Nynoterede Nets kan stadig nå at komme tørskoet i land efter sidste uges temmelig matte IPO-premiere.
Men det kan også gå helt galt for aktien inden for de næste 30 dage, hvis stabiliseringsbankerne løber tør for ammunition til at stabilisere Nets aktien lige under børskursen.
Som bekendt dykkede aktien tre procent på første noteringsdag, og det afspejlede både skuffelse hos de kortsigtede spekulanter, og en gigantisk omlægning blandt de professionelle investorer. Særligt må der være ekstremt stor opmærksomhed om den Green Shoe på 15,75 mio. Nets aktier i overallokering, som emissionsbanken Deutsche Bank antageligt har solgt ved selve emissionen.
Mange professionelle var utilfredse med en lav tildeling, og også private fik mindre end forventet. Ifølge markedsforlydender har emissionsbankerne op til selve tildelingen solgt meget hårdt ind på mange gange overtegning, så mange professionelle investorer følte sig presset til at forøge deres købsinterval og købsvolumen. Da køberne står med en black box, er det tæt på en gratis omgang for emissionsbankerne at oversælge emissionsinteressen. Ikke desto mindre tyder meget på, at Deutsche Bank har solgt de ekstra knap 16 mio. aktier til emissionskursen på 150, svarende til et samlet merprovenu på 2,4 mia. kr. Der er flere interessante elementer ved dette ekstra provenu:
For det første betyder det umiddelbart, at ejerne bag Nets får solgt flere af deres aktier end i basiscasen. For det andet afgøres det først 30 dage efter noteringsdagen, om det faktisk bliver sådan. Modellen er nemlig, at hele det ekstra provenu på 2,4 mia. kr. i den såkaldte stabiliseringsperiode på 30 dage efter emissionen kan gå op i røg. Det kan ske ved at emissionsbankerne anført af Deutsche Bank – som stabiliseringsagenter – har til opgave at stabilisere Nets aktien, hvis den falder under emissionskursen på 150. Og det er jo lige netop det, der har været tilfældet fra fredag i sidste uge og det meste af den forgangne uge.
Det betyder, at det massive nettokøb blandt udenlandske finanshuse den seneste uge kan skyldes, at stabiliseringsbankerne har købt massivt op, antageligt for flere milliarder kroner, mens andre nye Nets investorer har solgt ud af deres nyindkøbte aktier efter den skuffende start. Mæglerstatistikken viser, at de udenlandske investorer (anonymous) har nettokøbt for 1,4 mia. kr. frem til i onsdags, og bruttoomsætningen har været over
15 mia. kr, svarende til to tredjedele af det samlede emissionsprovenu. Eneste anden store officielle nettokøber med 300 mio. kr. nettokøb er Nordea, som også er emissionsbank. Torsdag meddelte BlackRock, at de var ny storaktionær, så den store kapitalforvalter har også været storkøber.
Med mindre Nets aktien lige pludselig får ny luft under vingerne, kan der indenfor de næste uger ske det, at Deutsche Bank konkluderer, at de har anvendt al ammunitionen på 2,4 mia. kr. til at stabilisere aktien. Og de vil med stor sikkerhed så stoppe opkøbene for at stabilisere aktien. Forsvinder denne stabilisering fra markedspladsen, er der med andre ord ikke længere den kunstige hånd til at holde hånden under aktien, hvis det altså er det, der har været tilfældet.
Men vi får først at vide 30 dage efter emissionsdagen, om overallokeringen på 15 procent af den samlede emission er udnyttet og solgt. Og altså om aktionærerne får dette provenu i hånden. Vi ved heller ikke, hvad der er sket i den mellemliggende periode, og om stabiliseringsbankerne først har storkøbt i markedet for at stabilisere og senere gensolgt overallokeringen igen til over kurs 150, hvis den altså kommer derop.
Faktum er, i første omgang, at de fleste danske banker hele ugen har været betydelige nettosælgere, og det kan også være fremmet af den første uafhængige analyse af Nets, fra finanshuset ABG. ABG har fastsat en målpris på 130, altså ca. ti procent lavere end den aktuelle børskurs.
Generelt synes det at være billedet, at de danske pensionskasser har været tilbageholdende med at købe store portioner Nets aktier. På den ene side har de ikke ville gå glip af en mulig god handel. På den anden ser de fleste Nets´ case som meget usikker på den lidt længere bane. Størst købsinteresse har der været fra amerikanske fonde, som har haft mest fokus på at case er baseret på Fintech og et aktuelt stærk cash flow. Men her er det afgørende, om de amerikanske fonde er kortsigtede eller langsigtede. Kortsigtede hedgefonde er ofte utålmodige, og de kan derfor være i gang med at sælge. Bundlinjen er, at Nets fortsat kan nå at redde ansigt, dels hvis der kommer fornyet købsinteresse af ”sig selv”, dels ved at der kommer en positiv meddelelse fra selskabet snart, som løfter aktiekursen. Men det kan altså også gå rigtig meget galt, fordi casen ret beset er solgt på et skønmaleri af den fremtidige indtjeningsudvikling, og fordi stabiliseringsbanken løber tør for krudt.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her