Bernanke: De ansvarlige skal tage skraldet

Boganmeldelse: Skulle nogle af de ansvarlige i den amerikanske finanskrise have været fængslet? ”Ja, det tror jeg,” sagde den tidligere chef for den amerikanske forbundsbank, FED, Ben Bernanke, i et tv-interview i forbindelse med udgivelsen af sine erindringer, ”The Courage to Act”.

Så direkte udtrykker han sig dog ikke i bogen på knap 600 sider, for han er en pæn mand, der vil lade domstole tage sig af den side af sagen. Men han skriver, at enkeltpersoners handlinger burde være undersøgt meget mere. ”Det er tydeligt for enhver, at alt det, der gik galt eller var ulovligt, blev foretaget af individer og ikke af abstrakte firmaer.” Sådan. Men hvor er det beklageligt, at man skal til nøglepersonen for kriseredningen i USA for at få tingene skåret ud i pap: Det er personer, der har ansvaret for firmaers dispositioner. Kun én amerikaner blev buret inde. Og der er vel ikke arresteret én eneste finansmand i Europa som følge af finansog eurokrisen. Tusinder af firmaer krakkede, og millioner af boligejere og private opsparere led tab. Derfor efterlyser han i bogen større ansvarlighed på det individuelle niveau. Det gælder ikke bare i finanssektoren, men også blandt embedsmænd og politikere. Og han udtrykker forståelse for den voldsomme vrede, der var i den amerikanske befolkning.

Dermed er bogen relevant for alle beslutningstagere i den finansielle, økonomiske og politiske verden, også i Europa. For det er mangel på ansvarlighed og mangel på mod til at handle – både før og under en krise – der er hovedproblemet, mener han. Nok var der en boligboble, og nok var der udviklet finansielle produkter, som var med til at skabe krisen. Men det var især panik, der skabte krisen, og det er et velkendt, historisk fænomen. Likviditeten tørrer ud, priserne falder. Den onde cirkel kører. Og hvem griber så ind?

Bernanke befandt sig i dette dilemma, da han den 16. september 2008 under Lehman-krisen pludselig også skulle tage stilling til forsikringsgiganten AIG, der stod foran en kollaps, fordi selskabet, ifølge Bernanke, havde ”spillet hensynsløst” med eksotiske finansielle instrumenter. Der var kun én redningsmulighed – FED, som kunne yde et lån på 85 mia. USD. Regeringen kunne og ville ikke gøre noget. Private banker heller ikke.

Lykkedes det ikke at redde AIG, ville Bernanke og FED få ansvaret. Han kunne undvige det ved at sige nej. Men han var sikker på, at et krak ville smadre finanssektoren og blive en økonomisk katastrofe for USA. Jeg kan stadig stoppe det, tænkte han, da han overvejede om en beslutning i FED’s bestyrelse om lånet skulle virkeliggøres. Det var hans afgørelse alene. Han besluttede at sende en pressemeddelelse om lånet afsted. Han er meget kritisk over for Kongressen og mener, at politikerne er alt for optaget af deres partipolitiske og ideologiske slagsmål og ikke vil se på helhedsløsninger. Derfor er de heller ikke interesserede i at finde løsninger på finanskrisen før i sidste øjeblik. Præcis som vi ser det i Europa. Uden større samspil med klogere lovgivere, er det umuligt at forebygge kriser, mener han.

Han er også meget kritisk over for EU-landene, som efter hans opfattelse reagerer alt for sent på euro-krisen, og som førte en forkert politik, den tyske sparekurs. Den europæiske krise var selvskabt. Årsagen er en fejlkonstruktion i eurozonen, nemlig at der er en fælles pengepolitik og en række ukoordinerede finanspolitikker, som skaber ødelæggende ubalancer.

Men han erkender også, at selv FED begik fejl, især ved at være langsom til at forudse finanskrisen. Til gengæld var FED hovedaktøren, som fik USA ud af krisen, mens den private sektor, regeringen og Kongressen fejlede. Samtidig blev Europa hængende i bremsen. Det var også FED, der gik foran med stress-test, med et stærkere og et mere omfattende finans-tilsyn, med lave renter og QE-programmet. Han er ikke bange for store banker, bare reguleringen af dem og kapitalkravene er i orden.

Han er temmelig åbenhjertig på sin forsigtige måde, og det ses især i omtalen af Lehman-krakket. Han skriver, at han aftalte med finansminister Hank Paulsen, at de skulle udtale sig med uld i munden om, hvorvidt regeringen kunne redde banken. Begge mente ikke, det var muligt, men de turde ikke sige det for ikke at skabe mere panik.

Men var det klogt at udtale sig tvetydigt, eller skulle vi have sagt tingene ligeud? ”Jeg véd det ikke,” skriver han. Dermed understreger han også, at mens krisen stod på, var der ikke tid til megen omtanke. Det handlede om at handle – om at afværge en langt værre recession.

Denne refleksion og selvkritik er det stærke i bogen, som ellers kan være en træls læsning om et ekstremt kompliceret forløb. Men de ærlige guldkorn, man finder, er besværet værd. Tør nogen europæisk politiker og embedsmænd være så ærlig, når man skal vurdere eurokrisen og krigene i Mellemøsten?

læs hele udgivelsen her

Hugo Gaarden