Den danske bioteksucces Genmab er i fuld gang med at skrive næste kapitel i sin vækstrejse. På årets ASCO-konference i Chicago præsenterede selskabet nye kliniske data for kræftmidlet Rina-S — en behandling, som nu vurderes at have potentiale til at blive Genmabs næste blockbuster, skriver analytiker David Mygind.
Rina-S er et såkaldt ADC-lægemiddel – en type præcisionsmedicin, der kombinerer antistoffer med kemoterapi og målretter behandlingen direkte til kræftcellerne. Det gør det muligt at behandle mere effektivt og med færre bivirkninger. Via det store 12,4 mia. kr. opkøb sidste år af ProfoundBio med Rina-S som det fremmeste pipelineprojekt, understregede Genmab sine ambitioner indenfor ADC.
På ASCO-konferencen kunne Genmab præsentere stærke resultater for patienter med kræft i livmoderen (EC) og æggestokkene – begge sygdomme med få effektive behandlingsmuligheder. I en patientgruppe med livmoderkræft, der havde udtømt andre behandlingsmuligheder, viste Rina-S en markant effekt hos halvdelen af patienterne, samtidig med at behandlingen blev tålt særdeles godt.
Også i kræft i æggestokkene var resultaterne overbevisende. Over halvdelen af patienterne oplevede målbare forbedringer, og enkelte blev helt kræftfri i forsøgsperioden. Det åbner for en betydelig markedsmulighed i et område, hvor behovet for nye behandlingsmuligheder er stort.
Genmab planlægger nu en hurtig og fokuseret udviklingsstrategi med henblik på at få Rina-S godkendt til brug i kræftbehandling. Der lægges ud med et fase 2-studie i USA, som kan bane vej for en betinget FDA-godkendelse, efterfulgt af større fase 3-studier. Den første markedsføringstilladelse ventes i 2027.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
Markedet for kræftmidler er enormt, og ADC-teknologi vurderes som en af fremtidens vigtigste behandlingsformer. Genmab vurderer selv, at Rina-S alene kan opnå årlige salg på over 2 mia. USD. Det er dog sandsynligt, at potentialet er endnu større, særligt hvis midlet senere kan godkendes til flere kræfttyper.
Selskabet arbejder samtidig på at gøre behandlingen mere brugervenlig, blandt andet med en subkutan (under huden) injektionsform, der vil gøre behandlingen lettere for patienterne sammenlignet med dagens intravenøse behandlinger.
Genmabs aktie har haft en ujævn udvikling de seneste år, men Rina-S har potentiale til at blive det næste store vækstben for selskabet efter Darzalex. Flere analytikere vurderer, at markedet endnu ikke har indregnet det fulde potentiale i selskabets nye pipeline, og der ventes flere afgørende nyheder i de kommende kvartaler.
Hvis de lovende kliniske resultater holder i de næste studier, kan Rina-S blive en af de mest betydningsfulde kræftbehandlinger i selskabets historie – og et afgørende skridt mod at konsolidere Genmab som en global spiller indenfor præcisionsmedicin.
Samtidig har Genmab åbnet for strategisk udbygning af ADC-platformen, eksempelvis gennem opkøb af komplementære aktiver. Vi er derfor slet ikke i tvivl om, at markedet i de kommende år skal begynde at prisfastsætte et helt nyt forretningsben.
Vores optimisme bygger på, at der forventes flere værdiskabende inflection points for Rina-S. Blandt de vigtigste er initieringen af et fase-3 studie i EC, topline-readout i PROC samt forventede regulatoriske interaktioner med både FDA og EMA.
Vi noterer samtidig, at mens ADC-narrativet i vid udstrækning allerede er indregnet hos Genmabs peers, befinder markedet sig fortsat i en tidlig fase, når det gælder forståelsen af det fulde potentiale i Genmabs fremvoksende ADC-platform.
Erfaringen fra bioteksektoren viser, at det ofte er forventningens momentum, der skaber den største del af investorafkastet – selv når de underliggende resultater først senere indfries, som det f.eks. var tilfældet med Darzalex.
Set i det lys vurderer vi, at Rina-S, hvis de stærke data bekræftes i de kommende studier, har potentiale til at blive næste store kapitel i Genmabs værdirejse –
og muligvis den mest betydningsfulde enkeltstående værdiskaber siden Darzalex.
DM og/eller nærtstående ejer aktier i Genmab
Konklusion
Aktuel kurs 1377,00
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 2400,00
David Mygind
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.