Kære læser
Aktieåret 2025 fortsætter desværre i samme spor som sidste år: Amerikanske aktier præsterer flot, især efter de seneste dages solide kursstigninger. Danske aktier klarer sig over en bred kam ikke godt.
Copenhagen Benchmark cap indeks er i 2025 dykket 1,0 pct., ØU’s Basisportefølje er nede 1,1 pct. og Spekulationsporteføljen oppe med 1,4 pct. Nasdaq 100 indeks er nu på 1,7 pct., og S&P 500 indeks på 1,6 pct.
Danske aktier halter altså allerede bagefter med knap tre procentpoint. Forskellen er særligt opstået de seneste dage, hvor euforien igen har grebet de amerikanske aktier.
Kursstigningerne i USA er kommet efter gode inflationstal torsdag (lavere stigninger i forbrugerpriserne end forventet), og fredag kom aktivitetstal, der viser, at USA’s økonomi har god fart på (industriproduktionen steg i december 0,9 pct. mod forventet 0,3 pct.).
Er det så starten på et nyt langt aktierally?
Det kan ikke udelukkes. Det afhænger i høj grad af Trump, som starter på jobbet mandag. Det har allerede været antydet, at der ikke kommer massive toldmure, som først antaget. Det vil blive opfattet positivt, ikke mindst for Europa.
I parentes kan nævnes, at frygten for særskilt ekstratold mod Danmark virker helt ude i hampen. Men politikerne har jo altid været gode til at oppiske en krisestemning, som der kan slås politisk plat på.
Overordnet ser vi nu ekstra meget på det tekniske billede for S&P Future, og der har vi endnu ikke fået det ultimative rallysignal. Men vi siger til, hvis det kommer.
Advarselssignaler er der fortsat masser af: Amerikanske privatinvestorer har ikke været så bearish som nu det seneste år. Og aktiekrakindekset skew ligger fortsat på et kritisk leje. Så under overfladen rumler det.
Vores danske hjemmebane er senest ramt negativt af flere konkrete begivenheder. Efter svage fedmetal fra Eli Lilly har Novo Nordisk fået kurstæsk, og Novo-aktien er sendt tilbage til foråret 2023.
Aktien handles til 17 gange det forventede overskud i 2026, og hvis vi i ØU’s portefølje ikke allerede var fuldt investeret i Novo, ville vi købe op på dette kursniveau. Vi står i minus 12 pct. på aktien, så det er overskueligt.
En anden konkret begivenhed er udsigten til en fredsaftale i Gaza og Houthiernes meldinger om, at de vil stoppe angrebene på fragtskibe i Det Røde Hav. Det har fået raterne – og aktiekurserne på rederier – til at gå i dørken.
I Basisporteføljen er vi blevet ramt af dette med et større kursfald fredag i Torm. Vi har dog kun en lille post i tankrederiet, og vi overvejer nu at supplere op. Blandt andet fordi oliepriserne senest har vist en opadgående trend.
Amerikansk økonomi og politik er afgørende
For at vende tilbage til det overordnede marked, så bliver udviklingen i amerikansk økonomi fortsat afgørende. Geopolitik får også betydning. Og det bliver meget afgørende, hvis der kommer positivt nyt omkring forholdet mellem USA og Kina, efter at Trump og Xi ifølge dem selv havde en venlig samtale forleden.
Vi har ikke hørt meget om Trumps overvejelser omkring Ukraine. Men vi forventer, at han vil gøre meget for at tage dette stik hjem ved at sikre en hurtig våbenhvile og en senere fredsaftale, hvor Zelenskyj bliver tvunget til at afgive nogle landområder i Ukraine for at få lukket den ulykkelige krig.
Trump har uden tvivl magtmidlerne til det. Men det er også klart, at en aftale nok ikke kan undgå at indeholde elementer, som indenrigspolitisk kan sælges som en sejr for Putin.
Fred i Ukraine vil kunne give europæisk økonomi et kæmpe boost, og en lang række danske og europæiske selskaber vil kunne blive løftet af at deltage i genopbygningen. Det vender vi tilbage til i næste uges udgave af ØU Formue.
I første omgang venter vi alle spændt på, hvad Trump siger efter sin tiltrædelse mandag.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.