Aktiemarkedet vendte i den forløbne uge tilbage til niveauet fra før Corona-krisen sendte kurserne til bunds. Rimeligheden i de seneste par måneders kursstigninger kan diskuteres.
Figuren nedenfor viser, hvordan Corona-virussen først trak tæppet væk under aktiemarkedet. Men den viser også, hvordan investorerne meget hurtigt besluttede, at det nok ikke var så galt alligevel. Det har givet de fleste aktier en voldsom kursstigning de seneste par måneder, men nu har Copenhagen Benchmark (CB) nået et punkt, hvor der skal tages en alvorlig beslutning.
CB nåede nemlig i den forløbne uge tilbage på det samme niveau, som før Corona-krisen i februar sendte kurserne nedad. På aktiemarkedet har der altså ikke været nogen Corona-effekt, og hvordan det hænger sammen med virkelighedens verden, må stå som et åbent spørgsmål.
Men mødet med kursniveauet fra før Corona-krisen betyder, at der nu skal tages stilling til, om den forventede indtjening i de børsnoterede selskaber bliver endnu bedre, end forventet før Corona. Som vi ser det, er det meget vanskeligt at svare ja til det spørgsmål. Og de markante kursfald i slutningen af ugen indikerer, at markedet mener det samme.