GN Hearing sendte i første omgang kursen op med næsten 40 pct., men pludselig vendte retningen, og næsten hele stigningen forsvandt i løbet af ugen. Det giver isoleret set ingen mening, og et stærkt negativt marked spillede ganske givet en rolle.
ISS
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 222,60
Det er vanskeligt at få øje på købskandidater i det aktuelle marked, men ISS skiller sig ud fra mængden. Kursen faldt ganske vist stejlt fra toppen i 260 for en måned siden, men kursen stabiliserede sig ved niveauet omkring 215. I det aktuelle marked er en sidelæns bevægelse et tegn på underliggende styrke, og ISS bevæger sig nu opad igen.
FLS
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 460,00
FLS var længe en enestående kursmæssig succes, men efter kursen nåede toppen i 611 er det gået lige så stabilt nedad bakke. Lige nu ligner FLS en aktie i frit fald, og næste støtte kan ligge helt nede ved kurs 380.
Brdr. A&O Johansen
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 85,90
Brdr. A&O Johansen er et symbol på, hvad investorerne mener om konjunkturfølsomme aktier lige nu. Og det er måske værre, end det ser ud. Kapitalbindingen i aktien falder nemlig hurtigere end kursen, hvilket indikerer, at de store investorer forlader aktien hurtigere end de små investorer. Og det er sjældent et godt tegn.
Matas
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 105,40
Matas havde genvundet halvdelen af det kurstab, som startede med et kursfald på 13,9 pct. den 9. januar, men de seneste to uger er det gået nedad igen. Når vi alligevel giver Matas en Hold-anbefaling, skyldes det, at kursfaldet kun er sivende, og det viser en underliggende styrke i et marked, som viser tegn på panik.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






