Pensionskasser får det ene påbud efter det andet fra Finanstilsynet for at hindre flytning af pensioner. Nu viser det sig, at situationen er mindst lige så problematisk hos bankerne. Overfor Økonomisk Ugebrev oplyser flere uafhængige rådgivere, at bankerne systematisk forsøger at hindre kundens frie valg. Hverken Konkurrencestyrelsen eller Finanstilsynet har grebet ind, selv om de er advaret om problemet, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
I takt med, at uafhængige privatøkonomiske rådgivere sætter sig på en stadigt større del af danskernes formuer, oplever de også stigende modstand fra den etablerede bankverden. Der frygter man, at kunderne bliver flyttet til en anden bank eller til andre og billigere produkter, hvor bankens indtjening ikke er så høj.
Sådan lyder det nu fra flere af disse rådgivere, som er godkendt af Finanstilsynet. Nærmest på daglig basis oplever de benspænd fra bankens side, når de har aftalt med deres kunde, at man skal have et billigere realkreditlån eller eksempelvis investere sin formue selv til lavere omkostninger.
Går i forsvarsposition
”Jeg oplever en del banker gå i forsvarsposition, når jeg kontakter dem på kundens vegne. Det gælder alt fra forespørgsler om lån, kreditter, pensioner mv. Nogle banker svarer endda ikke på de henvendelser, jeg foretager – trods gyldig fuldmagt”, siger stifter og direktør Marianne Thørs fra rådgivningsfirmaet Confida.
Med andre ord: Selv om kunden har skrevet under på en aftale med en uafhængig rådgiver for at varetage sine økonomiske interesser, gør banken alligevel knuder. Noget, som Finanstilsynet flere gange tidligere har advaret pensionskasserne mod at gøre. Og benspændet sker tilsyneladende helt systematisk, lyder det fra rådgiverne.
”Ja, det oplever vi også, oftest startende med at deres bankrådgiver slår korsets tegn, fordi det er da noget farligt noget, kunden er ved at rode sig ud i, og derefter en oplistning af alle de fordele, kunden går glip af, når det ikke er banken, der rådgiver dem eller investerer for dem”, siger John Halse Petersen, finansiel rådgiver i FinansHuset-Viborg.
Stifter og direktør af Pengeministeriet Karsten Engmann Jensen har været så træt af bankernes obstruktion, at han selv har kontaktet både Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen for at forklare dem om problemet og dets omfang. Men hidtil er intet sket.
”Den afgørende forskel på en uafhængig økonomisk rådgiver og en bank er, at den uafhængige rådgiver skal hjælpe med at skabe personligt tilpassede løsninger, mens banken mere fokuserer på at sælge egne produkter. Når banken lægger hindringer i vejen for den uafhængiges service, vil jeg mene, at det er mere til skade for forbrugersikkerheden, end når pensionsmastodonter bruger alle midler i kampen om flere kunder”, siger Karsten Engmann Jensen.
Fra Finanstilsynet hører man sjældent om bankkunder, der oplever hindringer, når de ønsker at skifte fra én bank til en anden.
”Det er vores opfattelse, at bankerne generelt er gode til at flytte en kundes almindelige konti til en ny bank, når kunderne beder om det. Derimod oplever en del kunder, at det kan tage tid at få flyttet værdipapirer fra et depot til et nyt og få flyttet pensionsordninger. Lovgivningen indeholder ikke specifikke tidsfrister for, hvor hurtigt et værdipapirdepot eller en pensionsordning skal overføres, men reglerne om god skik tilsiger, at banken skal gøre det indenfor rimelig tid. Hvis man mener, det tager for lang tid, kan man klage til bankens klageansvarlige”, lyder reaktionen fra Ulla Brøns Petersen, Finanstilsynets kontorchef for forbrugerbeskyttelse.
Mange benspænd
De selvstændige rådgivere oplever det tilsyneladende ikke som helt så uproblematisk:
”Jeg har tidligere oplevet, at trods en meget udførlig liste over, hvilke pensionsdepoter, der skulle oprettes, så har banken gjort nøjagtig, som den plejer. Så der er bestemt mange benspænd, også selvom vi ofte ikke har bankskifte inde over”, siger John Halse Petersen.
”Kunder kan ikke få lov at handle værdipapirer trods en meget stor formue, som netop er stillet likvid af banken og trods foregående forespørgsel om at hæve limit, så der kan handles. Et depot lukkes, når banken har solgt egne værdipapirer og efter opsigelse af investeringsaftale. Eller banken vil ikke handle for kunden, hvis det ikke omfatter bankens egne investeringsbeviser. Eksemplerne er mange, og der er nærmest tale om en drejebog,” siger Karsten Engmann Jensen.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.