Kommentar: Danske Banks rapportering i hvidvasksagen var intet mindre end en katastrofe. Bankens topledelse fremstår som ufattelig svag, uden reelt og konsekvent lederskab. Det bliver en lang smertefuld proces at genskabe et lederskab, omgivelserne har tillid til.
Da Eivind Kolding i februar 2012 valgte den udfordring, der lå i at afløse Peter Straarup som ordførende direktør i Danske Bank, banede han samtidigt vejen for, at Ole Andersen fik den fineste og øverste post i Danske Bank – bestyrelsesformandens.
Eivind Kolding og Ole Andersen skiftede, så at sige, plads i hierarkiet. Da Ole Andersen kun halvandet år senere eksekverede Danske Banks fyring af CEO Eivind Kolding, fik man i omverdenen et billede af en topleder, der var jernhård, når tilliden ikke længere var til stede.
Der var ingen, der tøvede med at respektere Ole Andersen for at turde konstatere, at han med sin deltagelse som tidligere næstformand i Danske Banks bestyrelse, havde taget fejl i beslutningen om at Eivind Kolding skulle være direktør.
Nu er der så gået fem år, og billedet af Ole Andersen som jernhård topchef er i dag krakeleret. Vel var de første år efter Thomas Borgens tiltrædelse som ordførende direktør en succes. Han skabte i Danske Bank både ro og flotte økonomiske resultater. Og formelt fik banken driblet sig udenom sagen om Panama Papers, som ramte Nordea med en forhammer. Også selvom Danske Bank også havde et advokatfirma i Panama.
På den baggrund er det oplagt, at Danske Banks bestyrelse med Ole Andersen i spidsen var glade for Thomas Borgen. Derfor var bestyrelsen også klar til at skærme op for kritik, da hvidvask-sagen begyndte i medierne. Men sagen ville ikke gå væk, men blev kun værre og værre.
Og som det er set talrige gange før: Topledere fældes sjældent af deres fejl. De fældes af deres forsøg på cover-up. Med kortlægningen af bankens hvidvask fra Finanstilsynet og advokatrapporten fra Bruun & Hjejle, samt mødet med pressen i denne uge, er billedet af Ole Andersen som den stærke og handlekraftige topleder desværre fuldstændig krakeleret.
Hvad værre er, så viser forløbet også, at resten af bestyrelsen i Danske Bank heller ikke er deres opgave voksen. Bestyrelsen har tilsyneladende bakket op om Ole Andersens plan, hvor han naivt har håbet på, at han kunne ride stormen af.
Selv ledende medarbejdere i Danske Bank har udtrykt frustration over, at der skulle gå så mange måneder, hvor pressen løb med overskrifterne, og hvor bankens ledelse venligt bad alle om at vente til september 2018. Da Ole Andersen så endelig over sommeren gik i medierne, forklarede han, at banken løbende blev orienteret af Bruun & Hjejle om eventuelle rygende pistoler i undersøgelsen. Dermed måtte man jo forstå, at disse delresultater ikke rykkede ved bestyrelsens tillid til Thomas Borgen, da denne ikke blev sat fra bestilling.
Når Thomas Borgen forleden fik lov til selv at sige sin stilling op, var det altså kun fordi han ikke var blevet opsagt af bestyrelsen forinden. At han fortsat frem til denne dag havde bestyrelsens fulde tillid. I den sammenhæng kan Bruun & Hjejles rapport ikke være det halmstrå, som bestyrelsen kan dække sig bag.
For ifølge rapporten er der forunderligt nok ikke juridisk belæg for at drage Thomas Borgen eller bestyrelsen til ansvar, juridisk set. Men det er jo ikke ensbetydende med, at Thomas Borgen nyder bestyrelsens fulde tillid som ordførende direktør. Spørgsmålene står i kø: Hvorfor har bestyrelsen – og Ole Andersen – ikke for længst draget en konsekvens i forhold til Thomas Borgen? Fredningen af Thomas Borgen eksponerer Ole Andersen for mistanke om, at Thomas Borgen ved ”for meget” om, hvor meget Ole Andersen i virkeligheden vidste om hvidvask-sagen. Der har måske været en terrorbalance mellem formand og CEO, som har forhindret formanden i at gøre det nødvendige.
Men hvor stiller det så den øvrige bestyrelse? Hvorfor er den ikke trådt i karakter og har reageret i forhold til den mistillid, der uundgåeligt er opbygget i forhold til Thomas Borgen – men også Ole Andersen for ikke at fyre ham?
Hvorfor overhørte formanden og bestyrelsen rækken af advarsler om hvidvask-sagen helt tilbage fra 2014? Hvorfor skulle Danske Banks eget advokatfirma foretage undersøgelsen – hvorfor ikke et stort udenlandsk advokatfirma, som ikke kan beskyldes for at dække over kommercielle interesser? Hvorfor skal det være Ole Andersen, der skal lede processen med at finde den nye CEO, der skal genrejse Danske Bank fra ruinerne?
Ole Andersen siger, at den øvrige bestyrelse ønsker han bliver på posten. Men hvis ikke de øvrige bestyrelsesmedlemmer tilsammen finder, at de magter at lede Danske Bank, uden Ole Andersen, er spørgsmålet: Er de så rigtige? Svaret er: Nej.
