Aktiemarkedet straffede efter aflæggelsen af 1. kvartalsregnskabet Danske Bank med et kursfald på næsten 4 procent, efter at bundlinjen landede ca. 10 procent under analytikernes forventninger. Toplinjen overraskede dog positivt, mens omkostningerne faldt mindre end ventet.
Kursreaktionen var nok ikke overraskende, fordi der umiddelbart var tale om en skuffelse i forhold til analytikernes forventninger: De havde forventet bruttoindtægter på 10,6 mia. kr., og det blev kun til 10,3 mio. kr., bl.a. på grund af uforudset høje omkostninger. Men det har helt sikkert også spillet ind, at bankens ledelse aflyste den forventede udbyttebetaling.
Men bag den skuffende toplinje ligger faktisk en positiv udvikling. Den basale forrentning, som består af nettorenteindtægter og gebyrer, kom nemlig bedre ud, end analytikerne havde ventet. Nettorenteindtægterne blev i 1. kvartal på 5,63 mia. – det højeste i mange kvartaler. Indtægter på gebyrer og provisioner endte på 3,38 mia.kr., hvilket også var højere end konsensusforventningen.
Mindre handelsindtægt
Til gengæld blev de meget svingende handelsindtægter betydeligt lavere end forventet, på 565 mio. kr. mod forventet 855 mio. kr. Det var den ene store skuffelse i regnskabet, men måske burde det ikke have været en skuffelse, fordi årets første kvartal har været præget af stor tumult på finansmarkederne, hvor både private og professionelle har været ansporet til at handle mindre end normalt. Bankens ledelse forklarer, at handelsaktiviteten har været lavere end sidste år, hvor der næsten hele året var kursstigninger og optimisme. Banken oplyser også, at markedsfaldene har udløst kurstab på interne beholdninger, hvilket må betragtes som engangsforhold.
Den anden store skuffelse var omkostningsudviklingen. Bankens ledelse forventer fortsat samlede omkostninger i år på 25 mia. kr. Men besparelserne fra sidste år på 25,6 mia. kr. kommer tilsyneladende langsommere end forventet. Det oplyses, at omkostningerne er belastet af en ny svensk bankskat, af fortsatte compliance-omkostninger og af en ny organisationsstruktur, som skulle være på plads i maj.
Også aftrædelsesomkostninger belaster, oplyses det: ”Underlying expenses continued to progress according to plan, which helped to mitigate elevated remediation costs. The level mainly reflects higher IT expenses due to a one-off in relation to a new mainframe agreement and higher costs for compliance and remediation.”
Lange udsigter til vækst
Omkostningerne i kvartalet var 100 mio. kr. højere end i 1. kvartal 2021, så nu skal omkostningsbesparelserne virkelig speedes op. Ikke mindst fordi analytikere og professionelle investorer i disse år har mest fokus på bankens omkostningsudvikling, der forventes at skulle bidrage med en meget stor andel af den samlede fremgang i lønsomheden. En mulighed er også, at banken vokser sig til forøget lønsomhed, men det har ikke ligget i kortene hos analytikerne.
Umiddelbart peger pilen i retning af, at Danske Banks ledelse satser strategisk på de øvrige nordiske lande, og i mindre grad på Danmark. For både private kunder og business-kunder falder bankens samlede udlån i Danmark, mens det i de øvrige nordiske lande er stigende.
Morten W. Langer
Aktuel kurs: 109,10
Kursmål (6 mdr.): 105,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her