Boganmeldelse: Big Data er moderne, men som virksomhed skal man passe meget på, hvem man sætter til at trække budskaber ud af de enorme datamængder, som kan indsamles. Hvis ikke de pågældende besidder dels solide statistiske kundskaber, dels almindelig sund fornuft, kan det gå rent galt. Præcis hvor galt det kan gå, kan man få et indtryk af ved at læse den meget omtalte bog ”Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet”. De 423 møder ofte hinanden i f.eks. bestyrelser, valgte forsamlinger, VL-grupper og til royale fester, lyder bogens argumentation.
Det har vakt opmærksomhed, at selv ledende politikere er langt nede på listen, mens f.eks. mange medlemmer af virksomheders bestyrelser er højt oppe på listen. Men skulle en og anden læser af nærværende publikation undre sig over at være blandt de mest magtfulde i kongeriget – eller ikke at være det – er der en forklaring på sagen: Bogens budskab er slet og ret skrupforkert og fremkommer kun, fordi forfatterne ikke kan finde ud af at håndtere det store datamateriale.
Listen er groft sagt baseret på, hvor mange kontakter de enkelte personer har til andre personer med magtpositioner. Så vidt så godt. Ganske vist er mange formelt set fornemme poster og tillidshverv primært noget, man involverer sig i, når man har tid til det, netop fordi man har forladt de mest magtfulde og tidskrævende erhverv. Men der er naturligvis en kerne af sandhed i, at man i kraft af et netværk kan multiplicere den indflydelse, man har fra egen stilling.
Derimod er det helt galt, at forfatterne ikke har gradueret den indflydelse, de enkelte kommer med. En post er en post, og der bliver ikke skelnet mellem, om man sidder i landets regering, eller om man sidder i bestyrelsen for en middelstor grossistvirksomhed, hvor det i praksis er én ejer, der bestemmer det hele. Endnu værre bliver det, når man inddrager 15-20 gange så mange poster fra erhvervslivet, som fra det politiske system, i datagrundlaget. Netop derfor er politikere så ringe repræsenteret på listen.
Forfatterne er to yngre sociologer med ph.d’er fra Københavns Universitet, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard, samt Markus Bernsen, der er videnskabsjournalist ved Weekendavisen. De har simpelthen begået den mest grundlæggende fejl, forskere kan begå: De vil undersøge, hvordan noget forholder sig – men så kommer de allerede i deres forudsætninger til at lægge ind, at det forholder sig på en bestemt måde. Derfra er det ren cirkelargumentation. Hvis man kun graver i rosenbedet, finder man, at haven kun består af roser, bortset måske fra en enkelt vildfaren tulipan.
Tegneserieagtige fordomme Forfattertrioen synes ikke på den mindste måde at ænse, at de er på et galt spor. Deres egne overvejelser om, hvordan materialet kunne være bedre, går i en helt anden retning. De ærgrer sig over, at de ikke kan se uformelle forbindelser, f.eks. dem ”som bliver knyttet over en hæk i Klampenborg eller i en tennisklub i Hellerup.” Så nærmest tegneserieagtigt fordomsfulde og løst funderede er mange betragtninger i bogen, og sine steder er det ulideligt at komme igennem. Miseren kunne være bremset, hvis man havde udsat den færdige liste for en ren fornuftsmæssig vurdering. Kan det f.eks. i en globaliseret virkelighed passe, at der ikke flere udlændinge blandt de mest magthavende i Danmark, end der var dengang Hans Chr. Varnæs var direktør i Korsbæk Bank? At Bendt Bendtsen er den næstmest magtfulde politiker? At Ane Uggla slet ikke skal være med på en liste over de 423 mest magtfulde? Men disse spørgsmål har man altså ikke stillet sig selv. Og det pudsige er, at de åbenlyse mangler på listen slår en tyk streg under, at det forholder sig stik modsat det, som bogen konkluderer: Nej, der er ikke én elite, der styrer Danmark. Der er muligvis flere eliter for henholdsvis erhverv, politik, administration, kultur og så videre. Men de konkurrerer mod hinanden snarere end de handler ting af sammen. En enkelt eller to af disse eliter kunne passende kaste noget bekymring på Københavns Universitet. Det er nærmest skandaløst, at en så ringe analyse som denne bog kan slippe ud af et dansk universitet.
Sten Thorup Kristensen
Anton Grau Larsen, Christoph Ellersgaard og Markus Bernsen: Magteliten. Udgivet fra Politikens Forlag. 99 kroner hos plusbog.dk.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her