Landets største entreprenørkoncern MT Højgaard virker efterhånden så kriseramt både finansielt og ledelsesmæssigt, at de to ejere, børsselskaberne Monberg & Thorsen og Højgaard Holding, er tvunget til at gøre noget. Børsværdien af deres aktieposter er dykket 70 procent siden starten af 2016.
Entreprenørkoncernen MT Højgaard mistede ved udgangen af 3. kvartal 2017 sit mangeårige guldæg, Greenland Contractors, som i realiteten har holdt selskabet oven vande økonomisk de seneste 5-6 år. Greenland Contractors, som er to tredjedele ejet af entreprenørselskabet, har leveret serviceydelser og vedligehold til Thule Basen. Det har været en ekstremt guldrandet forretning, som i nogle år har leveret et overskudsbidrag til MT Højgaard på flere hundrede millioner kroner.
At overskudsbidraget har været så stort fremgår af en regnskabsanalyse af Greenland Holdings seneste årsregnskab. Selskabet, som ejes af det grønlandske Selvstyre, har ejet en tredjedel af Greenland Contractors. Tabet af den lukrative Thule kontrakt vil uden tvivl skabe et kæmpe hul i pengekassen. MT Højgaard har ikke tidligere oplyst om vigtigheden af overskudsbidraget fra Greenland Contractors, og der har ikke været oplyst særskilte regnskabstal fra datterselskabet.
Men i det netop aflagte årsregnskab fra MT Højgaard fremgår det for første gang, at Greenland Contractors på kun tre kvartaler gav et bidrag til driftsresultatet på 77 mio. kr. før ekstraordinære poster mod 68 mio. kr. året før. Ifølge regnskabet ”there was a positive impact from the transfer of the Greenland Contractors contract in connection with the final transfer.”
Økonomisk Ugebrev har spurgt CEO Torben Biilmann om der har været nogen ekstraordinære indtægter ved afviklingen af Thulekontrakten, idet det også oplyses, at afviklingen af kontrakten i 3. kvartal har bidraget positivt til overskuddet. Samtidig oplyses, at der har været ekstra hensættelser til garantiforpligtelser og retssager vedrørende kontrakten. Men det oplyses også, at der har væ-ret tilbageførsel af tidligere års hensættelser på Thulekontrakten.
Gigantisk underskudsforretning
Det samlede overskudsbidrag er interessant, fordi Økonomisk Ugebrevs regnskabsanalyse viser, at selve moderselskabet MT Højgaard tilsyneladende har været en gigantisk underskudsforretning i mange år. Sidste års driftsoverskud på 150 mio. kr. (før ekstraordinære tab på 125 mio. kr. ) bliver reduceret til 73 mio. kr., hvis bidraget fra Greenland Contractors trækkes fra. Dette er relevant, fordi denne forretning ikke indgår i 2018-regnskabet.
Hertil kommer, at der sidste år var et ekstraordinært stort træk på hensættelseskontoen, der er nedbragt fra 514 mio. kr. til 423 mio. kr. blandt andet med en tilbageførsel på 54 mio. kr. fra tidligere års hensættelser. Uden træk på denne buffer var året driftsresultat for koncernen endt i minus. Og underskuddet på bundlinjen før skat var landet på mere end 100 mio. kr.
Udfordringerne understreges af at moderselskabet MT Højgaard sidste år gav et driftsunderskud på 87 mio. kr. mod minus 101 mio. kr.
Kæmpestore udfordringer
Med den mistede guldfugl på Grønland står MT Højgaard overfor kæmpestore både indtjeningsmæssige, finansielle og ledelsesmæssige udfordringer. Ledelsen udmelder ellers, at den forventer et driftsresultat på 140-180 mio. kr. i 2018. Det vil imidlertid kræve et ganske betydeligt løft i lønsomheden, idet 2017-driftsresultatet excl. Greenland Contractors kun var 99 mio. kr.
Økonomisk Ugebrev har stillet en stribe konkrete spørgsmål om udfordringerne, som selskabet har valgt at besvare skriftligt. Blandt andet om, hvordan lønsomheden nu skal forbedres:
ØU: Hvordan skal denne forbedring skabes? I har allerede gennemført afskedigelser på grund af lavere aktivitet, og ordreindgangen ser ud til at være faldende: Er det sandsynligt med yderligere tilpasninger af kapacitetsomkostninger i 2018? Svar fra Torben Biilmann: ”Ved indgangen til 2018 havde koncernen en lavere ordrebeholdning end forventet – dette primært forårsaget af ordreudfald ultimo 2017 på tre konkrete enkeltopgaver. Som konsekvens af dette opsagde vi 100 funktionærer og nedlagde 60 funktionærstillinger primo 2018. Vi arbejder konstant med tiltag, der skal sikre stabil ordreindgang, styrke konkurrenceevnen og sikre stabil ordreafvikling. Vi er i disse år i proces med implementering af en digital platform, der understøtter dette. Samtidig investerer vi løbende i udviklingen og idriftsættelsen af VDC-tiltag, der skal sikre en positiv udvikling i vores driftsresultat.”
MT Højgaards overskudsgrad var sidste år knap to procent, mod knap én procent året før: Jeres målsætning for overskudsgrad er fem procent eller derover. I hvilket årstal forventer I at opfylde denne målsætning, og hvad skal være de væsentligste drivkræfter? Spørgsmålet har Økonomisk Ugebrev ikke fået svar på.
Fraregnes overskudsbidrag fra Greenland Contractors for de seneste fem år, har resten af forretningen stort set konsekvent givet underskud. Hvilke overordnede strategiske og ledelsesmæssige overvejelser gør bestyrelsen sig i den anledning? Spørgsmålet har Økonomisk Ugebrev ikke fået svar på.
Anser I koncernens kapitalsituation for tilfredsstillende: Fraregnes immaterielle aktiver og skatteaktiv i den bogførte egenkapital, er den materielle kapitalbuffer på kun 457 mio. kr. svarende til en soliditet på ca. 13%. (Bogført egenkapital er 883 mio. kr., immaterielle aktiver 216 mio. kr. og bogført skatteaktiv 210 mio. kr.)? ”Koncernens egenkapital og balance er opgjort efter internationale regnskabsstandarder og skal ses om et samlet hele.”
Mudret billede omkring MT Højgaard
Bundlinjen er, at der tegner sig et meget mudret billede omkring udviklingen i MT Højgaard. Dels fordi regnskabets ledelsesberetning ikke er særligt fyldestgørende, og dels fordi ledelsen ikke ønsker at kommunikere særligt meget om selskabets oplagte udfordringer. Det har tidligere været udmeldt, at det var hensigten med en børsnotering af entreprenørselskabet inden foråret 2019. Men det er tilsyneladende fortsat udskudt på ubestemt tid. En nødvendig forudsætning for en notering er angiveligt en lønsomhed på den udmeldte målsætning på fem procent i overskudsgrad. Mere oplagt ville være en fusion af de to børsnoterede ejere. Men det er tilsyneladende også opgivet efter ufrugtbare forhandlinger.
Imens synes selskabet at befinde sig i et fastlåst lederskab, som gennem en årrække ikke har leveret varen. Aktiekursen for begge børsnoterede selskaber er de seneste år mere end halveret.
For Monberg & Thorsen er aktiekursen siden starten af 2016 dykket fra 440 til 154, altså et dyk på næsten 70 procent. Børsværdien af selskabets 46 procent ejerandel svarer til en samlet værdi af MT Højgaard på 1,23 mia. kr., hvilket med de aktuelle udfordringer synes at være anstrengt.
MT Højgaard har likvider for 135 mio. kr. ved årets udgang mod 167 mio. kr. året før. Og banklån på 210 mio. kr., hvorom det oplyses, at der er covenants på 80 mio. kr. af banklånet. Selve lånevilkårene oplyses ikke.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her