Superligaens grundspil over 26 runder er slut, og det fik en hæsblæsende afslutning med potentielt stor sportslig og økonomisk betydning for de fem børsnoterede klubber.
FC København – Nr. 1 i grundspillet
FC København vandt grundspillet med et enkelt point foran FC Midtjylland. De to klubber er henholdsvis 19 og 18 point foran OB på 3. pladsen, så det vil være en sensation, hvis ikke FC København slutter på enten en 1. eller 2. plads. Dermed er klubben i praksis kvalificeret til kvalifikationskampe til enten Champions League eller Europa League. Det er der allerede kalkuleret med i budgettet, så indtil videre ændrer afslutningen på grundspillet ikke på noget for FC Københavns børsnoterede moderskab Parken Sport & Entertainment.
Brøndby – Nr.4 i grundspillet
Brøndby lå placeret i den tætte midtergruppe, som indtil det sidste kæmpede om de sidste tre pladser i mesterskabsslutspillet efter FC København, FC Midtjylland og OB. Et nederlag i sidste kamp på udebane mod AC Horsens ville have sendt Brøndby ud i nedrykningskampe, men kampen endte med en sejr til Brøndby.
Dermed har klubben stadig mulighed for at opfylde den første af de tre finansielle forudsætninger for regnskabsåret 2018: Nemlig en sportslig placering i top 3 ved sæsonafslutningen i maj 2019. Brøndby spiller den 4. april semifinale i pokalturneringen mod AaB, og en sejr i pokalturneringen vil give ekstra indtægter i kraft af kvalifikations kampe til Europa League.
AaB – Nr.7 i grundspillet
Indtil få minutter før afslutningen af sidste spillerunde lå AaB til en placering i mesterskabsslutspillet. Men pga. et enkelt mål i en anden kamp endte AaB’s sejr på 3-1 over AGF med lige akkurat ikke at række til en plads i mesterskabsslutspillet.
AaB sluttede grundspillet med 36 point ligesom FC Nordsjælland, og ved pointlighed afgøres placeringen af måldifferencen. Altså forskellen mellem antal scorede og antal modtagne mål. Her lå AaB og FC Nordsjælland også lige med plus 3.
Det er en højst usædvanlig situation, som satte en sjældent anvendt regel i brug. Når hverken point eller måldifference kan afgøre placeringen, er det antal scorede mål, som tæller, og her klarede FC Nordsjælland sig bedst med 42 scorede mål mod AaB’s 38. Dermed endte AaB udenfor mesterskabsslutspillet, og skal nu spille om at undgå nedrykning. Det kommer utvivlsomt til at koste AaB en del i både sponsorpenge, TV-penge og tilskuertal at skulle spille nedrykningskampe mod Vendsyssel og Hobro i stedet for mesterskabskampe mod FC København og Brøndby.
Med et pointforspring på 14 point ned til den usikre 3. plads i nedrykningsgruppe 1 er AaB dog i praksis sikret endnu en plads i Superligaen. Derudover er der en pudsig vinkel på situationen, idet den besynderlige nedrykningsstruktur i Superligaen faktisk betyder, at AaB som deltager i nedrykningsslutspillet får mulighed for at kvalificere sig til Europa League. Bizart, men sandt.
En anden jokermulighed for kvalifikationskampe til Europa League vil være en sejr i pokalturneringen, hvor AaB spiller semifinale mod Brøndby den 4. april. AaB har altså to muligheder for internationale kampe, som der ikke er budgetteret med indtægter fra.
AGF – Nr. 9 i grundspillet
AGF var hægtet af mesterskabskampen før sidste runde i slutspillet, og sluttede på en 9. plads fem point efter den 6. plads, som ville have givet adgang til mesterskabsslutspillet. Det er ganske vist en enkelt plads under den 8. plads man i årsregnskabet 2017/18 opstillede som forudsætning for det budgetterede resultat i 2018/19, men den ene plads gør ikke nogen reel forskel.
Vigtigere er det, at man starter nedrykningsspillet med beskedne 3 points forspring til den 3. plads, som kan give nedrykning og milliontab. AGF’s kasserer går en anspændt tid i møde.
Silkeborg – Nr. 2 i NordicBet Liga
Silkeborg er den eneste børsnoterede fodboldklub, som ikke spiller i Superligaen. I det mindste indtil videre. Klubben ligger p.t. på 2. pladsen i NordicBet Ligaen (1. division lige under Superligaen), og den plads giver ret til oprykningskamp, når grundspillet er slut. Der mangler på nuværende tidspunkt 10 kampe.
Kampen i toppen af NordicBet Ligaen er dog så hård, at Silkeborg kun er ét point bagefter den 1. plads, som giver direkte oprykning, men også kun to point over den 4. plads, som betyder endnu en sæson udenfor det fineste selskab. Så for Silkeborg er den sportslige og økonomiske situation for 2019 endnu uafklaret.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her