I 2007 gik Demant ind på et nyt forretningsområde med det langsigtede mål at blive verdens førende indenfor høreimplantater. Efter 15 år med store investeringer er det endnu ikke lykkedes, og i onsdags accepterede man nederlaget. Oticon Medical bliver solgt til verdens førende selskab indenfor høreimplantater.
Demant erkender ganske vist ikke officielt, at man trods 15 års forgæves kamp nu giver op. I en børsmeddelelse forklares, at målet ville kræve et investeringsniveau ude af rimelige proportioner samt en udvanding af koncernens profitabilitet. Og selv med et sådant engagement ville målet alligevel ikke kunne nåes indenfor en rimelig tidshorisont. Det vil de fleste nok læse som erkendelse af et nederlag.
Hvis vi først ser på den kortsigtede gevinst af salget, forventes resultatet af ikke-fortsættende aktiviteter at ligge i niveauet minus 150-200 mio. kr. i 2022. Heri er indeholdt engangsomkostninger i forbindelse med salget.
Et mere relevant tal er minus 150 mio. kr., som er forskellen på Demants primære driftsresultat (EBIT) med eller uden det tabsgivende Oticon Medical. Salget løfter dermed Demants forventede EBIT-margin i 2022 fra 18,4 procent til 19,6 procent. Det gør aktien mere attraktiv. I det mindste på kort sigt. Den langsigtede effekt trækker imidlertid i den modsatte retning, da Demant med salget opgiver sin position på det stærkest voksende marked indenfor Hearing Healthcare.
I årsregnskabet 2021 forventes denne del af Demants hidtidige marked at vokse med 10-15 procent om året, hvilket er betydeligt mere end den forventede vækst på 2-4 procent hos den øvrige del af Hearing Healthcare-markedet. Selvom Demant forventer at overgå markedsvæksten med en organisk vækst på mindst 5 procent om året, er der stadig langt op til vækstraten for høreimplantater. Dette marked udgør p.t. kun 2 mia. USD af et samlet Hearing Healthcare-marked på 24 mia. USD, men den store forskel i vækstrater vil ændre dette på mellem- og lang sigt.
På den anden side er en høj vækstrate ikke noget værd, hvis ikke man formår at tjene penge på et sådant marked. At fortsætte med at smide gode penge efter dårlige er ikke en holdbar strategi, og set i det lys betragter vi ugens salg af Oticon Medical som den rigtige beslutning. Vi hæver kursmålet en anelse fra 280 i Formue 07/2022 til 287.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 312,90
Kursmål (6 mdr.): 287,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her