Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb Aktuel kurs: 18.390,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb Aktuel kurs: 19.350,00
APM’s fald til kurs 18.645 resulterede i en succesfuld test af støttelinjen ved 18.800. Dermed fortsætter APM med at sætte stigende kursbunde og -toppe, og det kvalificerer til en købsanbefaling.
Ambu – Køb Aktuel kurs: 220,00
Ambu har passeret modstandslinjen ved kurs 215 og er dermed tilbage i intervallet 215-240. Det åbner for en kortsigtet spekulativ gevinst på 8-10 procent op til loftet i dette interval.
Bavarian Nordic – Køb Aktuel kurs: 335,10
Bavarian testede kortvarigt 20 dages glidende gennemsnit i kurs 320, og derefter steg kursen igen. Bavarians kursbunde ligger højere og højere, og vi forventer endnu en ny kurstop.
Carlsberg B – Sælg Aktuel kurs: 1042,50
Carlsbergs fald startede ved kurs 1183 og ser på kort sigt ud til at være standset ved det lange 250 dages glidende gennemsnit i kurs 1008. Men aktien er stadig svag, og vi fastholder salgsanbefalingen.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 547,00
Chr. Hansen ligger nu i bunden af kursintervallet 540-600, som aktien har ligget indenfor siden marts. Det kan den spekulative investor benytte som en kortsigtet købsmulighed.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 1074,50
Coloplast fortsætter nedad, men som det fremgår af analysen i dette nummer af ØU Formue, handles aktien snart til en kurs, som vi betragter som rimelig. Vi giver derfor Coloplast en Hold-anbefaling.
Danske Bank – Sælg Aktuel kurs: 106,65
Danske Bank satte i denne uge endnu en kursbund, og hele årets hidtidige stigning er dermed forsvundet igen. Vi ser ugens stigning op mod kursniveauet 105-110 som midlertidigt.
Demant – Hold Aktuel kurs: 347,00
Demant testede igen bunden i kursintervallet 345-385, og det skete også denne gang med succes. På kort sigt er der derfor udsigt til en stigning på 4-5 procent op til loftet i intervallet.
DSV – Køb Aktuel kurs: 1631,50
DSV fortsætter sin stabile stigning, og med en RSI14-værdi i intervallet 50-70 er der ikke udsigt til nogen større korrektion på stigning. Så det bliver til en købsanbefaling.
FLSmidth – Hold Aktuel kurs: 234,80
FLSmidth er en af de vanskelige aktier at vurdere, da aktien på den ene side har et stærkt sikkerhedsnet ved kurs 215, men på den anden side leverer stadigt lavere kurstoppe. Følg aktien fra sidelinjen.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 2780,00
Genmabs stejle fald fra kurstoppen i 3100 standsede i første omgang ved støttelinjen i 2730. Men aktiens styrke er beskeden, så vi ser en betydelig risiko for et nyt fald.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 474,20
GN Store Nord fandt endnu engang støtte ved kurs 465, og det er sket så mange gange det seneste år, at vi godt tør erklære kursfaldet fra 586 for afsluttet. Den spekulative kan derfor overveje et køb.
H. Lundbeck – Sælg Aktuel kurs: 175,35
Lundbecks seneste kursbund ved 170 har sendt kursen ned på det laveste kursniveau siden 2015, og kursfaldene siden midten af august har været ganske kraftige.
ISS – Sælg Aktuel kurs: 139,40
ISS har mistet støtten ved kurs 140, og vi forventer, at de seneste dages stigning op mod denne kurs vil vise sig at være midlertidig. Dermed får ISS i denne uge en salgsanbefaling.
Netcompany – Hold Aktuel kurs: 802,00
Netcompany standsede i første omgang faldet fra kurstoppen i 856 ved det mellemlange 60 dages glidende gennemsnit i 789. Vi vil dog se en ny kurstop, før vi hæver anbefalingen til Køb.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 641,90
Novo Nordisk arbejder sig igen opad efter faldet fra kurstoppen i 681. Styrken i aktien er dog indtil videre forholdsvis begrænset, og vi nøjes derfor på kort sigt med en Hold-anbefaling.
Novozymes B – Sælg Aktuel kurs: 464,50
Novozymes’ fald ud af en stigende kurskanal blev afløst af en kursstigning fra bunden i 474 til denne uges top i 489. Men derfra gik det nedad igen, og fredag endte med en ny bundkurs.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 830,40
Pandora har bevæget sig fra kurs 755 og tilbage til modstandslinjen ved kurs 865. Et brud på denne linje kan udløse en købsanbefalng, men indtil videre nøjes vi med at sige Hold.
Rockwool – Sælg Aktuel kurs: 2958,00
Rockwool lukkede fredag i den laveste kurs siden juni, og det signalerer tydeligt, at den manglende evne til at passere modstanden ved kurs 3435 skuffede markedet. Vi forventer yderligere kursfald.
Royal Unibrew – Sælg Aktuel kurs: 794,20
På trods af Royal Unibrews flotte stigning i denne uge siger vi Sælg. Aktien leverer nemlig faldende kursbunde og -toppe, og det billede ændrer få dages stigning ikke på.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 826,60
SimCorp forsøger nu at komme tilbage i intervallet 830-880, men vi tvivler på, at det lykkes. På kort sigt lader vi dog tvivlen komme SimCorp til gode, og vi tildeler derfor aktien en Hold-anbefaling.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 151,10
Tryg er faldet så langt ned i intervallet 130-157, at enhver tro på et udbrud fra dette langvarige interval må være aflyst. Der er langt ned til bunden af intervallet, og det udløser en salgsanbefaling.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 260,40
Vestas har ikke brudt modstanden ved kurs 265 endnu, men det er meget tæt på. For den risikovillige er det forsvarligt at satse på et sådant gennembrud i den kommende uge.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 904,40
Ørsteds nedtur er måske ikke helt standset endnu, men kursen nærmer sig støttelinjen ved kurs 835, som i både maj og juni leverede et sikkerhedsnet under kursen. Så vi vover en Hold-anbefaling.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her