BankNordik tager konsekvensen af svag lønsomhed i den danske forretning og har flyttet alle funktioner til hovedsædet på Færøerne. I dette interview siger bestyrelsesformand Stine Bosse, at BankNordik ikke er ved at forberede et salg af de danske filialer. Men hun erkender, at væksten især kommer til at foregå på Grønland.
Regnskaberne fra BankNordik fortæller historien med al tydelighed: Det er langt mere attraktivt og lønsomt at drive bank på Færøerne og i Grønland end i Danmark. Derfor giver det rigtig god strategisk mening, hvis BankNordik bruger kræfterne på Færøerne og i Grønland fremfor i Danmark, hvor alt for mange banker kæmper fra hus til hus om markedsandele. Velkendt er det, at banken er ved at neddrosle erhvervsområdet i Danmark. Men meget tyder på, at der også er ved at ske en strategisk drejning på privatkundeområdet
ØU: I har flyttet hovedsædet til Færøerne, men nu ser det også ud som om I flytter alle funktioner med op i Nordatlanten. Hvad er rationalet bag denne ”udflytning”? SB: ”Vi har flyttet hele back office og også investeringssiden til Thorshavn for at samle funktionerne ét sted, for at gøre vores privatforretning mere lønsom. Det betyder, at vi tilbage i Danmark kun har filialerne. Vi har nu samlet al den kunderettede investeringsrådgivning, udvikling af investeringsprodukter og også vores egen investeringsforvaltning på Færøerne. Alle hovedsædefunktioner ligger i dag på Færøerne, med undtagelse af lidt marketing og HR.”
Udefra set virker det som om I er ved at trække jer ud af Danmark? ”Det er på ingen måde et udtryk for, at vi er ved at trække os ud af Danmark. Det afspejler, at vi tænker meget i effektivitet. Vi er meget committede til at betjene vores privatkunder i både Danmark, Færøerne og Grønland. Det har også betydning, at vi har et indlån i Danmark, som er vigtigt for vores samlede økonomi. Hvis vi alene var eksponeret mod Nordatlanten, ville vi være meget fiskerifølsomme. Så vi har ikke tænkt os at lave om på, at vi også har en forretning i Danmark for privatkunder.” Men ifølge jeres regnskaber er jeres lønsomhed markant bedre på Færøerne og i Grønland end i Danmark. I de første tre kvartaler var omkostningsprocenten på Færøerne kun 63 (=37 øre pr. indtægtskrone er overskud), mens omkostningsprocenten i Danmark er 85. ”Ja, og derfor vil vi også gerne geare op i Danmark for at forbedre lønsomheden. Men vi vil ikke gå på kompromis med kreditkvaliteten. Vi arbejder derfor målrettet på at reducere omkostningerne i den danske forretning, og det sker ved at flytte alle funktioner til Færøerne.” (I februar 2018 er alle arbejdspladser i bankens back office flyttet til Færø-erne. I september 2018 blev alle danske ansatte i såvel handelsafdelingen som kapitalforvaltningen opsagt. red.)
I har tidligere udmeldt, at et strategisk fokusområde var private banking og betjening af danske velhavere. Vurderer I, at I kan klare denne kundebetjening online og per telefon? ”Ja, det gør vi. I dag kan vi se, at de kunder vi har betjent direkte fra handelsbordet ikke var særlig lønsomme. Og så har vi givet de resterende private banking-kunder et rigtigt godt tilbud om at servicere deres investeringer via nye strukturerede produkter, som håndteres fra Færøerne. Det er der rigtig mange kunder, der har takket ja til. Der er også nogle, der har takket nej, fordi de fortsat vil have individuel betjening. Vi kan ikke gøre det lønsomt for os selv at opretholde de kompetencer, og så er der kun ét valg for os.”
Hvor vigtigt er det for jer at have filialer i Danmark? ”Det er stadig sådan, at vores kunder for nogle typer af rådgivning fortsat godt kan lide at komme i filialen. For private er det jo en stor disposition at købe hus. Så indtil videre har vi de filialer, vi har nu. Men det kan meget vel være, at billedet er anderledes om ti år.”
Hvor ser du de bedste muligheder for lønsom vækst for BankNordik? I har jo spillepladen en del mere for jer selv på Færøerne (markedsandel ca. 50 procent) og i Grønland (markedsandel ca. 20 procent). Samtidig er det danske bankmarked jo efterhånden ret konkurrencepræget? ”Vi har ikke et mål om, at vi skal være større i Danmark. Men vi skal skabe en mere lønsom forretning i Danmark via mere kostfokus. Det er klart, at de bedste vækstmuligheder er på Grønland, hvor der er mere at tage af end på Færøerne. Grønland er helt klart vores fremtidige vækstmotor. Ikke mindst på grund af udsigten til store investeringsprojekter og øget turisme. Men også fordi konkurrencen er mindre hård end i Danmark.”.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her