Allergiselskabet ALK-Abelló afleverede et regnskab for 1. kvartal, som på trods af Corona var ganske pænt, og viste at den langsigtede investeringscase stadig er på skinner. Et pænt kursfald pga. corona-krisen sætter aktien i et nyt perspektiv.
ALK leverede et fint regnskab for 1. kvartal med 10% organisk omsætningsvækst og 198 mio. kr. i EBITDA, men fastholdt helårsforventningen på 8-12% organisk vækst og et EBITDA-resultat på 200-300 mio. kr.
Væksten på 10% i 1. kvartal ligger tæt på selskabets langsigtede vækstmål, og var negativt påvirket af Covid-19 med en forventet stigende negativ på-virkning i 2. kvartal. Det er den primære årsag til, at selskabet ikke opjusterede helårsforventningerne trods den gode start på året.
På EBITDA-niveau er ALK næsten nået i hus med at nå bunden af sin helårsguidance på 200-300 mio. kr., hvilket gør os komfortabel med at anse et niveau i toppen af forventningsintervallet for realistisk. Og vi bliver ikke overrasket, hvis vi ser en opjustering allerede ved halvårsregnskabet.
Stærk vækst i tabletterne
Kigger vi lidt dybere i tallene, ser vi mange af de samme trends som tidligere, dvs. en meget stærk vækst i tabletterne på 37% drevet af konvertering fra dråber og injektioner, samt en meget stærk lancering af Ituluzax trætabletten.
Kommentarerne fra ALK peger imod en overordentlig stærk positiv feedback fra kunder på Ituluzax samt en stærk kundeefterspørgsel.
Det understreger et kerneelement i vores positive langsigtede investeringscase, nemlig at tabletterne flytter en hidtidig nichebehandling over mod at blive velaccepteret af læger og værende noget, som patienterne aktivt efterspørger. Fortsættes denne udvikling kan vi se konturerne af en langsigtet højvækstcase, hvor selskabet formår at adressere de 50 mio. patienter på verdensplan, som burde få AIT-behandling (Allergy ImmunoTherapy). I dag får kun 5 mio. behandling, og heraf har ALK en markedsandel på 35%.
Covid-19 holder patienterne hjemme
Problemerne omkring Covid-19 strækker sig for ALK til, at patienterne kan have svært ved at møde op hos lægen fysisk og modtage injektioner, hvilket både påvirker indrulleringen af nye patienter samt salget af injektioner. Et positivt aspekt er dog, at dette påminder lægerne om fordelene ved en standardiseret tabletbehandling, hvor patienterne ikke behøver at møde op til lægen for hver injektion.
Aktiecasen styrket pga. kursfald
Med en markedsværdi på næsten 20 mia. kr. og en EBITDA i år på 200-300 mio. kr. er selskabet fortsat dyrt prissat på indtjeningen for 2020 og de næste par år. Men et ALK, som er kommet godt fra start og viser 10% organisk vækst i en svag periode, en uændret langsigtet aktievækstcase, og en aktie som er kommet ned i kølvandet på Covid-19, får os til at hæve vores anbefaling på aktien fra neutral til køb. Vi fastholder vort kursmål uændret på 2.000, svarende til et kurspotentiale på ca. 10%.
Børskurs på analysetidspunktet 1785,00 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr) 2000,00
Læs tidligere analyser af ALK-Abelló her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.