Bitcoins on-chain-målinger sender deres mest konstruktive signaler siden begyndelsen af februar, men den underliggende sælgeradfærd og positioneringen i derivatmarkedet tyder på, at vejen mod nye rekorder ikke bliver let, skriver Bitfinex i et analysenotat torsdag.
Langsigtede investorer, hvis bitcoinbeholdninger er steget med 300 pct. siden udgangen af 2025 til næsten 4 mio. tokens, er begyndt at tage gevinster hjem svarende til 180 mio. USD om dagen.
Det sker efter Bitcoin steg til over 82.000 i mandags. Herefter faldt kursen fra 81.000 til den lave ende af 79.000-intervallet.
“Det er et moderat niveau sammenlignet med tidligere cyklusser og tyder på, at det nuværende salg er kontrolleret”, lyder det fra Bitfinex, som samtidig peger på de daglige realiserede tab som den største bekymring. De ligger fortsat på gennemsnitligt 479 mio. USD om dagen.
“I roligere perioder ligger dette tal tættere på 200 mio. USD. Indtil tabene falder til det niveau, er on-chain-genopretningen ikke fuldt bekræftet.”
Gamma-fælden
Det forsigtige synspunkt understøttes af en såkaldt “gammafælde” i derivatmarkedet. (se forklaring. red).
Data fra Glassnode viser næsten 2 mia. USD i short-gamma-optionspositioner koncentreret omkring strikeprisen på 82.000.
Når bitcoin handles i dette område, bliver market makere tvunget til at afdække deres positioner, hvilket i første omgang kan forstærke volatiliteten og potentielt presse prisen op mod 82.000, skriver Bitfinex.
Jason Fernandes, medstifter af AdLunam, vurderer dog, at denne gammakoncentration skaber et misvisende marked: “Dealerafdækning kan accelerere prisen mod det niveau, men når først dette squeeze er udtømt, kan den samme positionering undertrykke momentum og fungere som modstand”, siger Fernandes. “Med andre ord forstærker gamma i øjeblikket bevægelsen, men validerer den ikke nødvendigvis.”
Mens on-chain-data viser forbedringer, er virksomhedskøbere blevet mere passive. Ifølge analytikeren købte store aktører meget lidt bitcoin i sidste uge, og købsvolumen faldt 80 pct. sammenlignet med måneden før.
Advarselssignal blinker
Fernandes peger på divergensen mellem kursudvikling og de institutionelle pengestrømme som et centralt advarselssignal. Trods kursgenopretningen oplevede amerikanske spot-bitcoin-ETF’er nettoudløb på 635 mio. USD i onsdags, og det er den største enkelte dags udstrømning siden januar.
Mati Greenspan, markedsanalytiker og grundlægger af Quantum Economics, vurderer dog, at den nuværende “cost basis-slagmark” mellem 79.000 og 85.000 mere ligner en overgangszone end et egentligt loft.
Ud over de tekniske forhold udgør det bredere økonomiske billede fortsat en modvind. Den 13. maj bekræftede det amerikanske senat Kevin Warsh som ny formand for Federal Reserve midt i en inflation på 3,8 pct. Fernandes bemærker, at markedet nu indregner et scenarie med højere renter i længere tid.
“Kevin Warsh har allerede signaleret, at en rentenedsættelse i år virker usandsynlig, og at en renteforhøjelse endda er mulig”, siger Fernandes. “Jeg ser ganske enkelt ikke bitcoin nå en ny All-Time-High i år, medmindre noget ændrer sig radikalt geopolitisk.”
På baggrund af de fortsat høje realiserede tab og den svage støtte fra virksomhedskøbere, som reducerede købsvolumen med 80 pct. i sidste uge, forventer Bitfinex-analytikerne et hurtigt hop til intervallet mellem 82.000 og 84.000 efterfulgt af en periode med neutralisering.
Fernandes konkluderer, at den nuværende markedsstruktur minder om en ufuldstændig kapitulation. Indtil markedet får reduceret de daglige realiserede tab på 479 mio. USD og genopbygget den institutionelle tillid, vil et bitcoinniveau omkring 85.000 fortsat være cyklussens vigtigste “fair value-slagmark”.
Artiklen er bearbejdet til dansk på baggrund af en artikel fra coindesk.com
Hvad er en gammafælde?
En ”gammafælde” opstår, når store optionshandler får market makere til at købe eller sælge et aktiv for at beskytte sig mod tab. Hvis mange optioner ligger omkring samme kurs, kan deres handler presse prisen hurtigt op eller ned.
Det kan skabe et kunstigt kursspring, som ikke skyldes stærkere efterspørgsel fra normale investorer. Når behovet for afdækning forsvinder, mister markedet ofte fart igen, og kursen kan falde tilbage. Derfor kan en gammafælde få et udbrud til at se stærkere ud, end det reelt er.




















