Ordrebogen vokser igen hos husbyggeren HusCompagniet, og det bliver i år konverteret til omsætningsvækst. Om fremgangen er holdbar, er til gengæld sværere at sige, da de afgørende faktorer i form af forbrugertillid og boligrente er udenfor selskabets kontrol.
Efter to regnskabsår i nærmest dvaletilstand i forhold til de gode tider, er der igen fremgang at spore for HusCompagniet.
Både 2022 og 2023 var præget af, at man afleverede flere enheder (huse/rækkehuse m.m.), end man solgte i hvert kvartal, men nu er billedet vendt.
Faktisk har man hvert eneste kvartal siden 1. kvartal 2024 solgt flere enheder, end man har afleveret. Dvs. at ordrebogen er i fremgang, og det lover selvsagt godt for aktiviteten på kortere sigt, og viser sig tydeligt i det forventede omsætningsløft i 2025 til 2,8-3,1 mia. kr. Både 2023 og 2024 lå omsætningen på 2,3-2,4 mia. kr. mod over 4 mia. kr. i de gode år 2021 og 2022.
HusCompagniets aktiekurs har særligt i de seneste par kvartaler været nedadgående, og i år er det særligt den geopolitiske situation, som sætter sig i forbrugertilliden og dermed på sigt antallet af solgte huse.
Hvis man synes, det ligner noget, vi har set før, så er det formentligt, fordi situationen minder om tidligere gange, hvor en vending syntes at være undervejs, men alligevel ikke blev til noget signifikant. Det så vi i starten af 2023, hvor aktiekursen i grove træk steg fra 40 til 60, hvorefter interessen dalede, og kursen igen nåede ned omkring 40-45.
Til forskel fra dengang har vi nu håndfast bevis på, at der er klar fremgang at spore i 2025, hvor omsætningen altså ventes at stige til 2,8-3,1 mia. kr.
Afgørende faktorer for salgsudviklingen er renteudviklingen og forbrugertilliden, og der står vi et meget usikkert sted lige nu, hvor de seneste forbrugertillidstal fra februar viste et fornyet fald til minus 14,5.
Manglende fald i lange realkreditrenter
2024 har budt på flere rentesænkninger fra den europæiske centralbank, men det har ikke for alvor gjort noget ved de lange realkreditrenter, som er afgørende for lysten til privates boligbyggeri.
Usikkerheden om fremtiden er igen høj, men med en gæld under kontrol og udsigten til en pænere indtjening i 2025 synes risikoen i aktien begrænset.
HusCompagniet tjener stadig penge og formår at fastholde en rimelig bruttomargin. Ser vi på spændet i udmeldingen for 2025, er omsætningsvækst altafgørende for at løfte indtjeningen yderligere. Omsætningsspændet i 2025 fra 2,8-3,1 mia. kr. medfører et spænd på 110-160 mio. kr. på EBITDA.
Vi vælger den moderat optimistiske vinkel og sætter et kursmål på 60, men fremhæver, at meget afhænger af renteudviklingen og forbrugertilliden det næste stykke tid.
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i HusCompagniet
Konklusion
Aktuel kurs 53,80
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 60
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.