Optimismen ved at vende tilbage til europæiske aktier: Enig, det virker på ingen måde logisk, at stemningen på de europæiske aktiemarkeder nu er i bedring. I den forgangne uge brød den toneangivende tyske DAX aktiefuture op gennem vigtige modstandspunkter, og det vil med stor sandsynlighed understøtte yderligere fremgang på aktiemarkederne den kommende tid. Husk dog, at der fortsat er enorme eventrisici, og muligheder for, at der kommer pludselige negative overraskelser, som vi ikke lige kunne se.
Den positive del af historien er, at der i denne uge kom erhvervstillidsmålinger fra Markit, som viste bedring i fransk erhvervsliv, men det ser stadig ikke godt ud i Tyskland. Og så er det også værd at bemærke, at der er en vis opblødning i samtalerne om Brexit mellem EU og England, efter Boris Johnson med sin hardliner facon ser ud til at kunne genstarte drøftelserne. Markedet har indregnet risikoen for en Hard Brexit, så der er næsten kun upside i de mulige scenarier.
Men tilbage til grundbilledet: Udsigten på den korte bane er fortsat høj sandsynlighed for recession i Europa, men vi er der altså ikke endnu, i hvert fald bekræftet. Den europæiske centralbank kommer indenfor nogle uger med en stor stimulanspakke, siger den. Vi forventer, at der vil komme yderligere minusrenter, men især, at der vil være nogle gaver til den europæiske banksektor, i form af bedre vilkår for likviditetsindlån. Det vil være godt for bankaktierne. Vi forventer også, at politikerne rundt omkring i Europa i stigende grad vil snakke om finanspolitiske lempelser, og alene snakken herom vil kunne løfte aktiemarkederne. På den anden side viser Hard data for USA’s økonomi stadig ikke nogen voldsom negativ udvikling, hvilket både bekræftes af Atlanta Feds BNP indikator og Citigroups Economic surprise index. Og moderat økonomisk vækst kombineret med lavere renter opfattes som den såkaldte goldilock situation, som er rigtig god for aktiemarkederne. Samlet tror vi på markant bedre muligheder for, at vi nu på 1-3 måneders sigt får stigende aktiemarkeder.
Ugens Vindere og Tabere: Ambu, Royal Unibrew, Per Aarsleff og SAS topper. Efter en voldsom nedtur er Ambu nu ved at vinde styrke, og i den forgangne uge steg aktien hele 16 procent. Aktien fik ny luft efter en positiv anbefaling fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) vedrørende et skifte mod nye designs af duodenumendoskoper. Men vi har tidligere påpeget, at den var så ekstremt shortet, at der let kunne indfinde sig et short squeeze, der ville give aktien et ekstra løft.
For nogle uger siden var hele 26 procent af aktiekapitalen udlånt til shortere, og det betyder, at der hurtigt kan komme kø ved udgangen, når shorterne skal have afdækket deres shortpositioner ved modgående opkøb af Ambu aktier i markedet. Vi ser, at denne afdækning kan drive aktien endnu højere op de kommende uger.
Både Royal Unibrew og Per Aarsleff steg i kurs efter overraskende positive regnskaber, og det er efterhånden en sjældenhed i det generelt ret depressive danske marked. Mere overraskende var det, at SAS-aktien også steg efter et ellers skuffende regnskab. Regnskabet er umiddelbart ikke godt, men det er heller ikke så skidt, som det kunne være. Vi ser flere positive indikationer på, at selskabet er på rette vej, efter den nye negative effekt fra de stigende pilotlønninger.
Især udenlandske finanshuse er på vej tilbage i aktien som nettokøbere, og det tager vi også som tegn på, at der kan komme betydelig flere kursstigninger forude. Vi har SAS i Økonomisk Ugebrevs Portefølje, og vi planlægger ikke at sælge den lige foreløbig. Blandt andet forventer vi vigende oliepriser de kommende måneder, og det vil alt andet lige være positivt for SAS.
Blandt ugens tabere var Sydbank og Matas, og skuffende regnskaber fra de to selskaber er blot supergod indikation på, hvad der ligger forude for henholdsvis de danske banker og de fysiske butikker i dansk detailhandel.
Sydbanks regnskab viser den ekstremt vanskelige situation, de danske banker er i. Vi har tidligere påpeget, at hvis recessionen indfinder sig i dansk økonomi med normaliserede tabshensættelser, så ser det rigtigt sort ud for de banker, som i forvejen har den svageste lønsomhed eller de mest usikre kreditbøger. En stor del af de danske banker er lønsomhedsmæssigt på vej ud ad en glidebane mod afgrunden, men alle sidder med skyklapper på. Lempelser af indlånsvilkår i Nationalbanken kan give bankaktierne en parallelforskydning opad, men den overordnede retning er nedad. Der skal store strukturelle forandringer til for at ændre dette billede.
Og husk: Negative indlånsrenter på de mest velhavende danskeres bankbog betyder ikke noget i den store sammenhæng for bankernes indtægter. Så det er kun første symbolske skift mod, at de fleste danskeres indlån får minusrenter på bankbogen. Det vil helt sikkert ske over de kommende år.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.