Tid for køb af Vestas og Pandora?
Begge de store danske C20 aktier har fået gevaldige hug siden deres respektive toppe. Begge aktier er næsten halveret i kurs, og i begge tilfælde virker kursfaldene vildt overdrevet. Vi ved, at kursfaldene er blevet forstærket af shortfonde, som har lånt aktier af institutionelle investorer og solgt dem på markedspladsen, for at presse kursen yderligere. Shortfondene bag både Vestas og Pandora er tydeligvis nu stoppet med at sælge – og modsat begyndt at afdække deres positioner ved igen at købe aktierne op. Det viser indberetningerne til Finanstilsynet.
Shortfondene skal jo levere aktierne tilbage til deres oprindelige ejermænd. Og hvis de får købt dem tilbage, før aktierne når at stige meget, så bliver deres gevinst også større. Pandora har faktisk klaret sig glimrende på det seneste. Vi forventer under alle omstændigheder, at shortfondenes opkøb vil lægge en hånd under aktiekurserne. Samtidig vurderer vi, at de to aktiehistorier er gode nu, fordi markedet sandsynligvis har overvurderet hårdheden i de forventede prispres på henholdsvis charms-smykker og vindmøller, som har været drivende for kursfaldene.
Vanskelig måned på det danske aktiemarked
Ud af de 43 Large Cap aktier har der kun været pæne plusser i fire aktier, nemlig Scandinavian Tobacco Group, Novo Nordisk, NKT og Pandora. Hele 32 aktier har været ramt af minusser, og en stor andel af dem med store minusser. Så det har i bund og grund været en ret sur november. Blandt de helt store tabere er Vestas, FLSmidth, Lundbeck, ISS, Schouw og Coloplast. Vi har tidligere påpeget, at det aktuelle marked er meget vanskeligt at navigere i. I flere tilfælde er de store minusser kommet uden nærmere forklaringer, eksempelvis uden selskabsspecifikke nyheder, generelle markedsbevægelser eller andre konkrete forhold.
Vi skal simpelthen nu vænne os til, at de fleste store aktier er i de udenlandske investorers vold. Og hvis de kortsigtede spekulationsfonde har styringen, er vi ekstra meget på herrens mark. Store kursfald kan blive udløst alene af storudsalg af nogle få store spekulationsfonde, som har besluttet at skrue lidt ned for deres samlede aktierisiko. Og de kan meget vel få følgeskab af algoritmehandlere og shortfonde, som hopper med på nedturen for at få en gevinst. Det er ikke noget, vi som investorer har en kinamands chance for at gennemskue. Det bedste vil være at forsøge at afkode de signaler, som markedet selv fortæller os.
AktieUgebrevets portefølje klarer sig fortsat glimrende
Modelporteføljens forsigtige investeringstilgang har de seneste måneder virkelig kunne betale sig. Afkastet er på 19,9 procent for i år, og det er betydeligt bedre end selv de bedste investeringsforeninger baseret på danske aktier. Dem er der 40 af, og Danske Invest Small Cap er bedst med et afkast på 18,2 procent. Vores investeringstænkning er baseret på at skrue markant ned for aktierisikoen og afdække med shortpositioner i nervøse eller negative markeder. Aktierisikoen er aktuelt afdækket med, hvad der svarer til 30 procent af den samlede kapital. Vi har aktuelt kun 50 procent af kapitalen placeret i danske aktier. Markedet har den seneste måned været ude i en negativ korrektion. Men der er endnu ikke dømt egentlig langsigtet nedtrend. Først når vi får klarere signaler, vil vi enten øge risikoafdækningen eller igen øge aktieandelen.
Overvældende interesse for den nye investeringsfond AktieUgebrevet Invest
Fonden, som går i luften seneste primo januar, skal søge at spejle investeringer og afkast i Japp & Langers Portefølje i AktieUgebrevet. Indtil videre har knap 150 investorer forhåndsreserveret andele med en gennemsnitlig tegning på lidt over én million kroner. Fonden er en såkaldt alternativ investeringsfond, AIF, hvor den bagvedliggende EU regulering kræver investering på mindst 750.000 kr. pr. investor. Investeringstænkningen er baseret på at have den størst mulige andel danske aktier i porteføljen, så længe markedet kan retfærdiggøre det. I nervøse og negative markeder afdækkes med certifikater og ETF’er med lave omkostninger, i eksempelvis Bear DAX, guld og andre aktivklasser, som bevæger sig modsat aktiemarkedet. Læs mere om AktieUgebrevet Invest på www.ugebrev.dk.