Bang & Olufsen (B&O) har i de første ni måneder af regnskabsåret 2024/25 hentet 13 pct. af omsætningen i segmentet Americas (USA/Canada), og der er planer om at ekspandere i USA. Den aktuelle situation med udsigt til toldsatser af ukendt størrelse mellem specielt USA og Europa kan trække tæppet væk under B&O’s vækstplaner.
B&O-aktien fulgte med det generelle aktiemarked nedad, da Trump lancerede sine nye toldsatser, og det skyldes, at B&O er en global virksomhed med 93 pct. af omsætningen udenfor Danmark.
13 pct. af B&O’s omsætning er i de første ni måneder af regnskabsåret 2024/25 kommet fra USA/ Canada, og med usikkerhed omkring det næststørste marked kunne man have forventet, at aktien ville falde betydeligt mere end gennemsnittet, da Trump fik helvede til at bryde ud på aktiemarkederne i slutningen af forrige uge.
Det skete ikke, og en forklaring kan være, at truslen fra den amerikanske præsident ikke er en nyhed for B&O’s investorer. Vi fortalte allerede i starten af februar (ØU Formue 05/2025) om Trumps trussel om at indføre 60 pct. straftold på kinesiske varer, og hvordan det kunne medføre kapitalflugt fra selskaber som eksempelvis B&O over i mere sikre papirer. Det scenario blev en kendsgerning her i april.
Men selvom de fleste vel troede, at det kun var et af de mindre sandsynlige blandt mange mulige scenarier, var det alligevel en mulighed, som investorerne i et selskab med så høj en international eksponering som B&O har været nødt til at tage alvorligt.
Situationen omtales stort set ikke i B&O’s 3. kvartalsregnskab, som blev offentliggjort i tirsdag. Det dækker perioden frem til ultimo februar, og Trumps toldtariffer er af naturlige årsager ikke en del af dette regnskab. Det nævnes blot ganske kort, at ”Amid geopolitical uncertainties including the recent announced tariffs and possibility of further tariff changes, we are continuing our strategic transition by investing the proceeds of our recent capital raise in future profitable growth”.
Toldsatser skaber usikkerhed
På det efterfølgende investormøde konstaterede CEO Kristian Teär ret intetsigende, at toldsatserne havde skabt øget usikkerhed, og at ”we’ll continue to monitor the development closely and adjust accordingly.”
Usikkerheden blev udtrykt tydeligere af CFO Nikolaj Wendelboe: ”No, we have not seen any material changes over the past week, but it’s really too early to say anything. I mean, when we woke up last — not this morning, but yesterday morning, suddenly, we were talking about 104% for China, and the day before, it was 50%. So I think we all are going to adjust to this, and we are taking it nice and easy and slowly and making sure we are doing the right things, and we are not panicking over it.”
Til gengæld kan investorerne begynde at bekymre sig over, hvor holdbare B&O’s vækstplaner er, når de indebærer en planlagt vækst i USA.
I det nye 3. kvartalsregnskab står således: ”We continue with our US expansion. In California, we are rebuilding a strong presence in collaboration with our new resourceful and experienced partner with whom we will open a number of flagship stores. Three stores are currently planned to open in 2025/26.” På investormødet bekræftede CFO Nikolaj Wendelboe da også, at B&O fortsætter sin USA-vækstplan.
På kort sigt fastholder man de beskedne forventninger til regnskabsåret, men det er lidt bekymrende, at en af forudsætningerne herfor lyder således: ”No significant impact from tariffs for the remainder of the year”.
Vores bekymring går imidlertid ikke så meget på regnskabsåret 2024/25, som snart er slut. Bekymringerne vedrører i højere grad næste regnskabsår, hvor det er uundgåeligt, at en global handelskrig vil påvirke et selskab med 93 pct. af sin omsætning fra det internationale marked.
CFO Nikolaj Wendelboe oplyste på investormødet, at omsætningen i America-segmentet byggede på produkter, hvor 1/3 var produceret i Europa og 2/3 produceret i Kina, og at det medfører en formodet ekstraomkostning på 70 mio. kr. Men det blev igen pointeret, at tallene er ”alt-andet-lige” og præget af betydelig usikkerhed.
Konklusion
Aktuel kurs 11,58
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 9,84
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.