Hvorfor har vi privatiseret pengeskabelsen?

Boganmeldelse: Associate professor, ph.d. og cand.scient.soc. fra CBS, Ole Bjerg, rejser i sin nye debatbog, ”Vores penge i vores bank” kritiske spørgsmål til Nationalbankens uafhængighed. Bjerg mener, at både politikere, den finansielle sektor og offentligheden generelt negligerer, at Nationalbanken, som følge af de private bankers monopol på pengeskabelse, kun har meget få handlemuligheder for at undgå fremtidige finansielle kriser. 

Grundlæggende debatterer bogen, om Nationalbanken stabiliserer og understøtter et system, der i sig selv producerer ustabilitet.

Bjergs bog tager udgangspunkt i Nationalbankens grundlæggelse ved pengereformen i 1818, hvor privilegiet pengeskabelse blev adskilt fra enevældet. Reformen i 1818 var en modreaktion på en kraftig økonomisk ustabilitet bl.a. udløst af den danske konges finansiering af krigen mod England. Kongen øgede gevaldigt pengemængden med uacceptabel inflationen som konsekvens, og den såkaldte statsbankerot i 1813 medførte en politisk beslutning om en demokratisk reform, der gjorde pengeskabelsen uafhængig af magten.

Nu mener Bjerg, at det igen er på tide at stille spørgsmålstegn med Nationalbankens uafhængighed, der trods forskellige muligheder for demokratisk indblanding, ifølge Bjerg, lever under ”et selvpålagt forbud mod at forbryde sig mod princippet om Nationalbankens uafhængighed.”

Grundlæggende befinder vi os stadig i en monetær krise, skriver Bjerg, som kun kan løses ved at demokratisere pengesystemet, ændre fundamentalt på pengestrukturen og gøre op med privatiseringen af pengeskabelsen, så de private banker ikke fortsat er både årsag og virkning til fremtidige økonomiske kriser.

Kraftig stigning i pengemængden

Den monetære krise har sin forklaring i, dels at strukturen for pengeskabelsen i samfundet aldrig siden Nationalbankens grundlæggelse er blevet hverken debatteret eller ændret. Og dels, at opfattelsen i store dele af samfundet af hvad en bank egentlig er, er fastholdt i en forståelse, der ikke levner plads til at drøfte konsekvenserne af pengeskabelsens privatisering og de private bankers privilegium om samme.

Bankerne kan i dag, uden clearing på deres respektive foliekonto i Nationalbanken, gennem udlån og kreditter, øge pengemængden i den samlede økonomi. Det gør systemet udemokratisk og ustabilt, mener Bjerg.

Bjerg påpeger, at siden 90’erne er pengemængden i samfundet steget fra ca. 200 mia. kr. til i dag at være over 1.100 mia. kroner. Den kraftige stigning kan bl.a. forklares med digitaliseringen, der har medgørliggjort, at bankerne i dag meget nemt kan skabe ubegrænsede elektroniske kontopenge. I samme periode er danskernes samlede private gældssætning steget fra ca. 1.000 mia. kr. til omkring 4.000 mia. kroner. Parallellen til årsagerne for Nationalbankens grundlæggelse er Bjergs historiske evidens for, at vi nu står i en lignende ustabil økonomisk situation, hvor den samlede pengemængde øges kontinuerligt. Det kræver i det mindste en debat om en ny pengereform, mener Bjerg.

Ekstremt sårbar overfor for små udsving

Og hvad så? Kunne den kritiske læser af bogen spørge – det går da meget godt, selvom de private banker øger pengemængden betragteligt, og Nationalbanken kun har få muligheder for, at sikre stabiliteten.

Netop det spørgsmål fører henholdsvis også til både bogens stærke og mindre stærke side. Bogen er stærk som filosofisk spørgende debatbog om, hvorfor vi f.eks. identificerer prisstigninger på forbrugsvarer som en negativ udhulning af vores købekraft. Mens vi betragter stigende boligpriser som det stik modsatte, ofte formuleret som en ”boligfest”. Nationalbankens opgaver er, at sikre stabile priser og lav inflation, gør Bjerg os opmærksom på. Men boligpriserne er alt andet end stabile, og de er underlagt stor polarisering bl.a. mellem by og udkants-Danmark. Renten er omtrent nul, de afdragsfrie lån udfases, ligesom boligbeskatningen qua regeringens nye boligreform ikke længere er fastfrosset. ”Det betyder, at førstegangskøbere i dag næppe kan forvente de samme gevinster som tidligere generationer.” Skriver Bjerg.

Den situation er en medvirkende årsag til, at Bjerg mener, at vi er ”ekstremt sårbare overfor små udsving i den finansielle økonomi”. Nationalbanken bliver pengepolitisk handlingslammet, fordi den ikke kan sætte renten længere ned, da den allerede er negativ. Og den kan heller ikke sætte renten op, fordi gældsætningen kun kan opretholdes, så længe renten netop er lav. Bjerg fokuserer på den udmærkede, og efter Bjergs opfattelse sjældent debatterede pointe, at de private bankers monopol på at skabe penge, således både er årsag og virkning til samfundsøkonomiske bevægelser.

Det betyder, at både økonomiske opture og nedture vil blive stimuleret af den nuværende pengestruktur, hvor pengeskabelsen hovedsagligt sker i de private banker. I gode tider øges pengemængden, i dårlige tider vil mængden blive reduceret og trække stabiliteten ud af den øvrige produktive økonomi. Bankerne er dermed i Bjergs øjne blevet en fareturende udemokratisk magt, som meget hurtigt – som vi så det under finanskrisen – kan trække tæppet væk under hele samfundsøkonomien. Derfor vil Bjerg have en pengereform, der sikrer, at pengeskabelsen udelukkende kan ske i Nationalbanken, og at private banker udelukkende skal agere på lige fod med alle andre virksomheder.

Holdning vs. argumentation

Bogens svage sider kan læses i bl.a. sammenligningen mellem forbrugsvarer og boligpriser. Argumentet om, at vi opfatter stigende priser på henholdsvis forbrugsvarer og boliger diametralt modsat, har karakter af cirkelslutning, fordi Bjergs holdningsmæssige udgangspunkt er, at privatiseringen af pengeskabelsen er et problem i sig selv. Det kan man have en holdning til, men det behøver ikke være et samfundsproblem.

På den baggrund argumenterer han, at det er et problem at stigende eller faldende priser destabiliserer hele systemet. Ja, det kan det gøre, men spørgsmålet er her om, der ikke kunne tænkes andre måder at stabilere pengemængden på, f.esk. gennem omlægninger af skattesystemet eller andre krav om clearing i nationalbanken uden at fratage bankerne muligheden for at skabe nye penge. Bjerg synes her selv at benytte årsag og virkning til at konkludere, at der er et problem. Det er her svært at adskille Bjergs holdning fra det rationale han fremskriver.

Desuden argumenterer Bjerg, som forsvar for sin kritik af pengeskabelsens privatisering, at ingen rejste spørgsmål til Nationalbankens direktør Lars Rohdes forsvar i 2007 for spekulation i kronen ved at skabe 172,9 mia. kroner til opkøb af valutareserver. Til gengæld var der stor virak om statens salg af Dong. Hvorfor skabte staten ikke bare de 11. mia. kr., der var nødvendige for at drive Dong videre?

Det er et godt filosofisk spørgsmål, Bjerg rejser. Men der er omvendt også gode årsager – f.eks. at Dong er en forsyningsvirksomhed, der drives på et liberaliseret energimarked, der ikke på samme måde som pengesystemet gennemsyrer hele vores kapitalistiske system. Energien kunne vi sådan set blot købe andre steder, og skulle det ske ved blot at øge pengemængden, ville inflationen nok heller ikke kunne holdes fra døren.

Det ændrer dog ikke ved, at Bjerg rejser vigtige erhvervsfilosofiske spørgsmål til Nationalbankens uafhængighed, rokker ved vores forståelse af pengeskabelse og prikker til vores demokratiske intuition. Hvorfor har vi privatiseret pengeskabelsen?

FORFATTER: Ole Bjerg UDGIVELSESDATO: 4. maj 2017 FORLAG: Informations Forlag SIDER: 144 sider, hæftet ISBN: 978-87-7514-5720

OM FORFATTEREN

Ole Bjerg (f. 1974) er lektor i filosofi og økonomi på Copenhagen Business School, hvor han også underviser på uddannelsen i Erhvervsøkonomi og filosofi. Hans seneste bog er Parallax of Growth – The Philosophy of Ecology and Economy (2016). Han er desuden forfatter til Making Money – The Philosophy of Crisis Capitalism (2014), Gode Penge – et kontant svar på gældskrisen (Informations Forlag 2013), Poker – The Parody of Capitalism (2011), For tæt på kapitalismen – ludomani, narkomani og købemani (2011) og Etik uden moral (2008).