Aktieanalytikere forventer nu, at C20-selskaberne kommer gennem 3. kvartal med en gennemsnitlig overskudsvækst på hele 19 procent. Dermed klarer de store danske børsselskaber sig suverænt bedst blandt 17 EU-lande. Analytikerne har den seneste måned opjusteret det forventede 2020-overskud overskud i hele 28 selskaber. Læs hvilke selskaber, det drejer sig om.
De store danske børsselskaber forventes at komme superflot gennem årets 3. kvartal med en overskudsfremgang på i gennemsnit 19 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
Ifølge estimater, indsamlet af analysefirmaet Refinitiv I/B/E/S, venter analytikerne ellers for de 600 største europæiske selskaber et gennemsnitligt overskudsfald på 30 procent, hvilket er bedre end for blot en måned siden, hvor man ventede et fald på 39 procent.
De seneste danske opjusteringer har løftet gennemsnitsforventningen fra en flad overskududvikling, og dansk erhvervsliv har ret beset i årets 3. kvartal præsteret intet mindre end fremragende.
De fleste har opjusteret
Sæsonen for 3. kvartalsregnskaber blev for alvor skudt i gang i den forgangne uge med regnskaber fra Ørsted, Novo Nordisk, Carlsberg, DSV, NNIT og en stribe banker. Billedet er foreløbigt, at de fleste selskaber har opjusteret.
Bag de ellers ret dystre forventninger til de europæiske Stoxx 600-selskaber ses store overskudsfald indenfor industri (minus 70 procent), finans og cykliske forbrugsgoder (begge minus 35 procent). Bedste sektorer ventes at blive health care med et minus på 9 procent i Earning Per Share siden samme kvartal sidste år, og teknologi med minus 5 procent.
Bag de overraskende positive danske 3. kvartalsforventninger gemmer sig en tendens til, at analytikerne de seneste fire uger har opjusteret deres årsforventninger til hele 28 danske selskabers årsoverskud. Se tabel næste side.
I kølvandet på en stribe provinsbankers opjusteringer op til 3. kvartalsregnskaberne har analytikerne fulgt med og opjusteres deres forventning til alle de større danske banker. Alm. Brand er sat ned af analytikerne, antageligt på grund af frasalget af Alm. Brand Bank.
Store opjusteringer fra analytikerne har løftet estimaterne for Bang & Olufsen, efter et bedre end ventet kvartalsregnskab. Analytikerne er også meget optimistiske omkring udviklingen i ISS, NKT, A.P. Møller-Mærsk, The Drilling Company, Nilfisk, Demant og Pandora.
Flere af selskaberne har udsendt positive børsmeddelelser, bl.a. NKT, Mærsk og Pandora. Opjusteringen af ISS er mere et mysterium, og forklaringen skal antageligt alene findes i skiftet i topledelse og tro på, at en strategisk og operationel fintuning kan løfte lønsomheden.
Selvom den nye smittebølge nu for alvor begynder at bide sig fast i det danske samfund, herunder i samfundsøkonomien, er der kun sket nedjusteringer fra analytikerne i ni selskaber. Men det har kun i få af tilfældene noget med den nye smittebølge at gøre.
Største nedjusteringer fra analytikerne har ramt Torm, og tankskibsrederiets aktier påvirkes nu negativt af lavere oliefragtrater, vigende transportmængder og udsigten til yderligere lockdowns, efter et år som ellers har været overraskende godt for tankskibsrederierne.
Store nedjusteringer fra analytikerne har også ramt Bavarian, Chr. Hansen og Genmab, hvor der nu blandt analytikerne er mindre tiltro til overskudsudviklingen de næste tolv måneder. Også den danske entreprenørkoncern MT Højgaard er ramt af nedjusteringer, antageligt i kølvandet på den seneste smitteudvikling, lavere efterspørgsel efter kontorkvadratmeter og nervøsitet om, at turnaround-processen måske alligevel trækker ud.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.