Netcompanys opdatering af de finansielle ambitioner løftede sløret for et ikke ubetydeligt ekstra licenspotentiale. Det er muliggjort af det senere års transformation af forretningen fra projekttimer til platforme, produkter og IP.
Med et bagtæppe af en ny ”forsvarsplatform” Verá, geopolitisk usikkerhed og et naturligt stigende pres for ”hjemmedyrkede” IT-platforme i Europa, var Netcompany klar til at give mere perspektiv på selskabets strategi og udvikling de kommende år.
Det kortsigtede indtryk var leveret med kvartalsregnskabet dagen forinden, og hovedbudskabet på kapitalmarkedsdagen var at fortælle, hvor Netcompany som virksomhed er på vej hen. Ikke mindst hvilket ekstra forretningsgrundlag, selskabet nu kan bygge på.
Netcompany er ved at arbejde sig langt væk fra den rendyrkede mest timebaserede konsulentforretning, man ellers kom frem på i 2010’erne. ”The Netcompany way” er dog ikke forsvundet, men synes ikke længere i front som selskabets key selling point.
Mest imødeset var præsentationen af Netcompany Banking Services, hvor det står klart, at man på sigt har store ambitioner med udgangspunkt i den nordiske platform, som SDC allerede har på kunde- og systemsiden.
Det skinnede også igennem, at bankernes fokus på data er at sikre bedre og hurtigere udvikling, og ikke mindst en implementering af AI. Ikke nødvendigvis at sikre markant billigere løsninger via besparelser og høstning af synergier.
Et budskab var også, at de ventede synergier som udgangspunkt tilfalder Netcompany, og dermed behøver man ikke en stor lommeregner for at regne 1 mia. kr. investeringscasen ud på basis af 300-350 mio. kr. alene i synergier og integrationsomkostninger på ca. 300 mio. kr.
På vækstsiden venter Netcompany en årlig organisk vækst på 5-10 pct. over en fuld business cycle. Konsensustallet for den forventede organiske vækst i 2026 og 2027 var inden kapitalmarkedsdagen 9,0 pct. og 8,6 pct.
Sammenligner vi det med den nye langsigtede målsætning på 5-10 pct. vækst var der en smule skuffelse at spore. Omvendt synes der på indtjeningen at være bedre udsigter med en målsætning om mindst 20 pct. EBITDA i 2029. Det er bedre, end markedet havde turdet håbe på.
Måske især fordi det vil være muligt at nå selv i et recessionscenarie med kun 5 pct. vækst, og fordi der blev åbnet tydeligt for en endnu større margin-upside, hvis man får løftet licensindtægterne.
Med en omsætning omkring 10 mia. kr. allerede i 2027, vil selv 10 pct. i licensindtægter i slut-2020’erne udgøre et anseeligt beløb, som oftest kan dryppe relativt urørt hele vejen ned på bundlinjen.
Potentialet er med andre ord anseeligt, hvis man formår at eksekvere på strategien, og på et tidspunkt står i en position, hvor man kan opkræve licensindtægter i større stil end i dag.
Konklusion
Aktuel kurs 316,40
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 360,00
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i Netcompany
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






