Aktiemarkederne har den seneste uge igen været på nedtur. Men er det starten på den lange aktienedtur efter syv års stigninger? Eller er det blot endnu en korrektion, før stigningerne fortsætter? Læs vores bud på det mest sandsynlige scenarie.
På få handelsdage har de internationale aktiemarkeder været ud på en rutsjetur, som ikke er set i flere år, hvis man altså lige ser bort fra starten af februar 2018. Fredag rundede det tyske DAX indeks et lavere kursniveau end ved den seneste supernedtur i starten af februar. Kursniveauet omkring 11.900-12.000 blev også nået tilbage i januar 2017 og før det i marts 2015. På samme måde er det amerikanske aktiemarked igen kørt nedad, men altså ikke så kraftigt som i starten af februar.
Både amerikanske og europæiske aktiemarkeder stod fredag ved nogle vigtige tekniske markedspsykologiske markedsmodstande, som helst skal holde stand for at undgå at det hele udvikler sig til et aktiekrak. Der er nemlig ingen tvivl om, at aktiemarkedet efter stor nervøsitet i starten af februar og nu igen omkring starten på marts begynder at tvivle på, hvad der sker de kommende måneder.
Byggeklodser til et aktiekrak
Der skal uden tvivl mange byggeklodser til at udløse et egentligt aktiekrak:
1. Centralbankernes planlagte afvikling af pengepolitiske stimulanser.
2. Stigende obligationsrenter.
3. Tårnhøje værdiansættelser på amerikanske aktier og erhvervsobligationer. På den helt korte bane kan vi dog ikke se, at der endnu er lagt tilstrækkeligt med brænde i ovnen til at udløse den store nedtur. Det kan komme. Men mange kortsigtede signaler trækker i en anden retning:
1. Obligationsrenterne har tilsyneladende toppet for denne gang, og de har indtil videre stabiliseret sig i en venteposition. Det vil alt andet lige taget presset af aktierne herfra.
2. De makroøkonomiske signaler har været vigende på det seneste. Det vil alt andet lige tage presset lidt af centralbankerne for at øge de korte renter.
3. Man kan ikke sige, at risikoindikatorerne storblinker rødt. Vi ser især på forsikringspræmien mod konkurs i de bagvedliggende europæiske erhvervsobligationer, afspejlet i iTraxx Crossover, som på det seneste kun har vist svagt øget risikoopfattelse.
Vi ser også på rentespændet mellem sikre amerikanske statsobligationer, som afspejles i BofA US High Yield Option-adjusted Spread, som også kun har vist marginal svaghed.
Tegn på at den globale vækst er toppet
Vi erkender, at det makroøkonomiske billede viser klare tegn på, at den globale økonomiske vækst er toppet. Men det kan vise sig at være godt for aktiemarkedet, fordi der dermed måske kan undgås en overophedning, som fører økonomien ud i en recession.
Risikoen er selvfølgelig, at en kommende økonomisk opbremsning udvikler sig til at blive en recession. Og vi kan ikke udelukke, at det er dette scenarie, som aktiemarkederne er ved at indbygge i aktiekurserne. Aktiemarkedet er som regel 6-9 måneder foran den virkelighed, vi kan aflæse i de makroøkonomiske nøgletal, og derfor kan det godt være, at aktiemarkedet nu er ved at fortælle os en ny historie.
Blandt andet Steen Jakobsen fra Saxobank vurderer i en ny opdatering, at der nu er 70 procent sandsynlighed for en recession i USA over de næste tolv måneder. Tidligere så han en sandsynlighed på 60 procent. Han tager i høj grad afsæt i data, der viser at den såkaldte Credit Impulse i både Kina og USA er markant nedadgående.
Selvom den økonomiske vækst stadig er solid i de fleste regioner, er der klare signaler om, at den globale samhandel er aftagende. CPB momentum indicators for eksport og import viser en afbøjning. Og det samme billede tegnes af Baltic Dry index og en stribe PMI indikatorer.
I Steen Jakobsens opdatering påpeger han også, at den nye importtold på stål vil betyde prisforhø-jelser for de amerikanske forbrugere, fordi de skal finansierer højere stålpriser og afledte priseffekter. Det vil betyde lavere betalingsbalanceunderskud for USA, men også reducere væksten, fordi forbrugerne pålægges en indirekte skat.
Under alle omstændigheder kan den næste makroøkonomiske nedtur blive accelereret yderligere af faldende aktivpriser, som udløser negative formueeffekter – efter at centralbankerne kunstigt har stimuleret til høje aktivpriser de seneste syv år.
