Status på ØU Spekulationsporteføljen
Spekulationsporteføljen gav et afkast på 10,7 pct. i 2024, og det må betegnes som særdeles tilfredsstillende. Copenhagen Benchmark steg således kun 0,7 pct. i 2024, mens C25-indekset faldt 2,4 pct.
Vores spekulative tips havde et godt år i 2024, og det gælder både spekulationsporteføljen i almindelighed og de udvalgte vinderaktier i særdeleshed.
Spekulationsporteføljens afkast på 10,7 pct. var betragteligt større end vores sammenligningsindeks Copenhagen Benchmark, som endte året i 0,7 pct. I sammenligning med C25-indekset bliver forskellen endnu større, da de store danske aktier i 2024 gav et negativt afkast på 2,4 pct.
Spekulationsporteføljen leverede altså et tocifret afkast i et marked uden nævneværdig stigning.
Det samme gjaldt for vinderaktierne i 2024, hvoraf fire af fem gav overskud. Selvom en enkelt af de foreslåede vinderaktier 2024 kom ud med minus, endte det gennemsnitlige afkast af vores vinderaktier 2024 på 17,9 pct.
Her er vinderaktierne 2024 rangeret efter afkast:
Rockwool var den bedste af vinderaktierne i 2024 med et afkast på 33,7 pct.
SKAKO kom ind på andenpladsen med et afkast på 29,6 pct.
Matas placerede sig i midten af de fem vinderaktier med et afkast på 19,9 pct.
Brdr. A&O Johansen var den sidste af de fem vinderaktier med overskud. Det blev på 18,2 pct.
Scandinavien Tobacco Group var den eneste af vores fem vinderaktier, som ikke kom gennem året med et positivt afkast. Det endte med et minus på 12,1 pct.
STG er den eneste af sidste års vinderaktier, som går igen blandt vores forventede vinderaktier 2025. Vores tro på investorernes behov for en sikker havn i et usikkert marked er uændret, og kursfaldet i 2024 gør blot investeringen endnu mere interessant.
De øvrige fire vinderaktier 2025 er alt andet end sikre. Faktisk er det nok den mest risikable samling vinderaktier, vi endnu har præsenteret. Men muligheden for en ekstraordinært stor gevinst ved at tage en højere risiko end normalt, er essensen i Spekulationsporteføljen, og dermed også vores valg af potentielle vinderaktier.
Bruno Japp
STG vender skuden kursmæssigt i 2025
Scandinavian Tobacco Group (STG) tilhører en sektor, som er lige så upopulær som våbenindustri og udvinding af fossile brændstoffer. Men som investering tilbyder STG et frit cash flow på over 10 kr. per aktie.
Scandinavian Tobacco Group var den eneste af vores vinderaktier i 2024, som ikke leverede et positivt afkast på mindst 18 pct. Med et negativt afkast på 12 pct. skilte STG sig tværtimod markant ud fra de øvrige fire vinderaktier.
Når vi alligevel fastholder STG som den eneste genganger, skyldes det, at der er en grænse for, hvor lave nøgletal en aktie kan handles til. Og for STG må den grænse være nået nu, hvor den forventede Price/Earnings 2025 er 7,29. Udover at dette i sig selv er ekstremt lavt, er det også markant under branchemedianen på 17,52.
STG handles altså med en betydelig rabat, som vi ikke ser nogen rimelig begrundelse for.
Som sælger af tobak befinder STG sig ganske vist i en sektor, som de færreste vil savne. Ligesom for våbenindustri og udvinding af fossile brændstoffer reducerer den offentlige mening de store institutionelle investorers interesse for aktien.
Men det ændrer ikke på kendsgerningen, at STG bruger sin financielle styrke til at modvirke tilbagegangen på tobaksområdet ved opkøb. Senest har STG købt Mac Baren, der forventes at bidrage med synergieffekter på 150 mio. kr.
Det vil dog først ske med fuld effekt i 2027, og på kort sigt påvirker integrationen regnskabet negativt med 150 mio. kr. i form af særlige omkostninger.
Efter nedjusteringen i 3. kvartalsregnskabet forventer STG at passere 9 mia. kr. i omsætning i 2024 med et frit cash flow på 800-900 mio. kr. Det svarer til et frit cash flow på mere end 10 kr/aktie for en aktie, hvor alle negative forhold allerede er indregnet i kursen.
Bruno Japp
Status
Sektor
Food, Beverage and Tobacco
Aktuel kurs 97,8
Sektorafkast (3 mdr.) -12,95 pct.
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.