Det er svært at finde en anden forklaring på kursfaldet i Matas de sidste par måneder end afgangen af CEO Gregers Wedell-Wedellsborg, som i den grad har været ansigtet på Matas’ turn-around. Det midlertidige tomrum skaber en interessant købsmulighed i investeringscasen Matas.
I disse uger med black week og det kommende julesalg, står Matas foran sit vigtigste kvartal i regnskabsåret, hvor omsætningen i runde tal ligger 40-50 pct. højere end normalt.
Det synes dog ikke at være den højeste prioritet i investorernes øjne, hvor CEO-afgangen nok fylder mere. Kursmæssigt har det i store træk været en nedtur lige siden CEO Gregers Wedell-Wedellsborgs opsigelse i slutningen af august.
Han har været frontfigur i Matas’ imponerende transformation fra en udfordret dansk butikskæde i 2017 til en skandinavisk spiller med en succesfuld omnichannel strategi baseret på et stærkt butiksnetværk og en dominerende online-forretning i vækst.
Valget af CEO vil påvirke, hvordan fremtiden ser ud et par år længere ude i fremtiden, når den skandinaviske forretning kører på skinner, og det oplagte spørgsmål melder sig: Hvad nu? Skal det geografiske fokus udvides, eller er der stadig meget mere vækst i hente i Norden ved udvidelse af sortiment, flere brands, flere butikker og måske bedre udnyttelse af de mere end 6 mio. medlemmer af Club Matas?
Indtil videre viser 2. kvartalsregnskabet i Matas’ forskudte regnskabsår, at man er tæt på at kunne høste alle frugterne af at være en skandinavisk koncern.
De to nye logistikcentre er i fuld drift, og man har i 2. kvartal haft travlt med at implementere én e-commerce platform på tværs af alle lande, som åbner for en række muligheder, kampagner etc. Første runde af synergierne fra KICKS-opkøbet på 100 mio. kr. er høstet nu, men der ligger yderligere 50 mio. kr. i ekstra synergier.
Matas’ gearing er fortsat til den høje side (3x) i målsætningen på 2-3x EBITDA, men Matas bør stå overfor et par år med stærkt cash flow, der kan nedbringe gælden og sende kapital retur til aktionærerne.
I indeværende regnskabsår ventes en bundlinje på 365 mio. kr., mens der året efter er udsigt til en betydelig stigning til over ½ mia. kr. Aktuelt ser vi altså på en aktie, der handler til en Price/Earnings omkring 12,5 for det regnskabsår, vi er over halvvejs igennem, mens P/E for det kommende regnskabsår ligger under 10 og formentlig også lige under 9.
Det er tydeligt at Matas stadig prissættes som en fysisk butikskæde, og på den måde er der stadig et stort potentiale, hvis eller når investorerne en dag for alvor begynder at se Matas som en ægte omnichannel-forretning, eller måske endda som en online-forretning.
I det ”drømmescenarie” kan vi uden problemer forsvare en kurs på 200. Der er vi langt fra endnu, og vi nøjes i første omgang med at kigge mod kurs 150, som bør være indenfor rækkevidde, når der er styr på ledelsessituationen, og Matas bliver business-as-usual.
For ”usual” er nemlig godt, når det kommer til Matas.
Konklusion
Aktuel kurs 119,80
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 150,00
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






