De seneste kliniske data fra Genmab indikerer at guldægget Darzalex er endnu stærkere end vores allerede meget opskruede forventninger.
Det får os nu til at opjustere vores salgsestimater yderligere både for 2016 og på lang sigt.
I det første studie (CASTOR) testedes Darzalex i kombination med proteasomhæmmeren Velcade. Forsøget var en stor succes, og blev afbrudt før tid med en p-værdi på <0,0001 og med en Hazard Ratio på 0,39. Dette betyder i praksis en reduceret risiko på 61% for sygdomsprogression hos patienterne behandlet med Darzalex+Velcade i forhold til Velcade alene. Desuden er mediantiden til sygdomsprogression fortsat ikke nået for Darzalex+Velcade armen, mens den var 7,2 måneder for Velcade alene. På årets helt store kræftkonference ASCO, vil Genmab den 5. juni præsentere de detaljerede forsøgsresultater.
I det andet studie (POLLUX) testedes Darzalex i kombination med Revlimid. Det var på forhånd ventet, at kombinationen af Darzalex og Revlimid ville resultere i betydelige synergieffekter og det var da også hvad forsøgsresultaterne viste. Studie viste en Hazard Ratio på 0,37 og en p-værdi < 0,0001, modsvarende en reduktion i risikoen for sygdomsprogression på 63% for Darzalex+Revlimid armen vs. Revlimid alene. Samtidig er mediantiden for sygdomsprogression opgjort til 18,4 måneder for Revlimid-armen, mens den endnu ikke er nået for Darzalex+Revlimid armen.
Vi havde sat sandsynligheden for positive data i CASTOR og POLLUX til 95%, så vi er ikke overraskede over det positive udfald. Til gengæld er vi særdeles positivt overraskede over de lave Hazard Ratios, som er nærmest ubegribeligt lave. Dette indikerer, at der skabes et væld af synergieffekter, når Darzalex kombineres med andre behandlingsmetoder. På baggrund af de overbevisende data forventer Janssen naturligvis at indsende ansøgning om markedsgodkendelse i både USA og EU, hvilket ventes at ske i løbet af 2016 og med forventet godkendelse i 2017. Dermed vil Darzalex være godkendt både som andenlinje behandling og tredjelinje behandling inden for et års tid.
De første fase III data for første linjebehandlingsstudierne, hvor Darzalex kombineres med standardbehandling i patienter som ikke tidligere har modtaget nogen behandling, ventes i 2018 og må-ske allerede i 2017. Disse data vil med meget stor sandsynlighed nu også vise meget stærke resultater.
Topsalgsestimater for Darzalex hæves
Genmabs regnskab for 1. kvartal 2016 viste en omsætning på 170 mio. kr, hvilket er en tilbagegang på ca. 40 % i forhold til 1. kvartal 2015. Tilbagegangen skyldes dog alene en ikke-likviditetspåvirkende indtægt på 176 mio. kr. i 1. kvartal 2015 relateret til tilbageføringen af udviklingsomkostninger for Arzerra i forbindelse med, at Novartis overtog rettighederne fra GSK. Ser vi bort for dette, var der tale om ganske pæn omsætningsfremgang, og særligt interessant er det, at royalties fra Darzalexsalget i USA ramte hele 83 mio. kr, svarende til ca. 12 % af Janssens samlede Darzalex-salg på 101,9 mio. dollar.
Ved udgangen af marts er kapitalberedskabet fortsat meget stærkt, og står i 3,5 mia. kr. Ca. 0,5 mia. kr. mere end i marts 2015.
Genmab har som følge af de stærke salgstal for Darzalex i årets tre første måneder hævet forventningerne til hele 2016. Forventningerne til omsætningen er hævet med 100 mio. kr. til nu 925-975 mio. kr, da man nu forventer Darzalex-royalties på 300-350 mio. kr. mod tidligere 200-250 mio. kr. Der ventes fortsat milepælsbetalinger på 400 mio. kr. relateret til Darzalex. Forventningerne til driftsresultatet er tilsvarende hævet med 100 mio. kr. til 125-175 mio. kr. Desuden ventes nu et kapitalberedskab ultimo 2016 på 3,4-3,5 mia. kr. mod tidligere 3,3-3,4 mia. DKK.
Vi tror dog at at royalties for Darzalex vil ende i nærheden af 500 mio. kr. i 2016, og dermed betydeligt over Genmabs nye estimater. Vi hæver endvidere vores langsigtede årlige peaksale estimat for Darzalex fra 5 mia. dollar til 7,5 mia. dollar, svarende til et årligt topsalg på ca. 50 mia. kr. Alt i alt er Genmab som investeringscase fortsat meget attraktiv, og vi er på ingen måde afskrækket af den nuværende børsværdi på ca. 72 mia. kr, da pipelinens værdi er enorm og med relativ lav risiko knyttet til den. Vi opererer derfor fortsat med en klar købsanbefaling på Genmab-aktien og vi hæ-ver vores 12-måneders kursmål fra 1600 til 2000.
Peter Aabo, NordicBioInvestor.com
Børskurs på analysetidspunktet: 1229 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 2000
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her