Regeringen og flere bankøkonomer snakker fortsat om en dansk højkonjunktur. Men BNP-tallene fra Danmarks Statistik tegner et billede af en svag dansk økonomi. Reviderede BNP-data bekræftede i denne uge vækst i 2. kvartal på 0,2 procent. Økonomisk Ugebrev Konjunkturbarometer viser ingen tegn på, at 3. kvartal bliver bedre.
På mange måder virker det fuldstændig som om regeringen lægger op til et snarligt folketingsvalg. Regeringen kom for nylig, via Finansministeriet, med den kvartalsvise Økonomisk Redegørelse, som tegner et billede af status og forventninger til dansk økonomi. Regeringen fastholder en forventet BNP-vækst i år på 1,8 procent, hvilket efter to svage kvartaler virker som et rendyrket skønmaleri, grænsende til politisk manipulation.
Det kan undre, at regeringens og Finansministeriets fagøkonomer er gået med til et prognosetal, som alle godt ved nu er fuldstændig urealistisk. I den fremlagte Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet er det måske ikke overraskende, at regeringens BNP skøn gemmes bagerst i redegørelsen i en bilagstabel. Det aktuelle skøn er nemlig fuldstændig ude af sync med, hvordan dansk økonomi har udviklet sig i årets første to kvartaler. Og det er meget vanskeligt at se, hvad der skulle drive BNP væksten markant op i årets sidste kvartaler. Finansministeriet skriver alligevel i en introduktion til redegørelsen følgende: “Dansk økonomi er inde i en højkonjunktur, der er kommet alle egne af landet til gavn. Beskæftigelsen stiger hurtigt og har i år nået det højeste niveau nogensinde. Ledigheden er samtidig nede på det laveste niveau i mere end ni år.”
Videre hedder det, at ”der vurderes at være et solidt grundlag for, at fremgangen i dansk økonomi kan fortsætte med privatforbrug og private investeringer som de væsentligste drivkræfter bag væksten.” Eksempelvis Handelsbankens nye prognose ligger på et BNP skøn på 0,8 procent for 2018, altså under halvdelen af regeringens skøn, fremlagt med kun nogle få ugers forskel. Handelsbankens cheføkonom er flere gange tidligere blevet kåret af Økonomisk Ugebrev, som den mest træfsikre prognosemager blandt de danske institutioner og banker. Regeringen er konsekvent for optimistisk. Handelsbanken skriver: ”Det er svært at få armene i vejret over udviklingen.” Videre hedder det, at ”regeringens prognose om en vækst på 1,8 procent i år kan blive meget svær at nå, med mindre der sker store revideringer af tallene bagud i tiden.” Handelsbankens vurdering er altså, at regeringen kun kan blive reddet af tekniske justeringer af tallene.
Meget tyder på, at de fleste professionelle prognosemagere kommer til at nedjusterede deres BNP skøn for 2018 ganske markant.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her