Efter et svært 2019 er der udsigt til fremgang for NKT’s udfordrede kabelforretning. Den mest betydende kurstrigger kan dog komme fra en helt anden kant i form af NKT Photonics, som efter mange års tilløb kan være på vej til et salg.
Med udskillelsen af Nilfisk i 2017 blev konglomeratelementet i NKT kraftigt udvandet, og i 2020 kan det endegyldigt være slut med konglomeratet, hvis NKT får et tilfredsstillende bud på Photonics – det højteknologiske datterselskab med laser og sensorer som sit virkeområde.
NKT meddelte nemlig allerede i november, at man ville igangsætte et ”strategic review”, hvilket i praksis betyder, at en investeringsbank undersøger selskabets værdi, og ikke mindst om selskabet kan sælges til en tilfredsstillende pris eller på en anden måde indgå i en strategisk transaktion (f.eks. fusion. Da de strategiske undersøgelser blev sat i værk for snart fire måneder siden forventer vi, at en afklaring er ret tæt på. Men vel at mærke en afklaring, som ikke nødvendigvis ender i et salg eller en transaktion. Med en markedsværdi på rundt regnet 4,3 mia. kr. ved kurs 160 og en regnskabsmæssig værdi på ca. 1 mia. kr. for Photonics er det ikke utænkeligt, at der ligger en gevinst i forhold til bogført værdi, hvis det lykkes at få et seriøst bud på Photonics.
Forretningen forventer at omsætte for 80-85 mio. euro i 2020 og med en EBITDA-margin på 15-18% vil et salg kunne nedbringe den rentebærende gæld betydeligt. Det vil lune på balancen, for NKT er fortsat rimelig hårdt spændt for, så længe kapacitetsudnyttelsen og indtjeningen ikke er bedre i kabelforretningen.
NKT har i år sløjfet de mellemlange målsætninger, fordi sigtbarheden og timingen for de kommende kabelordrer er dårlig. Det betyder ikke en mindsket tiltro til markedsudviklingen på sigt, men det betyder, at usikkerheden omkring timingen stadig er tilstede, uagtet at man i 2019 hentede ordrer for ca. 750 mio. euro ud af et samlet marked på 3 mia. euro. Det var nok til at højspændingsordrebogen satte rekord med 1,2 mia. euro, hvoraf 40% forventes leveret i 2020.
For 2020 har NKT valgt kun at guide på omsætning og EBITDA, og selvom der er udsigt til en pæn organisk vækst på anslået 10% fra 945 mio. euro i 2019 til 1,0-1,1 mia. euro i omsætning og en stor vækst i operationelt EBITDA fra 15,1 til 40-60 mio. euro, så er der fortsat et stykke vej til den tidligere målsætning om et operationelt EBITDA på 200-225 mio. euro.
Selskabet har særdeles høje afskrivninger, og end ikke forventningen til indeværende års operationelle EBITDA på 40-60 mio. euro er nok til, at bundlinjen bliver positiv. Her skal EBITDA løftes til den rigtige side af 100 mio. euro, og det kræver et højere aktivitetsniveau. P.t. peger konsensus i retning af 2021 som året, hvor man er tilbage i sorte tal, men ikke på et niveau der for alvor kan tiltrække sig opmærksomhed. Vi skal dermed helt hen til 2022, før driften muligvis når et fornuftigt niveau. Aktiekursen viser tydeligt, at investorerne er begyndt at tage forskud på de fremtidige glæder, især efter at selskabet i september 2019 blev valgt som foretrukken leverandør til et stort engelsk offshoreprojekt. Aktiekursen er omtrentlig fordoblet siden september, og den er nu tilbage på niveauet fra eftersommeren 2018.
Der tegner sig med andre ord et billede af, at det værste er overstået, og at den langsigtede investeringscase er på vej tilbage i investorernes bevidsthed.
Børskurs på analysetidspunktet: 160,00 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 180,00
Læs tidligere analyser af Nilfisk her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.