Lundbeck leverer stadig fremgang i kerneporteføljen, hvor den interne effektivisering og øgede investeringer i de to hovedprodukter ser ud til at give flot afkast. Men patentudløbene kommer nærmere, og Lundbeck har endnu ikke fået dækket omsætningshullet efter 2028. Fredagens milliardbud på Avadel kan med et fingerknips løse det problem – men det er langt fra givet, at Lundbeck vinder budkampen.
Trods den trejde opjustering fra Lundbeck i år båret af en stærk udvikling i Vyepti og Rexulti, er der stadig stor usikkerhed om, hvordan selskabet kommer igennem de kommende års store patentudløb.
Her tæller især Rexulti i 2028/29 som en stor mundfuld baseret på en forventet omsætning på op mod 9 mia. kr., der i løbet af to år bliver skåret med 2/3 ifølge konsensus.
På dagen for opjusteringen i denne uge var aktien en overgang nede med 8 pct., umiddelbart kun på basis af en ny analyse fra en udenlandsk børsmægler, der fokuserede på patentudløb og kommende konkurrence til Rexulti.
Senere samme dag opjusterede Lundbeck for 3. gang, og dermed blev en del af faldet annulleret. Men man kan godt tage faldet som et signal om, at patentkløften langsomt er ved at blive en større og større del af investeringscasen.
Lundbecks strategiske portefølje af lægemidler indeholder i dag fire lægemidler, hvoraf det primært er migrænemidlet Vyepti og alzheimer/depressions-medicinen Rexulti, der driver væksten. De to andre lægemidler – Brintellix og Abilify – er godt modne og på vej mod patentudløb.
Det eneste virkeligt gode og langtrækkende lægemiddel er Vyepti, som er patentbeskyttet pænt ind i 30’erne.
Lundbeck slutter året med en nettogæld omkring 9 mia. kr., som bør kunne mere end halveres i løbet af 2026. Det åbner for muligheden for at gennemføre et opkøb, og netop dette blev en højaktuel mulighed med fredagens annoncering af et bud på irske Avadel, som ellers indgik en aftale med Alkermes om en overtagelse i sidste måned.
Avadel har et lægemiddel indenfor narkolepsi, der er blev godkendt i 2023/24, og i 3. kvartal omsatte for 77,5 mio. USD. Projektionen er et salg på ½ mia. USD i slutningen af dette årti, og dermed ret tæt på at kunne dække det forventede hul i omsætningen efter 2028.
Alkermes har allerede lagt mange ressourcer i processen, så de er formentlig klar til at hæve buddet et nøk mere for at matche Lundbeck.
Lundbecks nuværende finansielle målsætninger løber til 2027, og der er dermed ikke et direkte aktuelt pres for en opdatering.
Omvendt må vi heller ikke overse aktiekursens reaktion på analysen i denne uge, der i hvert fald kan tages som en indikation af, at investorerne sidder klar til at reagere på nyt, om det vi kan kalde overgangsperioden fra især 2028 og frem.
Konklusion
Aktuel kurs 45,52
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 50,00
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






