Netcompany fremstår som en forholdsvis dyr aktie i forhold til både branchemedianen og øvrige børsnoterede selskaber i almindelighed. Men selskabets vækstperspektiv begrunder en højere kurs end den aktuelle.
Netcompanys aktiekurs er faldet 17 procent de seneste tre måneder, og det er fristende at forklare det med aktiens høje pris. Selv efter kursfaldet handles Netcompany til en forventet Price/Earnings på næsten 40. Men selvom en P/E-værdi på 38 er høj i et historisk perspektiv, så er det ikke tilfældet, når det sættes i forhold til Netcompanys forventede organiske vækst (ekskl. tilkøb) på 18-20 procent.
Det er også interessant, at der er et modsætningsforhold mellem aktiekursens udvikling og analytikernes forventning til Netcompanys fremtidige indtjening. Analytikernes forventning til Netcompanys EPS (Earnings Per Share) er nemlig steget støt de seneste tre måneder fra 15,59 over 16,58 og 17,36 til aktuelle 17,49.
Den udvikling understøttes af Netcompanys 3. kvartalsregnskab fra den 4. november, som bekræfter, at selskabet fortsat befinder sig på en stejl vækstkurve.
Vi nævnte indledningsvist forventningerne til den organiske vækst, men dertil kan lægges vækst gennem tilkøb. Netcompany har i årets sidste kvartal benyttet sin finansielle styrke og købt sig til en omsætningsvækst på 9-10 procent.
Købet er sket samtidig med, at man har iværksat et kortsigtet aktietilbagekøbsprogram på 50 mio. kr, og begge dele er mulige, fordi Netcompany opererer med et højt frit cash flow. Altså det kontante beløb, som er tilbage til afdrag på gæld samt udbetaling af dividende til aktionærerne.
I 2020 nedbragte man gælden med 200 mio. kr. og havde alligevel et likviditetsoverskud på 113 mio. kr. I de første tre kvartaler af 2021 fortsættes linjen med et frit cash flow på 155 mio. kr.
Set i lyset af Netcompanys vækst både hidtil og fremadrettet er selskabets faldende aktiekurs de seneste tre måneder overraskende. Ikke mindst i betragtning af den modsatrettede bevægelse i analytikernes indtjeningsforventninger.
En forklaring kan være en generel usikkerhed i markedet pga. den nye Covid-19 frygt, men på lidt længere sigt begrunder Netcompanys vækstperspektiver stadig kursmålet fra ØU Formue 34/2021.
Bruno Japp
Aktuel kurs: 682,50
Kursmål (6 mdr.): 800,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her