Den nye A.P. Møller-Mærsk-ledelse koncentrerer stor magt og en kolossal arbejdsbyrde hos den nye CEO og CFO.
Topledelsen består kun af insidere, og betyder et tilbageskridt med hensyn til diversitet. Den kan umiddelbart blive handlekraftig på den korte bane. Men ledelsesstrukturen er næppe langtidsholdbar.
A.P. Møller-Mærsks nye topchef Søren Skou har valgt den sikre løsning, da han sammensatte den nye ledelse af A.P. Møller-Mærsk: Det hidtil mest omfattende ledelsesskifte i en stor dansk virksomhed betyder, at ledere med baggrund i koncernens containerrederi, Maersk Line, får magten over hele Transport & Logistics-divisionen. Den vil formentlig om senest et par år udgøre hele koncernen, og er derfor i fokus i denne analyse.
Da Søren Skou selv kommer fra CEO stillingen i Maersk Line, har han altså sat et hold af mennesker, som tidligere har været hans underordnede, og som han kender godt. Medlemmerne af Transport & Logistics ledelse vil nemt kunne forstå hinanden. Det giver hurtig handlekraft, og det kan være en fordel, når der skal ske meget på kort tid. På længere sigt giver konstruktionen imidlertid nogle problemer. Derfor kan den om få år igen blive ændret, så der blandt andet kommer flere kvinder og flere udlændinge ind.
Søren Skou har nu fordelt de centrale poster i Transport & Logistics således: Han bliver selv topleder for hele koncernen, samtidig med at han får topposten i Maersk Transportation & Logistics. Der er ikke udnævnt en ny chef for Maersk Line, så Søren Skou beholder tilsyneladende også det direkte ansvar for denne aktivitet. Han er rekrutteret internt efter en lang karriere i Mærsk. Søren Skou afløser Nils Smedegaard Andersen, der var rekrutteret eksternt.
Jakob Stausholm bliver ikke blot ny CFO for hele koncernen men også Strategy & Transformation Officer for Transport & Logistics. Han er rekrutteret internt, og har haft Søren Skou som chef i Maersk Line siden 2012. Han afløser nordmanden Trond Westlie, der var rekrutteret eksternt.
Morten Engelstoft, som er ny chef for APM Terminals, har haft Søren Skou som chef i Maersk Line fra 2007 til 2013.
Klaus Rud Sejling, der er ny chef for Damco, har også en baggrund i Maersk Line og har haft Søren Skou som chef siden 2014.
Alt i alt skal Transport & Logistics ledes af et godt sammenspillet hold. Men det store ledelsesskifte er også principielt betænkeligt: En massiv indflydelse og arbejdsbyrde er koncentreret hos Søren Skou og Jakob Stausholm, der både skal stå i spidsen for hele koncernen og lede de betydelige forandringer i transportorganisationen, som forestår.
Hvis en ulempe ved en traditionel konglomeratmodel – som i det hidtidige Mærsk set up – har været, at topledelsen skal forstå og fokusere på for mange områder på én gang, så ser det ud til, at denne ulempe bliver endnu større med A.P. Møller-Mærsks nye ledelse: Hvor Nils Smedegaard Andersen og Trond Westlie efter alt at dømme har opfattet sig som topledere, der overordnet skulle anvise strategisk retning, finansiere og fordele investeringer, samt stille bestemte krav om afkast til datterselskaberne, så vil den nye topledelse tilsyneladende involvere sig langt mere i drift og forandringsprocesser i maskinrummet.
Den nye transportdivision, fremtidens A.P. Møller-Mærsk, vil blive ledet af en ensartet gruppe af insidere: Danske mænd, der er omtrent lige gamle, har været nogle eller mange år i Maersk Line, og som har haft Søren Skou som chef. De afløser eksternt rekrutterede, en udlænding og en kvinde (Hanne B. Sørensen, der har været chef for Damco). Ganske vist har datterselskabet Svitzer, netop før Søren Skou tiltrådte, også fået en kvindelig chef, men Svitzer er i forhold til de øvrige transportvirksomheder en ret lille og perifer virksomhed.
Flere undersøgelser , som for eksempel denne fra McKinsey viser, at diversitet i arbejdsstyrken giver bedre finansielle resultater. Derfor er det problematisk, at koncernen i praksis demonstrerer over for hele organisationen, at den ikke tager bestyrelsens mange fine ord om mere diversitet særlig alvorligt. Hvem råder nu over afvigende baggrund og erfaringer, så de kan udfordre den homogene ledergruppe med afvigende meninger og udfordrende spørgsmål? Det spørgsmål bliver ikke mindre væsentligt, når mange stærke ledere forlader koncernen.
Den nye ledelsesmodel A.P. Møller-Mærsk kan vise sig at blive en midlertidig løsning, som især har til formål at skabe hurtige og markante forandringer.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her