Kære læser
Mens Trump nu lægger op til en udvidet militær operation for at åbne Hormuz strædet, og holde det åbent, begynder de høje oliepriser for alvor at påvirke den globale økonomi negativt.
Der er ikke kun tale om højere priser på benzin til bilen, men også markant øgede transportomkostninger for erhvervslivet.
Internationale finanshuse beskriver i omfattende analyser, hvordan energikrisen nu også slår igennem via selve råolieprisen på raffinerede olieprodukter, som husholdninger, transportsektoren og industrien faktisk bruger til daglig.
Udgangspunktet er, at oliepriserne ganske vist er steget markant, blandt andet med rekordhøje kontantpriser i Dubai, men at prisstigningerne på olieprodukter som diesel, benzin, jet fuel, nafta og LPG er endnu kraftigere.
Derfor er det misvisende kun at fokusere på, om WTI-olien ligger under 100 dollar pr. tønde. Det afgørende for økonomien er, hvad de raffinerede produkter koster, og her er prispresset langt større.
Asien rammes hårdest
I første omgang synes Asien at mærke konsekvenserne langt mere end i Europa og USA.
Her er det ikke længere blot et spørgsmål om stigende omkostninger, men om egentlig destruktion af efterspørgsel. Ifølge JPMorgan er flere asiatiske sektorer allerede midt i marts gået i defensiven som følge af eksplosive energipriser og strammere forsyninger.
Eksporten af raffinerede produkter fra regionens store udførselslande er faldet omkring 30 pct. over de seneste ti dage sammenlignet med gennemsnittet for de foregående fem måneder, og de foreløbige tal for den seneste uge peger på et endnu større fald på 35 pct.
Tilbagegangen er størst for jet fuel, som er faldet med mere end 40 pct., efterfulgt af benzin med over 30 pct. og diesel med mere end 20 pct.
Diesel ses som det mest akutte flaskehalsprodukt i Asien. De kraftigt stigende dieselpriser hæmmer både persontransport og godstransport og bliver dermed en direkte bremse på den økonomiske aktivitet.
Samtidig reagerer regeringer i regionen med en blanding af nødforanstaltninger og aktiv efterspørgselsstyring for at spare på de knappe forsyninger.
Bangladesh har tilladt universiteter at lukke tidligere for at reducere brændstofforbruget. Filippinerne og Sri Lanka har indført fire-dages arbejdsuger for at dæmpe dieselforbruget og strække lagrene. Pakistan har lukket skoler og omlagt universitetsundervisning til onlineformat.
I Thailand og Vietnam opfordres embedsmænd og borgere til at bruge trapper, arbejde hjemmefra og begrænse rejser, mens Myanmar har indført skiftevis kørsel på bestemte dage for at reducere vejtransportens brændstofforbrug.
Parallelt med disse adfærdsregulerende tiltag griber myndigheder flere steder også direkte ind i brændstofmarkederne for at stabilisere priserne.
Luftfarten er det sted, hvor belastningen bliver mest synlig. Når jet fuel nærmer sig 200 dollar pr. tønde, bevæger flyselskaberne sig fra almindelig omkostningsstyring til reel tilbagetrækning af kapacitet, fordi mange ruter ikke længere er rentable.
Per 18. marts havde en række asiatiske flyselskaber, herunder Qantas, Air India, Cathay Pacific og IndiGo, indført gradvise brændstoftillæg. For Air India betyder det eksempelvis, at langdistancebilletter fra Asien til Europa eller Nordamerika nu pålægges et tillæg på 125-200 dollar pr. passager, mens indenrigsflyvninger pålægges et mindre tillæg.
Konsekvensen er, at mange fritidsrejsende i praksis bliver prissat ud af markedet op mod sommersæsonen. Samtidig har SAS og Air New Zealand reduceret eller aflyst flyvninger som følge af de eksplosive brændstofomkostninger.
Råvaremangel i flere industrier
Flere industrier mangler også råvarer. Det gælder især i den petrokemiske industri, hvor steam crackers i både Asien og Europa er afhængige af nafta og LPG fra Den Persiske Golf.
Når disse feedstocks bliver knappe, følger nedlukninger og produktionsbegrænsninger næsten øjeblikkeligt. Asien beskrives som særligt sårbar, fordi regionen får mere end halvdelen af sin nafta fra Mellemøsten.
Japan bruges som konkret eksempel på denne sårbarhed. Landet importerer over halvdelen af sin nafta, og cirka to tredjedele kommer fra Mellemøsten. Derfor reducerer store petrokemiske producenter nu produktionen.
Mitsubishi Chemical og Mitsui Chemicals har sænket deres ethylenproduktion, mens Sumitomo Chemical overvejer at udskyde genstarten af Keiyo Ethylene-anlægget og forventer lavere kapacitetsudnyttelse selv efter en eventuel genstart.
Også i Sydkorea tiltager presset. YNCC, en af regionens største ethylenproducenter, har erklæret force majeure og kører sit anlæg på markant lavere niveau. Lotte Chemical og LG Chem har advaret deres kunder om, at de muligvis må gøre det samme, og regeringen har midlertidigt klassificeret nafta som et produkt af økonomisk sikkerhedsinteresse for bedre at kunne styre de svindende lagre.
Problemerne breder sig videre i Kina og Sydøstasien. I Kina har Sinopec reduceret raffinaderiernes martsproduktion med omkring 10 pct. for at spare på råolielagrene. Et joint venture mellem Shell og CNOOC har lukket en ethylencracker i Huizhou og meddelt kunderne, at leverancer af polyethylen er suspenderet på ubestemt tid fra 5. marts.
Wanhua Chemical har erklæret force majeure over for mellemøstlige kunder som følge af alvorlige forstyrrelser i LPG-gasforsyningen. I Indonesien kører Chandra Asri med nedsat kapacitet og har erklæret force majeure efter et pludseligt stop i feedstockleverancer.
I Taiwan har Taiwan Petrochemical, som er en del af Formosa Plastics Group, ligeledes erklæret force majeure, og varslet at kunderne kan blive rationeret, hvis manglen tiltager. I Indien er eksporten af LPG-gas til kommercielle brugere blevet suspenderet for at prioritere husholdningerne, hvilket skaber frygt for, at hoteller og restauranter kan blive tvunget til at lukke.
Uelastisk olieefterspørgsel på kort sigt
Et problem er også, at olieefterspørgslen generelt er meget uelastisk på kort sigt, fordi de fleste anvendelser kun i begrænset omfang kan erstattes med andre energikilder. Fabrikker er afhængige af fuel oil, fly kan kun bruge jet fuel, og størstedelen af bilparken kører fortsat på benzin eller diesel.
JPMorgan anslår den kortsigtede priselasticitet for global olieefterspørgsel til minus 0,024.
Det indebærer, at der skal en prisstigning på omkring 40 pct. over de seneste 12-måneders højder til før det globale olieforbrug reduceres med blot 1 pct.
Samtidig varierer følsomheden betydeligt mellem de enkelte produkter. Nafta vurderes som det mest prisfølsomme produkt, fordi petrokemiske anlæg i nogen grad kan erstatte det med ethan. Jet fuel er også relativt følsomt, fordi flyselskaber kan nedlægge dårligt belagte afgange. Fuel oil er derimod mindst elastisk, fordi det anvendes i samfundskritiske funktioner som opvarmning, skibsfart og elproduktion.
Hvis Brent-prisen i gennemsnit ligger på 100 dollar i marts, vil priseffekten alene kunne reducere den globale efterspørgsel med cirka 1 mio. tønder om dagen i april. Og det er endda før man medregner yderligere tab som følge af aflyste flyvninger i Mellemøsten og egentlige fysiske forsyningsmangler.
Hovedpointen er derfor, at energichokket ikke længere kun handler om dyr olie, men om en langt bredere og mere økonomisk skadelig mangel på raffinerede produkter og petrokemiske input, som allerede tvinger regeringer, virksomheder og forbrugere til at ændre adfærd.
Det store spørgsmål er, om hvor længe det vil trække ud.
Nye stigninger på olieprisen
Nyeste udvikling er, at olieprisen nu igen stiger i takt med, at USA sender nye store marine- og flådestyrker mod Golfen, samtidig med at Donald Trump skærper retorikken over for NATO og kritiserer alliancen for ikke at deltage mere aktivt i bestræbelserne på at åbne Hormuzstrædet.
Trump fremstilles som stærkt frustreret over, at USA i praksis står næsten alene militært. Han kalder NATO for en “papirtiger”, og hævder at USA allerede har “vundet militært”, men at de allierede ikke vil deltage i det, han omtaler som en relativt enkel operation for at genåbne Hormuz strædet.
Samtidig rapporteres det, at Pentagon sender yderligere tre krigsskibe og mellem 2200 og 2500 marinesoldater fra USS Boxer-gruppen og den 11. Marine Expeditionary Unit til Mellemøsten. Det er anden gang på en uge, at der meldes om en stor marineopbygning i regionen.
Samtidig modsiger Irans Revolutionsgarde Israels premierminister Benjamin Netanyahus påstande om, at Iran har fået ødelagt sin evne til både uranberigelse og missilproduktion. Det hævdes, at Iran fortsætter med at producere missiler trods krigen.
Den iranske melding får ekstra dramatik, fordi IRGC’s talsmand Ali Mohammad Naeini samtidig rapporteres dræbt i et israelsk angreb for to dage siden. Selv om Israel fortsætter en målrettet kampagne mod Irans ledelse og kommandostruktur, er der ingen tegn på, at det har knækket Irans militære produktionsapparat.
Energiinfrastruktur er hovedmål i krigen
Et andet centralt tema er, at energiinfrastrukturen i hele regionen nu er blevet et hovedmål i krigen. Israel bekræfter, at dets raffinaderikompleks i Haifa er blevet ramt af større iranske angreb, hvilket har beskadiget vigtig infrastruktur og ført til strømafbrydelser i området.
Samtidig ventes angreb på Qatars Ras Laffan-anlæg at reducere landets LNG-eksportkapacitet med omkring 17 pct. Også Kuwait er hårdt ramt, hvor raffinaderiet Mina al-Ahmadi er blevet angrebet for anden dag i træk, og hvor der er opstået store brande i forarbejdningsenhederne.
Budskabet er, at energikrigen ikke længere er en sekundær del af konflikten, men et front-afsnit i sig selv, hvor olie, gas og raffinaderikapacitet bruges som strategiske våben.
Bahrain oplyser, at landet siden krigens begyndelse har været udsat for over 140 missiler og 240 droner, hvilket illustrerer omfanget af Irans regionale angreb. Samtidig påvirkes civilsamfundet i en lang række lande, også uden for de direkte krigszoner.
Eid, årets største muslimske højtid, fejres under voksende usikkerhed, og i Iran falder det persiske nytår, Nowruz, sammen med luftalarmer og nye israelske angreb.
Der nævnes også friske israelske angreb i både Libanon og Syrien, mens palæstinensere angiveligt nægtes adgang til Al-Aqsa under Eid.
Et særligt farepunkt i analysen er Kharg Island, Irans vigtigste eksportknudepunkt for olie. Her beskrives Trump-administrationen som aktivt overvejende at beslaglægge øen for at tvinge Hormuz strædet åbnet igen.
Tanken er angiveligt at fortsætte luftangreb mod Iran i cirka en måned, svække landet yderligere og derefter tage øen for at bruge kontrollen over den som forhandlingsmiddel.
Selvom ingen endelig beslutning er truffet, fremstilles kursen som tydelig: hvis åbningen af Hormuz kræver en operation mod Kharg Island, kan det ende med at ske.
En embedsmand siger ligefrem, at hvis Trump vil have Hormuz åbnet, og det kræver, at Kharg Island tages, så vil det ske. Dermed fremstilles situationen som en potentiel eskalationsfælde, hvor næste skridt kan være en egentlig kystnær invasion.
Der peges samtidig på tegn på, at en sådan operation måske allerede er under forberedelse.
Wall Street Journal citeres for, at USA og dets allierede har intensiveret kampen for at genåbne Hormuz strædet ved at sende lavtflyvende kampfly hen over søvejene for at angribe iranske flådefartøjer, mens Apache-helikoptere bruges mod iranske droner. Det giver indtryk af, at konflikten ikke blot er præget af trusler og strategiske overvejelser, men at konkrete militære operationer allerede er i gang omkring strædet.
Stadig mere kompromisløse signaler fra Iran
Fra iransk side beskrives signalerne som stadig mere kompromisløse.
Udenrigsminister Abbas Araghchi advarer om, at Irans tidligere tilbageholdenhed alene skyldtes respekt for opfordringer til deeskalering, og at der fremover vil være “nul tilbageholdenhed”, hvis landets energiinfrastruktur igen bliver angrebet.
Samtidig citeres en skriftlig erklæring fra Mojtaba Khamenei, som ifølge teksten er udset som efterfølger for den øverste leder, og som siger, at sikkerhed nægtes alle Irans fjender. Irans ledelse signalerer altså maksimal hårdhed, samtidig med at magtstrukturen internt bliver mere uklar.
CNN citeres for, at Iran endnu ikke har udpeget afløsere for størstedelen af de højtstående embedsmænd, der er blevet dræbt i israelske angreb siden konfliktens begyndelse 28. februar.
Dermed tegnes et billede af et iransk system, hvor kommandokæden bliver mere uigennemsigtig, men hvor viljen til at fortsætte krigen og påføre modstanderne økonomiske omkostninger består.
Et andet vigtigt tema er, at Irans strategi tilsyneladende ikke nødvendigvis er at vinde hurtigt på slagmarken, men at overleve længe nok til at påføre modstanderne store og vedvarende økonomiske skader.
Hver dag konflikten fortsætter, forværres de økonomiske konsekvenser, især gennem energimarkederne, beskadiget infrastruktur og usikkerhed omkring transportkorridorer som Hormuz.
Tiden kan i sig selv være et iransk våben.
Intensive iranske missilangreb på Israel
På trods af hård censur i Israel tyder natlige meldinger på, at landet igen har været udsat for et intensivt iransk missilangreb.
Times of Israel citeres for, at luftalarmer næsten konstant har lydt i det centrale og nordlige Israel, og at mindst et halvt dusin missilsalver har ramt siden sent forrige nat.
Samtidig citeres en observatør med regionale kontakter for, at Israel er blevet “hamret hele natten”, og at antallet af angreb ser ud til at være stigende. Vedkommende beskriver også en voksende psykisk belastning i den israelske befolkning, hvor mange efter to ugers næsten konstant alarmberedskab er ved at bryde sammen af søvnmangel og stress.
Der tales om voksende vrede mod både IDF og Netanyahu, fordi mange israelere ifølge denne fremstilling mener, at myndighederne har vildledt offentligheden om, hvor effektivt Irans kapaciteter faktisk er blevet ødelagt.
Overordnet beskrives det sådan, at konflikten nu er gået ind i en ny og farligere fase.
Den militære optrapning i Golfen, den direkte kamp om energiinfrastruktur, risikoen for et amerikansk fremstød mod Kharg Island og Irans varsler om total gengældelse peger alle i retning af en bredere regional storkonflikt.
Altså – krigen udkæmpes ikke kun mellem hære, men også gennem oliepriser, gasforsyninger, eksportterminaler, civile samfund og den psykologiske belastning af befolkningerne i hele regionen.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
