Med forvarslet om et mindre aktietilbagekøb i 1. kvartal 2025 prøver Bavarian Nordic ihærdigt at bekræfte, at man nu gør, hvad man har lovet. Men principielt kunne man lige så godt have ventet med meddelelsen, til man igangsatte programmet.
Første skridt på Bavarian Nordics vej tilbage blev taget i februar med en kapitalmarkedsdag med præsentation af opdateret strategi for de kommende år. Dengang var budskabet bl.a., at den mere risikofyldte satsning på egenudvikling af lægemidler ikke ville være en hovedsatsning fremover.
I stedet skal der høstes frugter af de senere års store investeringer i produktionen og udvidelser af porteføljen med flere rejsevacciner. Dvs. mindre risiko og mere stabil udvikling på den økonomiske side. Et element var også, at selskabet langt om længe ville begynde at sende kapital tilbage til aktionærerne.
I denne uge meddelte Bavarian Nordic så, at man i 1. kvartal 2025 agter at igangsætte et tilbagekøb af aktier for 150 mio. kr.
I tilbagekøbsmeddelelsen finder vi også andre interessante nyheder, nemlig at overførslen (”tech transfer”) af produktionen af de i 2020-opkøbte GSK-vacciner endelig er ved at være tilendebragt –
og er i mål for rabiesvaccinerne.
At det har taget fem år viser noget om kompleksiteten i opkøbet og ikke mindst kompleksiteten ved vaccineproduktion, selvom man har fulgt tidsplan og budget.
At der forfalder store milepæle på 1,7 mia. kr. i 1. halvår, har vi vidst længe, ligesom vi også har vidst, at abekoppeordrerne i nogen grad har reddet Bavarian Nordic på finansieringsfronten de senere år, fordi man nu har kapitalen til at betale milepælene uden at skulle have hentet dem eksternt.
Den pessimistiske investor vil sige, at Bavarian prøver for hårdt på at fortælle den nye historie. Det betyder ikke, at aktietilbagekøbet ikke er velkomment eller et godt tiltag, men måske mere at man ikke havde behøvet være så hurtig med at melde det ud.
Frugterne høstes til aktionærerne
Fremadrettet vil der være væsentligt mere at dele ud af til aktionærerne. Og det bliver den egentlige lakmusprøve på, om Bavarian Nordic virkelig vil høste frugterne og sende dem tilbage til aktionærerne.
Med en markedsværdi på 16 mia. kr. er Bavarian Nordic ikke noget røverkøb, selvom det grundlæggende tæller positivt, at man næste år sætter handling bag strategiordene. Markedsværdien er stadig drevet af abekoppehistorien, og det gør på nogle punkter stadig aktien lidt for spekulativ.
Med en årlig omsætning i omegnen af 6 mia. kr. er der i de kommende år umiddelbart udsigt til en bundlinje på 1,2-1,5 mia. kr. Rejsevacciner bidrager kun med lidt over 30 pct. af omsætningen, så den mere volatile koppeforretning er basalt set stadig styrende for forretningen og markedsværdien.
Det ændrer sig formentlig langsomt over tid, og det er måske her, at den største langsigtede værdiskabelse ligger.
Konklusion
Aktuel kurs 196,80
Kortsigtet (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet (3-6 mdr.) Kursmål 180
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her






