Brdr. Hartmanns halvårsregnskab blev i medierne præsenteret som et fordoblet bundlinjeresultat i forhold til samme kvartal i fjor. Men den vinkel giver et skævt billede af første halvdel af 2019.
Fremgangen skyldes nemlig en ekstraordinær udgiftspost i sammenligningstallene fra 2. kvartal 2018 på 16 mio. kr., som forringede bundlinjeresultatet ganske betydeligt.
Der var bl.a. tale om omkostninger i forbindelse med flytning af selskabsfunktioner fra Tyskland til Ungarn, overflytning af aktiviteter fra testcentret i Tyskland til øvrige fabrikker samt organisationstilpasning. Når sammenligningstallene korrigeres for disse poster ender man med stort set samme indtjening i 2. kvartal som i fjor.
Forventningerne til helårsresultatet fastholdes da også på en omsætning i intervallet 2,2-2,4 mia. kr. (2018: 2.207 mio. kr.) og en overskudsgrad på 9-11% (2018: 9,7%). Altså reelt en meget beskeden vækst i omsætningen og muligvis slet ingen vækst i overskudsgraden.
Men selvom billedet i halvårsregnskabet ikke er så positivt, som det er fremgået af visse medier med den fængende overskrift ”Fordobling af overskuddet”, så indeholder det alligevel nogle underliggende positive signaler.
Først og fremmest skyldes stagnationen i Brdr. Hartmanns omsætning ikke problemer med kerneproduktet (æggebakker), men at bidraget fra salg af maskiner og teknologi helt som forventet er lavere i år end i fjor. Salget i kerneforretningen steg således med 6%.
Positivt er det også, at man formåede at afværge den negative effekt af stigende råvarepriser ved at forbedre effektiviteten og hæve den gennemsnitlige salgspris i 2. kvartal. Set i det lys kan en fastholdelse af overskudsgraden fra 2018 med lidt god vilje læses som en mindre opjustering.
Dermed er situationen markant anderledes end på samme tidspunkt i fjor, hvor man i halvårsregnskabet ”nedpræciserede” forventningerne, hvorefter man før 3. kvartalsregnskabet rykkede ud med en nedjustering.
Brdr. Hartmann-aktien er faldet 8% den seneste måned, men vi ser ikke faldet som indledningen til en større nedtur. Der er snarere tale om tilpasning til en dagskurs, hvor forventningerne til selskabets ekspansionsplaner for Nordamerika begynder at have en mere realistisk størrelse.
Vi betragter den aktuelle kurs som værende en anelse for høj, men ikke mere, end at den kan forsvares ved en langsigtet investering.
Børskurs på analysetidspunktet: 310,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 280,00
Læs tidligere analyser af Brdr. Hartmann her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .


Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her





