Superligaen i fodbold 2019/20 nærmer sig afslutningen, og dermed har de seks bedste klubber set frem til store indtægter i mesterskabsspillet. Men Corona-virussen ændrer dette drastisk.
En af de væsentlige indtægtskilder for de fem børsnoterede fodboldklubber FC København, Brøndby, AGF, AaB og Silkeborg er indtægter fra tilskuerne. Dels gennem selve billetsalget, men også i kraft af tilskuernes køb af diverse varer på stadion. Denne indtægtskilde er nu forsvundet.
Regeringens opfordring til enten at aflyse eller udskyde arrangementer med mere end 1000 tilskuere pga. Corona-virussen var kun en opfordring, og Divisionsforeningen kunne derfor selv beslutte, om man ville følge den eller ej.
Eftersom det gennemsnitlige tilskuertal til en Superligakamp i sæsonen 2019/20 er indtil nu har været 6.487, og sæsonens laveste tilskuertal var 1234 tilskuere til kampen mellem AC Horsens og Lyngby, er der ingen tvivl om, at Superligaen er omfattet af regeringens opfordring. Men ifølge en pressemeddelelse valgte man i første omgang ikke at aflyse eller udskyde de planlagte kampe, men i stedet gennemføre dem uden tilskuere.
Det ændrede sig dog i den forløbne uge, hvor man torsdag udsendte en ny pressemeddelelse , som lukkede al dansk klubfodbold ned i to uger.
Uoverskuelige økonomiske konsekvenser
Den beslutning var uundgåelig, men kan vise sig at få uoverskuelige økonomiske konsekvenser for de involverede klubber. Specielt hvis den må forlænges udover de to uger. Eller i værste fald ende med en aflysning af resten af turneringen. Det er allerede sket i ishockey-ligaen.
Det betyder, at klubberne ikke kan overholde sponsoraftaler, og at man på liganiveau ikke kan overholde aftaler med de tv-kanaler, som leverer en væsentlig del af klubbernes indtægter.
Men det første slag mod klubbernes økonomi rammer dem i kraft af manglende tilskuerindtægter. Billetsalget er en indtægt, som klubberne går glip af øjeblikkeligt, og dertil skal lægges de manglende indtægter fra salg af diverse varer på stadion. Man må også forholde sig til ekstraordinære omkostninger i form af en eventuel refusion af allerede købte billetter, samt erstatning til sæ-sonkortholdere, hvis mesterskabsspillet aflyses.
Men selvom vi holder os til det mest positive af de realistiske scenarier, nemlig at turneringen genoptages om to uger uden tilskuere, så bliver de kontante konsekvenser af tilskuerfrie kampe i det kommende slutspil ganske betydelige.
I tabellen nederst på siden ser vi klubbernes gennemsnitlige tilskuertal for en hjemmekamp i denne sæson, og i højre kolonne giver vi et bud på, hvilken billetindtægt en sådan kamp medfører. Vi har kalkuleret med en billetpris på 125 kr. pr. kamp, hvilket svarer til et billigt afsnit af Carlsberg-tribunen hos FC København eller en ståplads hos AaB.
Nedjusteringer på vej
De beregnede tal er helt sikkert for lave, da der dels er andre indtægter forbundet med tilskuertallene, og dels fordi kampe i mesterskabsspillet må formodes at trække flere tilskuere end en gennemsnitlig kamp i løbet af sæsonen.
Men tabellen illustrerer, at fem hjemmekampe i mesterskabsspillet vil koste FC København mistede indtægter på over 10 mio. kr. alene i manglende billetsalg. For AaB’s vedkommende taler vi om et tab på op imod 4 mio. kr., mens Brøndby og AGF ligger mellem de to beløb.
For alle klubbers vedkommende er beløbene så høje, at de kommer til at udløse en nedjustering af forventningerne til 2020, hvis ikke der ydes en eller anden form for økonomisk kompensation.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.