IT-konsulentforretningen Columbus fremlagde fredag de præliminære tal for 2024 og forventninger til 2025, men det var meddelelsens sidste punkt, der tiltrak mest opmærksomhed. Nemlig meddelelsen om, at bestyrelsen har igangsat en strategisk gennemgang af selskabet, hvilket i sidste ende kan føre til et salg eller en fusion.
Omsætningen i 2024 på 1.659 mio. kr. var lidt til den skuffende side, idet 4. kvartal ikke sluttede helt så godt som forventet.
Det betød, at den organiske vækst for 2024 endte på 7 pct. mod en forventning om 8-10 pct. Den organiske vækst efter årets første tre kvartaler lå på 9 pct., så 4. kvartal har trukket hele året ned.
For 2025 er udmeldingen også lidt til den forsigtige side, for her melder Columbus om en forventning på 7-9 pct. omsætningsvækst (organisk). En omsætningsvækst på 10 pct. (inkl. eventuelle små opkøb) i både 2025 og 2026 vil løfte omsætningen til lige over 2 mia. kr. som er 2026-målsætningen.
På indtjeningen blev der for 2025 opsat en EBITDA-margin på 10-12 pct. Løftet i EBITDA fra 9,2 pct. i 2024 er vigtigt, hvis man skal gøre alvor af at nå 2026-målsætningen på hele 15 pct. Den synes lidt ambitiøs, men ikke helt urealistisk, når 12 pct. i 2025 er indenfor rækkevidde.
I forhold til den strategiske gennemgang og udfaldet af denne må 2026-ambitionerne være pejlemærke, når vi taler om en mulig salgsværdi.
2026-målsætningerne dikterer en omsætning på mindst på 2 mia. kr. og en EBITDA-margin på 15 pct. giver et EBITDA-resultat på 300 mio. kr. Herfra kan vi regne videre til et EBIT-resultat omkring 240 mio. kr. og et sted imellem 150 og 200 mio. kr. på bundlinjen, når finansielle poster og skat er trukket fra.
Uden at Price/Earnings skal være målestokken, vil 10-15 nok være et udmærket og forsigtigt udgangspunkt, hvis omsætningsvæksten er holdbar og 2026-målsætningen opnåelig. En P/E på 10-15 modsvarer en kurs på 13-20.
Nærtstående hyret
Til at stå for den strategiske gennemgang har Columbus hyret corporate finance huset ATRIUM Partners, som hovedaktionær og bestyrelsesformand Ib Kunøe (via sit selskab Consolidated Holdings) ejer mellem 33,33 og 49,99 pct. af.
Der behøver ikke være noget problem i det, men det afhænger selvsagt af, hvad udfaldet af den strategiske gennemgang bliver, og hvilken konstellation Columbus eventuelt kommer til at indgå i. Herunder hvilken rolle Consolidated Holdings får.
Ved en strategisk gennemgang er der ingen garanti for, at resultatet bliver et opkøb eller en fusion. Man skal også være opmærksom på, at denne proces kan vare mange måneder. Tidsfaktoren og risikoen for, at det glider ud i sandet, skal man have i baghovedet.
Columbus er til tider blevet nævnt som et opkøbsemne, og nu er der for første gang officielt sat en afklarende proces i gang. Vi ser en rimelig chance for, at det ender med en transaktion, og sætter et kursmål på 14, som afspejler forventningen om et vist købspres og spekulation over den kommende tid, indtil der foreligger en afgørelse.
Konklusion
Aktuel kurs 11,15
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 14,00
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.