Scandinavian Tobacco Group (STG) giver et direkte afkast på 7,5% ved udbyttebetalingen på onsdag. Udbyttet forventes at blive endnu højere de kommende år.
Med undtagelse af forretningsområdet med håndrullede cigarer, er der ingen hemmelighed, at der er et kontinuerligt fald i STG’s øvrige markeder. Et modsvar til det næsten kontinuerlige fald i volumen er den pricing power, som STG og konkurrenterne har. Store afgifter betyder sammen med fortjenesten i detail- og distributionsleddet, at STG’s salgspriser kun udgør omkring 10% af den endelige salgspris til forbrugeren. Derfor er det relativt nemt for STG at gennemføre årlige prisforhøjelser, som i nogen grad kan kompensere for volumenfaldet.
Et andet modtræk er opkøb, og STG har ikke lagt skjul på, at det er en del af strategien for at øge omsætningen i de to største divisioner for henholdsvis håndrullede og maskinfremstillede cigarer, der hver især udgør 35% af omsætningen. Især for de maskinfremstillede cigarer er det en klassisk konsolidering, hvor de store spillere opkøber de små og ofte familieejede virksomheder for at opnå synergier i produktions, salgs- og distributionsleddet. Omsætningsfaldet i de maskinfremstillede cigarer over de seneste fire år har stort set udlignet den vækst STG har opnået indenfor de håndrullede, bl.a. via opkøbet af Thompson cigars sidste år. Et opkøb i Europa indenfor de maskinfremstillede cigarer kan være med til at modvirke tilbagegangen, og være med til at skabe fornyet investorinteresse, da det vil tegne et tydeligere billede af markedspotentialet fremadrettet ved en konsolidering.
Solidt cash flow understøtter udbytte
STG er en udbytteaktie, og årets udbytte på 6 kr. per aktie er lige om hjørnet, da generalforsamlingen afholdes på onsdag den 10. april. Ved dagens aktiekurs svarer udbyttet meget præcist til et direkte afkast på 7,5%. Det er et højt niveau, og lever STG op til den udmeldte udbyttestrategi om en årlig udbyttevækst, er der også udsigt til et pænt afkast fremadrettet.
Estimaterne lyder på et løft til 6,30 kr. per aktie næste år og 6,50 kr. per aktie for 2020. For 2019 venter STG et frit cash flow på mindst 750 mio. kr. Heri er inkluderet omkring 160 mio. kr. i særlige omkostninger vedr. effektiviseringsplanen Fueling the growth, som ved udgangen af 2021 forventes at have resulteret i årlige besparelser på 250 mio. kr. på EBITDA-niveau. Korrigeres for de 160 mio. kr. er cash flowet mere end 910 mio. kr. Det høje udbytte dækker over en relativt høj payout-ratio, men også over en lav værdiansættelse, hvor Price/Earning for de næste 12 måneder ligger i niveauet 8,5, hvilket i absolutte termer er pænt, og en spids under de nærmeste konkurrenter.
I skærende kontrast til kursudviklingen står analytikernes kursmål og anbefalinger. Fem banker har nu stærkt køb på aktien, og et kursmål der ligger i intervallet 100-130 med 115 som medianen. I forhold til dagens kurs er det et heftigt kurspotentiale på over 40%. Historisk har forskellen mellem kursmål og aktiekurs været betydeligt mindre, hvilket også vil være forventningen for en relativ stabil aktie som STG.
Vi fastholder vort positive syn på aktien og dens langsigtede potentiale. Omend det ikke er nogen højvækstaktie, forventer vi, at selskabet indfrier sin målsætning om en vækst på mindst 5% i EBITDA i år, og 3-5% på mellemlangt sigt.
Steen Albrechtsen
Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i STG
Børskurs på analysetidspunktet: 80,00
AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 100,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her