H+H International har de seneste år fokuseret mere på den fremtidige indtjening end på de kortsigtede regnskabstal. Det har givet svagere regnskabstal end den bagvedliggende forretning egentlig berettigede til. Men nu høster man gevinsten.
H+H International tager det lidt usædvanlige skridt at opjustere helårsforventningerne til indtjeningen allerede efter 1. kvartal. Det forventede EBITDA hæves således med 15 mio. kr. til intervallet 460-510 mio. kr. og EBIT hæves med 10 mio. til 280-330 mio. kr.
Hvis vi kalkulerer med et resultat midt i det forventede resultat indebærer det en forventet vækst i forhold til 2018-resultatet på 18% i EBITDA og 34% i EBIT. I betragtning af at man allerede opjusterer forventningerne efter 1. kvartal er dette bud på den forventede vækst sandsynligvis forsigtigt.
Fremgangen drives primært af det britiske marked, som er et af H+H’s største markeder. Her har man de seneste år opgraderet sin fabrik i Borough Green, og det har på kort sigt påvirket regnskabet negativt på to måder. Dels i kraft af omkostningerne til selve opgraderingen og dels i kraft af ekstraomkostninger til transport af de produkter, som ellers skulle være produceret på fabrikken. Det har imidlertid været kalkulerede omkostninger, som nu tjener sig ind igen.
Bedre vejrforhold end i 2018 står bag en del af forklaringen på det dramatiske spring fremad i EBIT på 323% i forhold til i fjor. Men dette kortsigtede tal er langt mindre interessant end den langsigtede udvikling i UK. Her har det været vigtigt at få Borough Green fabrikken tilbage i fuld drift.
Men uden en tilstrækkelig stor efterspørgsel ville de nye produktionsfaciliteter være ligegyldige, og de kaotiske Brexit-forhold i UK har skabt uro omkring efterspørgslen. Derfor er det vigtigt, at de britiske kunder fortsat melder om stærke ordrebøger på trods af Brexit. En medvirkende årsag hertil kan være, at det statsstøttede program ”Help to buy” er blevet udvidet til 2023.
I det andet store marked, Tyskland, kalkulerer man forsigtigt med et fladt marked for små huse og vækst i byggeriet af større huse. Disse forventninger bekræftes af udviklingen i 1. kvartal.
På trods af de positive forhold handles H+H til en forventet Price/Earning på 7,38, hvilket både isoleret set og i forhold til branchemedianen er et ekstremt lavt tal. Det udtrykker en overdreven pessimisme, som sandsynligvis bunder i en stigende generel frygt for fremtiden blandt analytikerne.
Men man glemmer bare, at H+H’s værdiansættelse faktisk allerede tog et markant dyk, da hele Brexit-problematikken tog fart for flere år siden. På trods af en række positive forhold omkring selskabet har aktiemarkedet aldrig givet H+H den mistede goodwill tilbage, og det betragter vi som en fejl. Vi fastholder derfor vores vurdering fra ØU Formue nr. 12/2019 af H+H som en markant undervurderet aktie.
Børskurs på analysetidspunktet: 104,80 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 143,00
Læs tidligere analyser af H+H International her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.