Danske Banks IR afdeling har netop offentliggjort estimater for analytikernes forventninger til overskuddene i 2019 og 2020. Det fremgår af tallene, at de mest pessimistiske analytikere forventer en hvidvaskbøde på 12 mia. kr. Til gengæld ventes kun et mindre fald i nettorente- og gebyrindtægter på 2-3 procent de næste år i forhold til de tidligere estimater fra analytikerne.
Danske Bank aktien er fortsat under hårdt pres på grund af usikkerhed på hele spillepladen: Der er uklarhed om den kommende adm. direktør. Der er usikkerhed om den kommende bestyrelsesformand og andre forventede tomme sæder i bestyrelsen. Der er usikkerhed om, hvor mange kunder, der vælger at forlade banken i kølvandet på den største krise i banken i årtier. Og endelig er der usikkerhed om størrelsen af den bøde, der kommer fra de danske, amerikanske og sikkert også de estiske myndigheder.
Økonomisk Ugebrev har sammenlignet analytikernes tidligere og nye estimater for bankens omkostninger og overskud de kommende år. Estimaterne, som er indsamlet af Danske Banks investor relation afdeling, omfatter data fra 18 analytikere i danske og udenlandske finanshuse. De viser, at en eller flere analytikere lige efter regnskabet for 2. kvartal forventede en myndighedsbøde på op mod fem mia. kr. i 2019. De nyeste estimater, som er indsamlet for nylig viser, at de mest pessimistiske analytikere nu forventer en bøde på 12 mia. kr.
Der er dog uenighed mellem analytikerne om, hvornår bøden skal betales. En eller flere analytikere forventer, at bøden vil belaste de udgiftsførte omkostninger i regnskabet for 2019, og andre analytikere forventer, at bøden først vil belaste 2020 regnskabet, også med 12 mia. kr. Netop forskellige syn på timingen om betaling af bøden kan være afledt af, om analytikerne forventer, at banken indgår et forlig med myndighederne, eller om banken skal igennem en retssag, hvor myndighederne skal bevise ulovligheder.
Andre hvidvasksager mod større banker er stort set altid blevet afgjort ved et forlig, og det er også et spørgsmål, om myndighederne overhovedet kan løfte bevisbyrden i en straffesag, der i øvrigt kan komme til at trække ud i flere år og koste mange penge for alle parter.
Forventningen blandt analytikere er, at hverken Danske Bank eller myndighederne vil være interesseret i en langvarig retssag ved domstolene, dels fordi banken har en stærk interesse i at få lukket sagen og begynde at se fremad og reparere på omdømmetabet. Og dels fordi myndighederne måske ikke kan løfte bevisbyrden, hvor en frikendelse vil være politisk uacceptabelt.
Kun begrænset tab af forretning
Estimaterne indsamlet for nylig viser også, at de ikke forventer, at Danske Bank vil miste særlig meget forretning på grund af kundeflugt fra velhavende danskere og erhvervsvirksomheder. Økonomisk Ugebrev har tidligere gennemført en undersøgelse, som viser at over en fjerdedel af de velhavende privatkunder overvejer at forlade banken, og erhvervsvirksomheder og pensionskasser også overvejer samarbejdet med Danske Bank på grund af interne regler omkring leverandør etiske standarder.
Undersøgelsen viser også, at Danske Banks arbejde med at genoprette omgivelsernes tillid til banken bliver en meget langvarig proces. Som det fremgår af denne kursgraf er Danske Bank aktien de seneste tre måneder faldet 40 procent mere end Nordea. Handelsmønstret tyder dog på, at investorerne er tilbageholdende med at tage store positioner i Danske Bank, før der er yderligere afklaring. Men den aktuelle risikopræmie i aktien er nu så stor, at især udlandet igen så småt er begyndt at samle op i aktien, fremgår det af handelsstatistikken .
Læs tidligere analyser af Danske Bank her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her