Demant var ramt kraftigt af Covid-19, og konsekvensen blev en markant tilbagegang i selskabets Earning Per Share (EPS) i både 2019 og 2020. Men nu tager Demant revance, og det sker med stor styrke.
Demant havde i 1. halvår stor fremgang i både omsætning og bundlinjeresultat i forhold til 2020. Men da sammenligningstallene i 2020 er påvirket af Covid-19 effekten, giver det mere mening at sammenligne med 1. halvår 2019. Også her var der markant fremgang i både top og bund på regnskabet.
Tendensen bekræftes i Demants 3. kvartalsorientering, som ikke er et rigtigt regnskab, men blot en kort oversigt over status efter regnskabsårets første tre kvartaler.
Denne status er imidlertid tilstrækkelig til at øge forventningerne til det kommende årsregnskab, da man hæver forventningerne til det primære driftsresultat (EBIT) for tredje gang i år.
Allerede i årets første kvartalsmeddelelse hævede man EBIT-forventningerne fra 2850-3150 mio. kr. til 3000-3300 mio. kr., og i halvårsregnskabet lagde man 150 mio. kr. til intervallet, som nu lød på 3150-3450 mio. kr.
Det oplyses i kvartalsmeddelelsen, at man i første halvdel af 2. halvår har haft en lav tocifret organisk vækst på niveau med de senest udmeldte forventninger, men pga. en høj lønsomhed i Hearing Healthcare hæver man igen forventningerne til EBIT. Det sker primært ved et løft i bunden af forventningerne med 150 mio. kr. til 3300 mio. kr., mens loftet hæves med 50 mio. kr. til 3500 mio. kr. Dermed begynder vi at nærme os et EBIT for 2021 omkring 3400 mio. kr., og det vil i så fald være 32 procent bedre end i 2020.
For at finde et mere relevant sammenligningstal skal vi dog helt tilbage til 2018, da Demant i 2. halvår 2019 blev ramt af et alvorligt hackerangreb, som dels medførte store engangsomkostninger og dels kostede både omsætning og indtjening pga. en midlertidig nedlukning af IT-systemet.
Sammenligningen med 2018 viser en stigning på 14 procent, og det er isoleret set ikke imponerende. Men her bør det tages i betragtning, at Demant i 2018 var i gang med en vækst, som havde løftet EPS med 15,1 % p.a. siden 2016.
Væksten blev de kommende to år sat tilbage af henholdsvis hacker-angrebet og Covid-19, men de første tre kvartaler af 2021 indikerer, at Demant er på vej tilbage på vækstsporet, og vi forventer en fordobling af EPS i forhold til 2020.
Hvis formodningen holder stik, vil Demant levere et EPS 13 procent højere end i 2018, som var det sidste år uden betydelige udefrakommende begivenheder. En del af væksten skyldes sandsynligvis en ophobet efterspørgsel efter Covid-19 perioden, men det forklarer ikke en større markedsandel på specielt det vigtige amerikanske marked.
Vi ser forløbet af årets første tre kvartaler som et signal om, at Demant har genoptaget væksten.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 335,40
Kursmål (6 mdr.): 369,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her