Hvis en sektor eller en virksomhed bliver skældt ud eller udsat for en kritisk mediestorm for at tjene for mange penge eller være grådige i dårlige tider, hvad kan man så ikke frygte, når overskuddene stiger til over det dobbelte? Det er faktisk, hvad der er sket i banksektoren de seneste år. Trods historisk høje overskud i bankerne er de kritiske røster fra medier, politikere og konkurrencemyndigheder forblevet tavse. Bankerne befinder sig på en lyserød sky med højere overskud og begrænset kritik i medierne, skriver finansanalytiker Per Grønborg.
Efter mere end fem år med udbredt bankbashing i medierne er der blevet overraskende stille om bankerne. Omdrejningspunkter for kritikken har været negative renter på bankbogen. Men de er ikke længere negative, så man skal ikke længere betale for at have penge stående i banken. Det mest massive kritikpunkt af bankerne forsvandt altså. Og der har ikke været nye kræfter, som har stillet skarpt på de historisk store overskud.
Konkurrencestyrelsen (KFST) har tilsyneladende mistet mælet, eller måske mere præcist: De råbte ulven kommer, da der var mindre vægtige årsager hertil – f.eks. på et tidspunkt, da bankernes aktier blev handlet til halvdelen af indre værdi. Nu har overskuddene så nået et leje, der berettiger til sagligt at diskutere overnormal profit.
Men vi hører ikke meget fra KFST – eller også er medierne blot blevet resistente over for at videreformidle budskaberne som breaking news. Mest sandsynligt ringer direktør Jakob Halds eller formand Christian Schultz’ telefoner blot ikke så meget mere. Journalisterne har mistet interessen.
Gøre regeringen populær
Det har nok heller ikke hjulpet, at Konkurrencestyrelsen og Konkurrencerådet nu fremstår som ”systemets mand”, som ikke kan udfordres. De accepterede Totalkreditaftalen, som blev forsøgt slået stort op: ”Det er en god dag for konkurrencen i Danmark på et utroligt vigtigt marked. Det er kæmpestort det her. Det åbner op i en grad, som er ganske betragtelig”, udtalte Konkurrencerådets formand, Christian Schultz.
Samtidig var uafhængige eksperter, kommentatorer og politikere uden for regeringen enige om, at det var et ualmindelig tyndt tilsagn, der var opnået. Ikke underligt at det giver en følelse af resignation.
Oven i dette kommer, at vi nu har ventet tre år på tidligere erhvervsminister Simon Kollerups bestillingsopgave: En analyse af konkurrence i markedet for forsikringer til privatkunder. En rapport, hvor jeg tidligere har skrevet, at det bliver spændende, hvordan konkurrencestyrelsen vil vægte en meget høj rentabilitet i branchen (40-60 pct. egenkapitalforretning ekskl. tilkøbt goodwill) op mod meget store prisspænd på forsikringer, jvf. forsikringsguiden.dk.
Prisspænd imellem højeste og laveste pris på den samme forsikring på 90 pct. er ikke unormalt selv indenfor samme koncern. Uanset hvilken konklusion Konkurrencestyrelsen når frem til, vil den endnu engang blive udsat for massiv kritik for ikke at gøre noget effektfuldt, fordi det er svært.
Simon Kollerup blev erhvervsminister i Mette Frederiksens første regering i juni 2019, og det stod hurtigt klart, at han var sendt i byen for at gøre regeringen populær. Og hvad var lettere end at slå på en branche, der var lagt for had pga. kraftigt stigende bidragssatser på realkreditlån op igennem 2010’erne, Danske Banks hvidvaskskandale i Estland og ikke mindst negative indlånsrente, der vel og mærke blot reflekterede den førte pengepolitik fra Nationalbanken?
Selv at staten havde haft markante overskud på bankpakkerne under og efter Finanskrisen blev vendt mod bankerne.
Simon Kollerup fremstod i sine 3,5 år som erhvervsminister som den argeste og mest verbale kritiker af bankerne. Han blev ikke en del af Mette Frederiksens 2. regering. I stedet fik han posterne som formand for Finansudvalget samt forsvarsordfører. Siden var det tavst indtil 16. september i år, hvor han udtaler til Finanswatch: ”Jeg fortryder det ordvalg, jeg brugte dengang, jeg forsøgte at rejse en debat om, hvorvidt man kunne blive ved med at sænke grænsen for, hvornår folk skulle betale negative renter. Jeg synes jo slet ikke, man som ressortansvarlig minister skal gå op i det toneleje, og det fortryder jeg den dag i dag.”
Se, det er en retræte, der er til at føle på, hvilket efterfølgende fik mange til at spekulere i, om Simon Kollerup bejlede til den ledige direktørstilling i interesseorganisationen Finans Danmark. En post, der siden gik til Lars Gert Lose Fra Copenhagen Infrastructure Partners.
Om Simon Kollerup nogensinde har været en reel kandidat, kan man have sine tvivl om.
Hvilken troværdighed ville han have i rollen som cheflobbyist for bankerne? Seneste fortilfælde var partikammeraten Henrik Sass Larsen, der blev direktør for Aktive Ejere – de danske kapitalfondes brancheforening. Henrik Sass kom dog fra en markant mere afdæmpet profil som folketingspolitiker end Simon Kollerups skingre kritik af banksektoren.
Den markant mere rutinerede Morten Bødskov, der afløste Simon Kollerup som erhvervsminister, har ført en markant mere afdæmpet profil over for bankerne. Om den ændrede attitude skyldes, at regeringen har fået et andet og brede parlamentarisk grundlag, kan man kun gisne om – men noget er der sket.
Tilsyneladende har Lisbeth Bech Poulsen fra SF også mistet interessen for den finansielle sektor.
Politikernes had til bankerne
Mit sidste stop er hos journalist Simon Bendtsen, manden, der tog en stor del af æren for Berlingske afdækning af Danske Banks hvidvaskskandale i Estland – det kan naturligvis diskuteres, hvor meget substans, der blev afdækket, som ikke allerede var adresseret af tilsynsmyndighederne i Danmark og Estland.
Men uanset det vandt Simon Bendtsens team en Cavling pris for deres dækning af sagen, og Simon steg i graderne fra at være redaktør til at være nyhedschef på Berlingske Business og siden erhvervsredaktør.
Berlingske fortsatte i årene efter med en dækning af den finansielle sektor, der stort set uanset hvilken begivenhed oftest endte med en reference til hvidvask og Berlingskes afdækning, ligesom Simon Bendtsen skrev mange ledere med sønderlemmende kritik af bankerne og specielt de i hans øjne uretfærdige bidragssatser.
I maj 2024 skiftede han til et job som ansvarshavende chefredaktør på Finans. Og siden har han stort set været tavs om den finansielle sektor. Desto mere bemærkelsesværdig var en artikel fra 28. oktober i år med overskriften: ”Dumt: Vi skal nu alle betale for politikernes had til bankerne.”
At se Simon Bendtsen tale bankernes sag er nye toner, om end han prøver at pakke det ind i forbrugerhensyn og en halvkvædet analyse af, at analytikerne forventer 3,9 pct. højere resultat før skat, men et fald i resultat efter skat i 2024 på 0,7 pct. For at få regnestykket til at passe skulle Arneskatten øge bankernes skattesats med 3,3 pct. point – den faktisk stigning er dog ”kun” på 0,8 pct. point fra 2023 til 2024.
Nu står vi så i en situation, hvor bankerne kan se frem til, at de må nedsætte udlånsrenterne i kølvandet på centralbankernes rentenedsættelser, og bankerne er også begyndt at tære på deres buffer i form af akkumulerede hensættelser. Det spændende spørgsmål er så, om bankerne vil udnytte den aktuelle fred og ro til at sætte gebyrer endnu højere op eller undlade at nedsætte udlånsrenterne. For tiden kan de jo nærmest gøre, hvad de vil – og hvorfor så ikke?
Per Grønborg
